Interview

Ida Auken: Min tro hænger tæt sammen med min politik

Jeg tror, man kan være kristen og ende i mange forskellige partier, siger Ida Auken, folketingskandidat for Det Radikale Venstre og tidligere miljøminister. Foto: Arkiv Foto: Steen Brogaard

Min ide om formålet med vores fællesskab og om, hvad et menneske er for en størrelse, hænger tæt sammen med min tro, fortæller Ida Auken, folketingskandidat for De Radikale

Forholdet mellem politik og religion er atter til debat i både Folketinget og i medier herhjemme. 

Har tro indflydelse på vores politiske holdninger og til, hvor man som kristen, muslim eller buddhist sætter sit kryds til folketingsvalget - eller tænker som politiker? Vi har spurgt en række troende mennesker. 

Hvordan vil du karakterisere dit religiøse ståsted?
Jeg er kristen. Èn gang er jeg i en heftig debat blevet kaldt "køkkenbordsgrundtvigianer". Det passer mig egentlig meget godt.

Har din tro indflydelse på, hvilke politiske ideer, du identificerer dig med?
Ja, min tro og mit verdenssyn hænger tæt sammen med min politik.

Ikke sådan, at jeg nogensinde tager Bibelen til indtægt for mine holdninger, men sådan, at min ide om hvad meningen med tilværelsen, formålet med vores fællesskab og hvad et menneske er for en størrelse hænger tæt sammen med min tro.

Har du tænkt over, om din tro har indflydelse på dit partipolitiske ståsted?
Jeg tror, man kan være kristen og ende i mange forskellige partier. Men det er klart, at min dybe respekt for naturen og andre mennesker passer godt med Det Radikale.

Vi går forrest i arbejdet for en grøn omstilling. Vores mål er, at vi skal kunne aflevere et Danmark med natur og ressourcer til de næste generationer også. Det ligger mig meget på sinde. 

Hvordan mener du, at forholdet mellem politik og religion bør være i det politiske landskab i Danmark?
Religion og politik er vævet sammen i de enkelte mennesker og på mange måder også i samfundet.

Men man skal lære at skelne det ene fra det andet, så man aldrig gør sine egne sandheder til totalitære størrelser, der ikke kan diskuteres eller skal klemmes ned over hovedet på andre.