Jeg faldt på knæ og bad for mit liv under jordskælvet

Det er en måned siden, at Nepal blev ramt af et voldsomt jordskælv. Hør hjælpearbejder Kasper Thorskov fortælle om sine oplevelser i Nepal efter skælvet

”Jo tak, jeg har det godt. Efter omstændighederne. Men det virker jo lidt underligt at sidde her i Danmark.”

Det er 12 dage siden, Kasper Thorskov kom hjem fra Nepal. Omkring to uger efter, at rystelserne efter jordskælvet i april havde lagt sig, rejste han til Kathmandu. I fem dage arbejdede han for at hjælpe overlevende. Han tog hjem, fordi hans civile arbejde tvang ham til det.

Ellers havde han måske været der endnu.

Beslutningen om at rejse tog Kasper Thorskov i samråd med sin hustru. Han tøver lidt, da han skal fortælle, hvorfor han han tog af sted. Måske fordi han ikke vil lyde hellig:

”Det er den måde, min hustru og jeg har struktureret vores liv på. Vi er enige om, at vi ikke kun lever for os selv. Vi lever også for andre og for den verden, vi er en del af. Vi vil gerne sammen være med til at få Guds rige til at blomstre op her på jorden.”

Kasper Thorskov er formand for organisationen Mercy Outreach, en lille, kristen missions- og udviklingsorganisation, der med hans egne ord har ”plantet” kirker rundt omkring i lokalområder nær Kathmandu og fokuseret på at hjælpe gadebørn, slaver og handlede børn i byens slum og på landet.

Da jordskælvet ramte, gik han hjemmefra i gang med at fundraise, så organisationen kunne kaste sig over sit første egentlige nødhjælpsprojekt. Kendskabet til lokale forhold var afgørende for, at Mercy Outreach kunne yde en indsats i Nepal oven på skælvet. Arbejdet gik ud på at indsamle penge i Danmark og organisere nødhjælpen i samarbejde med lokale myndigheder og med de bittesmå kirkesamfund, de i forvejen lavede udviklings- og missionsarbejde med.

Selv havde Kasper Thorskov tidligere besøgt Nepal fire gange. Han havde derfor etableret en gruppe af nære samarbejdspartnere. Og det var tanken om, hvordan de mennesker, han kendte, led, der fik ham til at overlade fundraisingen til andre og i stedet købe en billet til det katastroferamte land. 

Fra han bestemte sig til at rejse, til han befandt sig i et fly på vej til Nepal, gik der under to døgn:

”Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Det ene øjeblik tænkte jeg: Det her er det mest sindssyge, jeg nogensinde har lavet. Det næste tænkte jeg: Nå ja, vi skal jo bare ned og planlægge nogle ting, som vi plejer.”

Med egne ord havde Kasper Thorskov set megen nød og elendighed på sine tidligere rejser til Nepal. Men han havde ikke tidligere været i katastrofeområder. Denne gang var lidelserne meget udtalte:
 
”Folk fortalte, hvordan det første jordskælv kom som en eksplosion, hvor husene bare væltede sammen om ørene på dem.”

Kasper Thorskov taler langsomt og overvejer sine ord. Det er så voldsomt, hvad han har oplevet, at det ikke kræver noget drama i stemmeføringen at beskrive det. Som når han fortæller om mødet med en ældre mand, der udpegede en døråbning og sagde: ”Her stod jeg og så mit fire-årige barnebarn dø. Lige derovre.”

Mens Kasper Thorskov var i Kathmandu, ramte det andet jordskælv. Det blev målt til ca. 7,3 på Richterskalaen, mens det første lå på ca. 7,9. I anden omgang var der altså også tale om et ordentligt skælv:
 
Han sad på en cafe sammen med en samarbejdspartner, da skælvet kom. I en kælder, ligesom vi gør i København under interviewet i dag. Og oplevelsen står klart i hans erindring:
 
”Vi hører et brag, og så begynder alt at ryste. Vi løber for at komme ud. I det øjeblik, vi rammer døren – og der går måske tre sekunder – er det som om, det går fra at ryste til, at alt bliver flydende og gummiagtigt," siger han.

"Det er som om, jeg står i en kulisse. Vi løber ud i en gårdhave, hen over noget græs, og det er som om det er bølger, vi løber på. Og så ser vi husene. Det er næsten umuligt at forklare. Forestil dig betonhuse i flere etager, der står og bølger og gynger fra side til side. Hele tiden kan vi høre en dyb rumlen. En uhyggelig lyd. Vi løber for at komme væk fra det hus, vi er i, men så kommer vi pludselig for tæt på det næste hus. Så vi løber i cirkler, eller snarere i en stjerne, for at holde os i midten af græsplænen." 

Kasper Thorskov ved ikke, hvor lang tid det tager, før skælvet har lagt sig. Der går i hvert fald nogle minutter, hvor han når at poste på facebook og at sms’e til sin hustru, at han er okay. Og han når også at gøre noget andet:

”Jeg faldt på knæ og bad for mit liv. Der var ikke andet at gøre. At stå og dele nødhjælp ud var skræmmende virkeligt. At opleve et jordskælv var skræmmende uvirkeligt.”

Kasper Thorskov overlevede. Og oplevede en mærkelig samhørighed med alle de andre, der befandt sig på det samme sted:

”Det slog mig, at alle bliver ens. Det er lige meget, om man er rig, fattig, hvilken farve eller religion man har.”

En svag fornemmelse af, at alle er blevet mere lige, havde Kasper Thorskov haft, siden han landede i Nepal. Landet er ellers stærkt præget af et kastesystem, der skelner benhårdt mellem kasteløse, som ikke har nogen status eller muligheder i samfundet og rigere borgere. Men Kasper Thorskov oplevede, at jordskælvet udviskede de forskelle:

”Alle sover i telte på åbne pladser. Nogle har så en Mercedes stående udenfor, nogle har kun det tøj, de står og går i – men der er egentlig ikke en forskel.”

Mercy Outreach vil i næste fase af arbejdet især fokusere på de børn, der mistede deres forældre under skælvet. Det skyldes, at en anden type mennesker også er på pletten, når katastrofer som jordskælvet rammer i sårbare områder:

”Menneskehandlerne er der med det samme for at udnytte de børn, der ikke har noget sted at tage hen. Og hvis menneskehandlerne er på overarbejde, skal kirken også være det,” mener Kasper Thorskov. 

Nu er han hjemme igen, og rystelserne fra skælvet er endelig ude af hans krop. De mentale rystelser sidder der endnu. Men oplevelserne har ikke rystet Kasper Thorskovs tro på en kærlig og almægtig Gud:

”Jeg forstår ikke, hvorfor jordskælvet skulle ske. Men for mig er det opmuntrende at være en del af løsningen. Vi er et lille håb i det hele. Det spreder ringe i vandet,” siger Kasper Thorskov og forklarer:

”Vi ser jo også små glimt af helbredelse og frelse. Da jeg fik øje på en tidligere gadedreng, Titus, der stod og pakkede nødhjælp til fattige i landområderne, fornemmede jeg et glimt af Guds rige. Titus var for år tilbage bandeleder, men nu er en tilknyttet en kirke i Kathmandu. Så dem vi hjalp i går, er dem, der hjælper andre imorgen."