Den jødiske påske giver plads til eftertanke

Bordet til Sedermiddagen i kulturcenteret ChabaDanmark dækkes som traditionen foreskriver. Med Sederplatte, Matzahbrød, samt en Haggadahbog til hver gæst. Foto: Søren Staal

MED BILLEDSERIE Væk er computer, tv og iPhone. I den jødiske påskeuge pesach er det historien og familien, der er i centrum

I det jødiske kulturcenter ChabaDanmark i centrum af København, har rabbiner Yitzi Lowenthal og familien længe været i gang med forberedelserne til pesach, der i år falder sammen med den kristne påske og slutter i morgen lørdag.

SE OGSÅ:
Tema om pesach

I hele kulturcenteret emmer der en sødlig duft af rengøringsmiddel, som vidner om, at den årlige pesach-rengøring er i gang:

For os starter planlægningen af pesach flere måneder før. Vi laver skemaer for, hvad der skal ske og hvornår. Vi skal jo nå at rengøre hele huset, så det tager op til fire uger at komme igennem planen, siger Yitzi Lowenthal, der sammen med sin hustru Rochel startede kulturcenteret for 15 år siden.

LÆS OGSÅ: Pesach er et kollektivt rengøringsvanvid

Imens parrets 7 børn er i færd med den sidste rengøring på legeværelset, dækker Yitzi op til den jødiske påskes festaften, den traditionsrige sedermiddag, der i år faldt sammen med langfredag.

LÆS OGSÅ: 10 vigtigste ting at vide om pesach

Festen skal skabe forbindelsen mellem fortid og nutid og viser Israels fortid for den generation, der skal bygge den jødiske fremtid op. Til sedermiddagen har kulturcenteret over 80 gæster. Derfor har de travlt:

Forberedelserne er opdelt i to dele. Det ene er rengøringen, hvor vi har lavet et facebook-event for folk, der har lyst til at komme og hjælpe. Det andet er forberedelsen af maden og her er der igen to faser. Vi skal først skifte alt køkkenudstyret ud, for man bruger ikke de samme gryder til pesach som resten af året. Først derefter følger madlavningen, fortæller Yitzi Lowenthal.

LÆS OGSÅ: Den jødiske påske handler om erindring

I køkkenet er der ved at blive gjort klart til, at de særlige pesach-redskaber kan rykke ind. Alle gryder og pander skal pakkes sammen og der skal gøres rent overalt. Redskaberne til pesach må ikke have haft kontakt med syrnede fødevarer. Ifølge 2 Mos 12,15-19 skal enhver, der spiser syrnet brød fra den første til den syvende dag, det menneske skal udryddes fra Israel.

Det jødiske Chabad-samfund, er en ortodoks bevægelse, der stammer fra Rusland. Chabad lægger vægt på de jødiske traditioner og individets mulighed for at styre sine handlinger og følelser igennem visdom og erkendelse. Familien Lowenthal kommer oprindeligt fra England, men valgte for 15 år siden at hive teltpløkkerne op og rejse til København.

Begge mine forældre var medlemmer af Chabad, så jeg er vokset op i miljøet. Og det samme er min kone. Da vi giftede os, besluttede vi os for at fortsætte traditionen og starte Chabadsamfundet i København. Jeg synes, at det er en gave men det er også et arbejde, siger Lowenthal.

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på almindeligeog ortodokse jøder?

ChabaDanmark arrangerer undervisning i den jødiske historie, mødregrupper, arrangementer for unge, samt fællesspisning. I løbet af de otte pesach-dage bespiser familien flere hundrede mennesker. Sidste arrangement i perioden er fredag aften kl. 20.00:

Vi har hver fredag to måltider, et midt på dagen og et om aftenen, som begge er åbne for det jødiske samfund. Her kommer der mellem 30 og 80 mennesker og spiser, og i pesach er det helt klassisk med det usyrnede Matzah-brød, fortæller Lowenthal

Foruden kravet om at al mad er lavet kosher, er der en række regler, der skal følges til pesach:

Det særlige ved maden til pesach er, at vi ikke bruger noget mel eller ris. Derfor bruger vi mange naturlige råvarer. Vi har det særlige Matzah-brød og vin og kød. Ud over det, er det vores tradition, at det i løbet af de 8 dage kun er grøntsager, fortæller Lowenthal

Til sedermiddagen hører et fad, som fortæller om den jødiske historie. Der er en skål med æg, som symboliserer håb og nyt liv, en skål med saltvand, der skal minde om de tårer, som israelitterne græd under deres lidelser i Egypten og en skål med bitre urter, der fortæller om slaveriets hårde tid.

