Islam byder mig at stemme, men jeg stemmer blankt

"Min tro er mit håb, og derfor har min erfaring større indflydelse på, hvor jeg sætter mit kryds end min tro har," siger cand. mag i islamiske studier og muslim Nour Tessie Jørgensen. Foto: Privat Foto: Privatfoto

Jeg stemmer, fordi islam har lært mig at være en del af det samfund, jeg bor i, men jeg stemmer blankt. Der, hvor jeg kunne have sat mit kryds, er på politikere, som i sidste ende ikke har position til at gøre en forskel, og derved ville mit kryds kun støtte et andet og større parti, som jeg ikke ønsker at støtte, siger muslim Nour Tessie Jørgensen

Forholdet mellem politik og religion er atter til debat i både Folketinget og i medier herhjemme. Men én ting er politikeres forhold til religion, noget andet er vælgernes.

Har tro indflydelse på vores politiske holdninger og til, hvor man som kristen, muslim eller buddhist sætter sit kryds til folketingsvalget? Vi har spurgt en række troende mennesker. Her er det cand. mag. i islamiske studier og muslim Nour Tessie Jørgensen, der svarer:

Hvordan vil du karakterisere din egen tro?

"Jeg er praktiserende muslim, men min forståelse af islam er meget spirituel. Samtidigt er jeg som muslim inspireret og betinget af den danske kultur, som jeg er en del af."

Har din tro indflydelse på dine holdninger og meninger?

"Ja, troen har indflydelse på mine holdninger. Min tro er en tro på medmenneskelighed, godhed og på, at man ikke må lyve, snyde, bagvaske og være uretfærdig mod andre."

Har din tro indflydelse på, hvilke politiske ideer og partier, du identificerer dig med?

"Til dels, for jeg identificerer mig ikke med nogen af dem! Der er politikere, som jeg er enige med på nogle punkter, men jeg kan og vil aldrig identificere mig med et bestemt politisk parti."

Har du tænkt over, om din tro har indflydelse på, hvor du sætter dit kryds til folketingsvalg?

"Min tro er mit håb, og derfor har min erfaring større indflydelse på, hvor jeg sætter mit kryds end min tro har. Men min tro på medmenneskelighed har indflydelse, og den repræsenterer også troen på det gode i mennesket. Jeg tror på, at vi skal tro det bedste om alle Guds skabninger. Men jeg stoler ikke nok på de ledende politikere til, at jeg er sikker, at mit kryds ikke ender med at skade en af Guds skabninger."

"Den eneste årsag til, at jeg stemmer, er fordi islam har lært mig at være en del af det samfund, jeg har valgt at bo i. Der, hvor jeg kunne have sat mit kryds, er på politikere, som i sidste ende ikke har position til at gøre en forskel, og derved ville mit kryds kun støtte et andet og større parti, som jeg ikke ønsker at støtte. Derfor stemmer jeg blankt."

Hvordan mener du, at forholdet mellem politik og religion bør være i det politiske landskab i Danmark?

"På en måde er religion og politik allerede tæt forbundet i det politiske landskab i Danmark, for flere politikere tilbeder deres parti, tilbeder deres egne ord og uvidenhed. Religion består af tilbedelse, og hvis man erstatter Gud med sig selv, ændrer det ikke på det faktum, at der stadig er tale om tilbedelse."

"Men for mig betyder religionsfrihed også, at jeg gerne vil være fri for at religion bliver brugt som en brik i politikeres egoistiske magtkampe og valgkampe."

"Hvis en sammenblanding af politik og religion derimod betød, at landets statsledere promoverede lidt mere næstekærlighed, så ville jeg gerne have, at religion havde større indflydelse på politik. Hvis vi havde politikere, der oprigtigt ønskede det bedste for landets borgere af næstekærlighed og barmhjertighed, og ikke af grådighed, magtspil og griskhed, og hvis vi ikke rejste ud for at dræbe eller støttede andre i at dræbe, så kan religion godt få en plads i dansk politik."