Stilhed fremmer forståelsen

Højrøstede debattører kan lære noget af kvækernes tradition for fælles stilhed, mener Jill Segger fra tænketanken Ekklesia

At lade være med at tale, medmindre man kan forbedre stilheden, er noget, de fleste kvækere er trygge ved. Det kan være ensbetydende med at tie stille, selv når man har en mening.

Der er megen strid og uenighed om vores samfund i dag, og det er tydeligt, at mange mennesker ikke længere betragter det som en mulighed somme tider at vælge stilheden.

Men stilheden er, når den bliver forstået rigtigt, meget mere end et tegn på frygt og mangel på overbevisning. Den har evnen til at skabe et rum, hvori forskelle langt fra tilsløres, men anerkendes, mens de er frataget deres evne til at polarisere.

Når alle de stridende parter maser sig ind, ivrige efter at få deres budskab igennem og som regel i et forsøg på at vinde eller dominere, gavner det ikke sandhed og forståelse. Det bliver vanskeligt at mægle og forsone, når ord splitter folk og får dem til at køre fast i udfaldet af konfrontationen.

Byrådsbøn kan erstattes med stilhed
Bidefords byråd bliver beskyldt for aggressiv sekularisme, men man skal huske, at det bare modtog en kendelse om, at det ikke havde magt til at tvinge byrådsmedlemmerne til at deltage i bønner.

Hvis sagen ikke var blevet genstand for så meget overspændt opmærksomhed fra folk, der med Philip Pullmans ord "simpelthen ikke har læst dommen, eller ikke vil læse dommen, fordi de virker meget mere ivrige efter at lave vrøvl," kunne man måske have overvejet den enkle løsning at erstatte de selvmodsigende "obligatoriske bønner" med tid til fælles stilhed.

I sådanne fredfyldte øjeblikke ville intet byrådsmedlems tro eller mangel på samme have været en kilde til trusler eller irritation for de andre. Enhver ville have været fri til at dagdrømme, bede, reflektere, samle sig eller bare komme lidt væk fra de ting, vedkommende var optaget af. Fra mine år som byrådsmedlem kan jeg huske mange tilfælde, hvor nogle få minutters gensidig stilhed både ville have forbedret vores forhandlinger og vores forhold til hinanden.

De troende, der opfatter en sekulær stat som et værktøj til kristenfobi, giver udtryk for en fanatisme, som ikke beskæftiger sig med en sådan helbredende stilhed. Den giver sig straks til tale nogle ville sige tale dunder - uden at stoppe op for at tænke sig om. Den ser ud til at tro, at det at være højrøstet er det samme som at være trofast, og at enhver anden fremgangsmåde ville være et tillidsbrud.

Modstandere burde være stille sammen
Folk med en overbevisning skal selvfølgelig have frihed til at sige deres mening. Men det må ikke gøre dem blinde for mulighederne for at gøde jorden for dialog med dem, der har det modsatte synspunkt, med samme oprigtighed.

Hvis modstandere og tilhængere af homoseksuelle ægteskaber kunne blive enige om at mødes regelmæssigt og bruge tid på at reflektere sammen i stilhed, ville begge parter have mulighed for at sætte deres forskelle ud over polemik og forsøg på at score point.

Det er tydeligt, at når man tilskriver hinanden ond tro eller fejltagelser, kan det ikke føre til andet end forøget splittelse og bitterhed. En respektfuld og samlet stilhed ville i det mindste skabe mulighed for at komme væk fra megafonen.

For at citere Quaker Faith and Practise (Kvækernes tro og praksis, red.):

"Mens vi sammen går ind i en levende stilheds dybder, Guds stilhed, finder vi hinanden i 'de ting, som er evige', og vi opretholder og styrker hinanden."

Det er den jord, som fremtiden bedst kan vokse i.

Jill Segger er associate director i den britiske tænketank Ekklesia og beskæftiger sig især med redaktionelle spørgsmål. Hun er freelanceforfatter og bidrager blandt andet til Church Times, Catholic Herald, Tribune, Reform og The Friend. Jill Segger er aktiv kvæker. Man kan følge hende på Twitter.

Artiklen er fra Jill Seggers blog på Ekklesias hjemmeside. Den er oversat af Elisabeth Alster.