Pesach er en højtid til minde om israelitternes udfrielse af slaveriet i Egypten, og historien spiller en central rolle i løbet af højtiden:

Op til Pesach har vi et kursus for børnene, hvor de kan lære at lave Matzahbrødet på den traditionelle måde. Det skal være fattigmandsbrød og derfor består det kun af mel og vand, for at vi skal huske de dårlige tider, og at vores forfædre engang har været slaver. Festen sederaftenen har to betydninger. På den ene side har vi vinen, der symboliserer glæden og på den anden side brødet og de bitre urter, der symboliserer de svære tider, siger Lowenthal

I den jødiske påske er børnene i centrum. Legerummet i kulturcenteret er spækket med pesachpynt, der viser de fire glas vin, som drikkes under middagen og den særlige sederplatte. Børnene deltager både i fejringen og får fortalt den jødiske historie:

Vi læser bogen Haggadah, som foruden fortællingen fra 2. Mosebog og udgangen af Egypten, fortæller og fortolker den jødiske historie, så vi kan bruge budskaberne i dag. Vi prøver at give det videre til børnene ved at fortælle historien på en glad og positiv måde, ligesom vi fik fortalt det af vores forældre, påpeger rabineren

Familien Lowenthal bruger pesach som en mulighed for at sætte tempoet ned, og fokusere på eftertænksomheden og samværet med familien:

På de fire helligdage i pesach bruger vi hverken elektricitet eller bil. Vi lader lyset stå tændt, men mobiltelefonen er på ferie. Meningen er, at vi skal tale sammen. Det handler om frihed. Ikke blot fra undertrykkelse og diktaturer, men også friheden til at kunne vælge det, der er vigtigt i livet. Man skal huske, hvem man er og at man har et ansvar for sine handlinger. For mig er pesach en plads til fordybelse og eftertanke, derfor fejrer vi den på traditionel vis, siger Lowenthal.

For Ytzi Lowental er det vigtigt, at der kommer humor ind i højtiden, og han husker selv, hvordan han som barn var glad for pesach:

Man husker det fra barndommen. Det sker kun en gang om året, og hele familien samles og taler og fortæller vittigheder. Onkel fortæller den samme dårlige vittighed som sidste år. Som barn får man lov til at være oppe indtil sent og optræder med sang og dans. Men vores søn på ni år kan ikke lide at synge, så han optræder med en rap, siger Ytzi Lowental

Mens mindet om holocaust og slaveri ligger langt væk fra den yngre generations historie, fortæller Yitzi, at det også i svære tider er plads til, at pesach kan rumme humor og optimisme:

Min bedstemor som levede under anden verdenskrig og oplevede, at hendes familie blev taget til fange hun sagde altid: Vi skal ikke kun huske det dårlige, vi skal også mindes det gode. Derefter fortalte hun historien om, hvordan danskerne reddede jøderne under anden verdenskrig, fortæller Ytzi Lowental.

Indtil år 70. efter Kristi fødsel rejste jøderne til templet i Jerusalem for at fejre pesach. Derfor sluttes sedermiddagen hver år med ønsket Næste år i Jerusalem

Rabbiner Yitzi Lowenthal læser op af Haggadahbogen, der fortæller den jødiske historie. Foto: Søren Staal
Matzahbrødet er et tyndt fladbrød, der kun må indeholde vand og mel. Chabadcenteret arrangerer kurser, hvor børnene kan lære at bage brødet. Foto: Søren Staal
Centerets legerum er fyldt med pesach-pynt, som børnene har lavet. Foto: Søren Staal
I mange rum hænger en tavle, som fortæller hvem der har doneret midler til kulturcenteret. Foto: Søren Staal
Pesachpynt. Her er det Sederfadet og de fire glas vin. Foto: Søren Staal
Køkkenet er tømt for de normale redskaber. Alt skal gøres rent før pesach-gryderne er klar til at komme på plads. Foto: Søren Staal
Pescah-redskaberne er hentet op fra kælderen. Foto: Søren Staal
Kulturcenterets kontor bruges som opbevaring til den store mængde frugt og grøntsager. Foto: Søren Staal
Der er brug for store mængder grøntsager, hvis lageret skal holde til de 8 dage. Foto: Søren Staal
Det er vigtigt at kalde tingene ved deres rigtige navn. Hvis noget er ondt, er det ondt, og vi bør ikke være bange for at kalde det ondt, skriver rabbiner Yitzi Loewenthal. Foto: Søren Staal