Helbrede, lindre, trøste - hvem kan hvad ?

BAGGRUND: Bør et sundhedsvæsen i det 21. århundrede som en naturlig ting indtænke det religiøse aspekt af patientens sygdom og helbred? Eller er det tværtimod sundhedsvæsenets opgave at skelne skarpt mellem videnskabeligt funderet sygdomsbekæmpelse og pendulsvingeri?

Kategorier i opbrud
Lægefagets opgaver ses ofte sammenfattet i tre ord: helbrede, lindre, trøste.
Men hvad sker der, når også andre udbydere end lægen blander sig på disse områder?
Mange vil mene, at lægevidenskaben har et naturligt monopol på at helbrede, mens trøst kan komme flere steder fra. Men hvad med alt det midt imellem? Og hvor går grænsen?
Mange års tradition for adskillelse af krop og ånd har præget vores forståelse af både lægevidenskab og religion. Den har gjort religionen kropsløs og helbredelsen åndløs.
Men noget tyder på, at kategorierne nu er i opbrud. Mange nye religioner skelner ikke skarpt mellem helbredelse af krop og ånd, og også i hospitalsverdenen er der tendens til opblødning i kategorierne. 70'ernes bastante materialisme er på vej ud, og det er igen blevet legitimt at tale om et åndeligt aspekt af sygdom og helbredelse.

Hospitalspræst ved Rigshospitalet, Christian Juul Busch, siger, at han oplever en større villighed til at tale om det åndelige, og at blufærdigheden i forhold til det religiøse er ved at forsvinde.
- Generelt oplever jeg en stor interesse blandt personalet for, hvordan det religiøse felt kan hjælpe patienter med at klare sygdom, kriser og katastrofer. Der er en stor og stigende opmærksomhed om, hvad folks religiøsitet betyder for, hvordan de håndterer deres sygdom, siger Christian Juul Busch.

Det senmoderne menneske
Men hvis åndeligheden virkelig er på vej ind i hospitalsverdenen, hvad kan det så skyldes?
Er det senvirkninger af Lars von Triers Riget? eller findes der - undskyld udtrykket - en naturlig forklaring?

Christian Juul Busch ser flere årsager til tendensen.

- Overalt i samfundet er der et generelt fokus på det hele menneske, og denne indfaldsvinkel er der også tradition for at have til sygdom indenfor både sygeplejen og sjælesorgen. Medicinens verden skal være tro over for den videnskabelighed, som bygger på eksakt videnskab, men skal man komme patienternes forståelse af deres situation i møde, så må der suppleres med den helhedsforståelse, som ligger i både sygeplejen og sjælesorgen.

Opmærksomheden på det religiøse ser Christian Juul Busch først og fremmest som et resultat af livsvilkårene for det senmoderne menneske.
- Det senmoderne menneske tynges af ansvar. Lægen er ikke længere en autoritet, men en konsulent, der tilbyder en behandling på baggrund af sin viden. Patienten har selv ansvaret, og det er tyngende.
- Men tendensen er også udtryk for at det senmoderne menneske i modsætning til tidligere generationer kan mærke sine behov, siger Christian Juul Busch.
- Følelsen er nu blevet autoriteten. Som hospitalspræst møder jeg de søgende, der har registreret et åndeligt og eksistentielt behov og som nu afprøver mulighederne.

Christian Juul Busch vil ikke tage stilling til, om denne udvikling er heldig eller uheldig, og fremhæver både fordele og ulemper ved det senmoderne samfund.
- Det gode er, at der er enormt meget, den medicinske udvikling og velfærdssamfundet har givet os kontrol over. Vi lever længere og har en masse udfoldelsesmuligheder. Men bagsiden af medaljen er, at vi tror, der ikke er noget, man ikke kan gøre noget ved. Særligt yngre mennesker får virkelig sparket benene væk under sig, når de bliver ramt af alvorlig sygdom.
- Samfundet har traditionelt koncentreret sig om ydre velfærd, men det senmoderne menneske forventer også indre velfærd. Vi forventer, at nogen giver os fornemmelsen af sikkerhed, når følelsen af kontrol forsvinder, at nogen finder og ser det. Det er en forståelig reaktion på tiden, at vi også forventer hjælp fra det offentlige i sådan en situation.

