Jerusalem kan føre jøder og muslimer sammen

Jerusalem. Til højre ses vejen til Tempelbjerget for ikke-muslimer. Foto: Berthold Werner/www.wikimedia.org

Men fredelig sameksistens kræver, at Israel-Palæstina-konflikten ikke opfattes i stærkt religiøse termer, mener journalisterne Mairav Zonszein og Aziz Abu Sarah.

Jerusalem er hjemsted for kristendom, jødedom og islam og af stor betydning for både palæstinensere og israelere. Byen bliver ved med at være et centralt brændpunkt i Israel-Palæstina-konflikten.

Konflikten er blevet mere religiøs
I og omkring Jerusalems Gamle By ligger nogle af de tre religioners helligste steder, deriblandt Vestmuren, en rest af det andet tempel og jødedommens helligste sted, og Al-Aqsa-Moskeen, islams tredjehelligste sted. Suverænitet, bevægelsesfrihed og byens symbolik er derfor meget vigtige for både palæstinensere og israelere, der hver især opfatter Jerusalem som deres folks hovedstad. 
 
Der har altid været religiøse motiver til konflikten om Jerusalem, men i de senere år har de religiøse og historiske begrundelser overtrumfet de politiske, og både jødiske og muslimske ekstremister bruger Jerusalem som samlingspunkt. 
 
Jødiske bosættere fordriver palæstinenserne
Siden Israel annekterede Østjerusalem efter Seksdageskrigen i 1967, er der blevet bygget og udvidet jødiske kvarterer bag den grønne linje, og fra 1990'erne er der blevet oprettet jødiske bosættelser midt i tætbefolkede palæstinensiske kvarterer.

Organisationer som Ateret Cohanim og Elad arbejder for, at ejendomme i palæstinensiske kvarterer bliver købt af jøder og fremstiller det som løskøbelse af Israels land. Ateret Cohanim er en religiøs uddannelsesinstitution, som køber ejendomme i Den Gamle Bys muslimske kvarter. Den bruger områdets religiøse betydning til politiske formål ved at fremstille det som en mitzvah (religiøs handling) at fordrive palæstinensere fra deres hjem.
 
Elad blev grundlagt i 1987 og står for de arkæologiske udgravninger af Davids By i det palæstinensiske kvarter Silwan. Turisterne, som kommer der, bliver begejstrede over at se det sted, hvor Kong David antagelig boede, men de er ikke klar over, at områdets arkæologiske fund er tvivlsomme, og at palæstinensiske huse i Davids By er blevet eksproprieret, så jøder kan "bosætte sig" dér.
 
Muslimske grupper udnytter frygten
Det jødiske religiøse bosættelsesprojekt har affødt lignende ensidige reaktioner fra muslimer. For nogle muslimer repræsenterer de jødiske grupper et nyt "korstog" mod selve islam.

En af de førende grupper, som går imod "den jødiske overtagelse" af Jerusalem er Den Islamiske Bevægelse i det nordlige Israel, som har stor fremgang i Jerusalem. Ligesom Hamas udfylder Den Islamiske Bevægelse det tomrum, der er opstået på grund af manglen på israelske regeringsydelser i Østjerusalem og forbuddet mod, at det palæstinensiske selvstyre griber ind.

Bevægelsen har fået stor tilslutning blandt araberne ved at lancere "Al-Aqsa i fare"-kampagnen, som fremhæver moskeens betydning som et samlende symbol.
 
Sådanne grupper drager fordel af den frygt, de lokale oplever, når de bliver konfronteret med voksende bosættelser og sikkerhedsaktiviteter i byen og med kommunens forsømmelse af de palæstinensiske beboere. De har bragt sig selv i stilling som islams og Jerusalems forsvarere og har hurtigt fået lokalbefolkningens støtte ved at sørge for velgørenhed og infrastruktur.
 
Farligt at fokusere på religion
Både muslimske og jødiske grupper har nægtet hinanden deres religiøse og historiske arv i Jerusalem. For nylig hævdede en ny undersøgelse lavet af det palæstinensiske selvstyre, at jøderne ikke har nogen historisk eller religiøs arv i Jerusalem. Selvstyrets ledelse var dog hurtigt ude med en afvisning af undersøgelsen og dens resultater. Det er en ændring af den tidligere tendens til at kræve eneret til Jerusalem.
 
Israel-Palæstina-konfliktens ændring fra en politisk konflikt om identitet, nationalitet og land til en konflikt anført af ekstreme religiøse grupper til politiske formål er farlig og bør give anledning til bekymring, især hos mainstream religiøse ledere. Jo flere mennesker, der opfatter konflikten i stærkt religiøse termer, jo mindre sandsynligt er det, at de vil acceptere kompromiser. 

Fredsarbejdet må styrkes
Jerusalem har mulighed for at blive en by med fredelig sameksistens som omtalt i de hellige skrifter. Et eksempel er de bestræbelser på ikke-voldelige protester og uddannelse, som Wadi Hilweh Informationscentret i Silwan står for.

Centret består af beboere fra Wadi Hilweh, der informerer om kampen for at beholde deres land. Et andet eksempel er Sheikh Jarrah Solidaritetsbevægelsen, der hver uge gennem det sidste år har ført palæstinensere og israelere sammen for at protestere mod bosættelserne i Østjerusalem. 
 
Sådanne grupper må styrkes, så Jerusalems mulighed for at føre kristne, jøder og muslimer sammen i fred kan føres ud i livet.

Mairav Zonszein er en amerikansk-israelsk journalist, blogger og aktivist, som bor i Jerusalem.
Aziz Abu Sarah er palæstinenser fra Jerusalem og leder af Center for Verdensreligioner, Diplomati og Konfliktløsnings Mellemøstprojekter på George Mason Universitetet og vinder af Eliav-Sartawi-prisen for Common Ground-journalistik. Artiklen er skrevet til Common Ground News Service og blev publiceret 18. januar 2011. Den er oversat af Elisabeth Alster.