Gud findes i hjernen

Vores hjerne er ikke gearet til at forstå, at Gud er allestedsnærværende og alvidende, siger Uffe Schjødt.

Både religiøse mennesker og ateister kan bruge resultaterne af Ph.d.-studerende Uffe Schjødts eksperimenter med religiøse hjerner. Selv vil han dog nødigt placeres i nogen af lejrene

Hvad sker der i hjernen på folk, der beder en bøn? Ifølge Uffe Schjødt, Ph.d.-studerende på Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet, er Gud lige så virkelig for den bedende som andre mennesker er. De områder i hjernen, der aktiveres under bøn, er nemlig de samme områder som aktiveres, når vi henvender os til vores medmennesker. Det er konklusionen på det første eksperiment i Uffe Schjødts Ph.d.-projekt på Aarhus Universitet.

Det er måske ikke et opsigtsvækkende resultat. De fleste forestiller sig nok, at troende mennesker tror på eksistensen af den Gud, de beder til. Men det er første gang, at det bliver bevist eksperimentelt. Uffe Schjødt er nu i gang med projektets andet forsøg, der skal undersøge hvad der sker i hjernen på folk, der modtager forbøn. Dette eksperiment er endnu ikke afsluttet.

Mit projekt er hverken religiøst eller ateistisk
Uffe Schjødt fortæller, at hans projekt er blevet godt modtaget af både religiøse grupper og religionskritikere.

- Da jeg kom ud med resultaterne fra det første eksperiment, fik jeg ros fra både kristne og ateistiske organisationer. De kristne var glade for, at Gud manifesterer sig i hjernen hos troende, og ateisterne var glade for, at jeg havde vist det bare var en illusion der foregik i hjernen.

Uffe Schjødt er dog ikke interesseret i at placere sig i hverken den religiøse eller den ateistiske lejr. Der er tale om en værdikamp, han simpelthen ikke er interesseret i at deltage i, fortæller han.

- Jeg placerer mig for så vidt lige præcis i midten mellem religiøse mennesker, der har en religiøs dagsorden, og aggressive ateister, hvis dagsorden er at reducere religionen til et naturfænomen. Folk, der er skråsikre i hver lejr, tager for mig at se munden for fuld. Min forpligtelse ligger primært i sagligheden. Jeg er interesseret i, hvad der helt neutralt foregår i hjernen. Hvad der så i øvrigt måtte findes af religiøse eller ikke-religiøse fænomener, det er jeg ikke så interesseret i.

Bønnen har en effekt
Et ofte stillet spørgsmål i forbindelse med bøn er, om den virker. Ifølge Uffe Schjødt kan bønnen godt siges at have en effekt, selv om det måske ikke er i den forstand, de fleste mennesker tror. Uffe Schjødt mener nemlig ikke, at Gud griber ind i menneskers liv på foranledning af bøn og virker mirakler. Men hvilken effekt har bønnen så?

- Jeg er enig med de folk, der betragter religiøs adfærd som en slags meningsdannende selvterapi. Hvis man har en udfordring i livet, hvis man pludselig bliver syg eller mister et familiemedlem, så må man få ens livssituation til at passe med den nye identitet, og her kan bønnen spille en rolle. Og så ved vi i øvrigt, at det at gentage en handling, man er tryg ved, kan virke meget afslappende og modvirke stress.

Bønnen kan imidlertid også siges at have en effekt på en anden måde. Uffe Schjødt introducerer her begrebet placeboeffekten. Hvis man giver en gruppe syge mennesker en pille uden virkemiddel, som de syge vel at mærke tror er den ægte vare, kan man efterfølgende konstatere en bedring i disse menneskers helbred. Tanken om, at kroppen er i gang med at blive helbredt, har tilsyneladende en stor betydning for den syge. Man taler om, at helt op til 20 30 % af et præparats effekt skyldes placebo. Noget lignende kan ifølge Uffe Schjødt gøre sig gældende for bønnen.

- Hvis man tror på, at der rent faktisk findes en Gud, der garanterer at bønnen virker, så kan det muligvis have en effekt lidt ligesom placebo. Det at tro på, at noget virker, kan simpelthen give en ekstra effekt. Det forudsætter selvfølgelig, at den bedende rent faktisk tror på bønnesvar. Hvis en ikke-religiøs beder en bøn, mister man placeboeffekten.

Bønnen rummer flere paradokser
Mange mennesker opfatter det som urealistisk, at Gud gør mirakler og for eksempel får en arm til at vokse ud på en amputeret mand. Men også for det religiøse menneske rummer bønnen en række problemer. For hvis Gud ved alt, så burde han jo udmærket være i stand til at vide, hvad du har behov for, uden du behøver bede om det. Uffe Schjødt fortæller, at kognitive forskere har undersøgt dette paradoks.

- Dogmerne fortæller os, at Gud er allestedsnærværende og alvidende, men vi kan ikke forstå det, for vores hjerne fungerer anderledes. Når vi opfatter Gud som en person eller et væsen, så kan vi ikke lade være med at tænke, at han er begrænset i tid og rum og viden. Og så kan vi ikke lade være med at tænke: Mon Gud er opmærksom på mig nu eller om han er et andet sted, eller om han kender vore problemer. Vi er tilsyneladende utroligt begrænsede i vores måde at tænke abstrakt på. Dogmerne kan man sige ja til, men vi kan ikke bruge dem i hverdagen, for der slår vi det intuitive system til.