Det religiøse som et supplement
Men hvis det religiøse er relevant for vores helbred, i hvilket omfang er det da rimeligt at inddrage det i vores sundhedsvæsen? Kunne man forestille sig et offentligt sundhedsvæsen, der også tog højde for det, Christian Juul Busch kalder den indre velfærd? Ville det hvidkitlede etablissement acceptere at blive gået i bedene af religiøse specialister af enhver observans?

Niels Høiby, der er overlæge på Rigshospitalet og forfatter til flere debatbøger om sundhedsvæsenet, kan sagtens se for sig, at en åndelig dimension af helbredelsen kunne være en opgave for det offentlige.
- Så længe de etablerede medicinske principper følges, ser jeg ingen problemer i, at en religiøs dimension af sygdomsbehandling lægges oveni, siger Niels Høiby.
Episoden sidste år, hvor psykiateren Thomas Teglgård fik en næse for at have henvist en patient, der mente sig dæmonbesat, til en præst, får heller ikke Niels Høiby til at blinke.
- Jeg ser ingen problemer i, at en psykiater henviser til en præst, hvis en patient oplever sig dæmonbesat, så længe det er et supplement til den almindelige psykiatriske behandling, siger Niels Høiby.

Åndelighed er ikke relevant
Ikke alle læger deler dog dette synspunkt.
Ole Eckhardt Poulsen, der er praktiserende læge og næstformand i Danmarks Lægeforening, mener ikke åndelighed er en relevant kategori for vores forståelse af sygdom. Religion er ifølge Ole Eckhardt Poulsen en privatsag, der er uinteressant for det offentlige sundhedsvæsen.
- Den religiøse og den naturvidenskabelige forståelse af verden står ikke i et konkurrenceforhold, men er derimod noget, der foregår indenfor hver sit vidt forskellige område af livet. Jeg kan ikke se, hvordan lægevidenskab og religion skulle være overlappende områder, siger Ole Eckhardt Poulsen.

Det samme er tilsyneladende den generelle indstilling fra Danmarks Lægeforening.
- Danmarks Lægeforening har ingen holdning til hverken patienters eller lægers religiøsitet. Vi går ligesom det øvrige samfund ind for religionsfrihed og respekterer den enkeltes religiøse overbevisning, siger Ole Eckhardt Poulsen.

Gudsbevis overladt til statistikerne
Ole Eckhardt Poulsen kan dog sagtens se for sig, at en eventuel videnskabelig dokumentation af religiøsitetens betydning for helbredelsen vil kunne få praktiske konsekvenser for behandlingsmetoder i sundhedsvæsenet.
- Vi har ingen grænser for, hvilke metoder vi vil behandle med, hvis det kan hjælpe syge mennesker, så længe behandlingen foregår på et evidensbaseret grundlag.
- Vores opgave som læger er til enhver tid at tilstræbe videnskabelig dokumentation, men netop det er ofte problemet indenfor dette felt, siger Ole Eckhardt Poulsen.

Christian Juul Busch mener også, det er på sin plads at lægen fastholder en empirisk indfaldsvinkel, og lader andre om at varetage patientens religiøsitet og åndelighed. Han fremhæver i den forbindelse, at man bør skelne mellem det religiøse i forbindelse med effekt og det religiøse i forbindelse med coping (hvordan patienten mestrer eller håndterer sin sygdom, red.).
- Undersøgelser af troens effekt kan give os noget statistisk materiale og nogle procentsatser, der går i retning af et Gudsbevis, som jeg gladelig overlader til statistikerne. Spørgsmålet om troens betydning i forhold til, hvordan den enkelte patient mestrer sin egen sygdom, synes jeg, er langt mere interessant.