"Jeg vil være én af dem, der mirakuløst bliver helbredt"

Det er anden operation i det år, hvor Hanne Larsen har kæmpet mod kræften. ”Jeg tror inderligt på, at astrologen har ret i det. At jeg er helbredelig,” siger hun. Modelfoto: IRIS

”Jeg tror jo på, at der er mere mellem himmel og jord. Jeg havde bare lige glemt det lidt.”

Sidste gang hun blev opereret, blev hun delvist lam og mistede taleevnen. Men Hanne Larsen tror på, at hun tilhører den lille gruppe af mennesker, der bliver raske efter en kræftsvulst med grad fire

Hun går ned ad den brostensbelagte sidegade til Blegdamsvej, hun har Riget i ryggen. En gigantisk betonkasse, der rager op i vejret og er en klods om benene på dem, der har alvorlige grunde til at møde op der. 

Hanne Theill Larsen sad for 20 minutter siden bag en af ruderne på landets største hospital og ventede på besked. Nu vandrer hun på en stille sidegade ude i virkeligheden, og de mænd og kvinder, der står henne på hjørnet og besigtiger grønthandlerens udvalg af asparges og forårsløg, må jo tro, at hun er skør, idet hun strækker armene over hovedet og udbryder et ”yeees! Jaaa! Aaarh!” og bagefter griner højt. 

De ved ikke, at grunden til, at hun griner, er, at hun har fået et to måneders langt frikvarter. 

Læs første interview med Hanne Larsen her.

Hanne Larsen sætter retningen hen imod Søerne, hvor skolebørn render rundt på de smalle stier. Hendes kræftforløb har bølget frem og tilbage i over et år nu og har samlet sig omkring fire store datoer. 

April 2014: Det første epileptiske anfald. Juni 2014: Første hjerneoperation. April 2015: Svulsten er vendt tilbage. April 2015: Anden hjerneoperation.

Læs andet interview med Hanne Larsen her.

Nu kan hun, efter besøget på Rigshospitalet, tilføje en ny dato til historien: 

Juni 2015: Svulsten er indtil videre ikke vendt tilbage.

At snige sig udenom sin dødsdom

En måned før. Hanne Larsen vågner op. Hun har heldigvis ikke oplevet, at lægerne trak røret med luftforsyning ud af hendes hals. Det er 12 minutter siden, at anæstesilægen stoppede narkosen, så Hanne Larsen kunne være til stede, mens kirurgen skærer ondartet væv ud af hendes hjerne.

Da det går op for hende, hvor hun er, synes hun, at det er helt fantastisk. Hun er virkelig med til at bestemme, hvilken vej operationen skal gå. 

Hanne Larsen under operationen.

”Så mapper vi,” siger kirurgen i sin hvide lægekittel.

Alle gør sig klar. Neuropsykologen sidder ved Hanne Larsens højre side og holder på hoften. Hanne Larsen har hånden på psykologens arm. Og så skal hun slappe af, det bedste hun har lært.

Læs anden artikel om Hanne Larsen her om dagen før hendes hjerneoperation.

Det er anden operation i det år, hvor Hanne Larsen har kæmpet mod kræften. Hun er 48 år, gift med Per Theill Larsen, har to døtre og arbejder sædvanligvis som skolesekretær i Dragør. 

Og så er hun troende. Hun beder hver dag, både til den vestlige, monoteistiske Gud og til de østlige, mangefarvede guder. Om morgenen udfører hun grundigt et langt yogaprogram med meditation og øvelser, en praksis hun også betragter som en religiøs udøvelse. 

I maj, omtrent en måned efter operationen, fik hun og hendes familie at vide, at den kræftform, hun lider af, er en grad fire. Det vil sige, at selvom alt ondartet væv lige er blevet opereret væk, så vil tumoren højst sandsynligt vende tilbage.

”Der var ligesom at få en dødsdom,” siger Hanne Larsen.

Én gruppe lever kun 14 måneder med den diagnose, men det drejer sig mest om ældre og folk, der ikke kan opereres. En anden stor gruppe lever i fem år med en grad fire. Og så er der en lille gruppe, der bliver mirakuløst helbredt.

”Og den tilhører jeg selvfølgelig,” siger hun. 

En astrolog i Indien, hvor hun var afsted på en spirituel rejse i januar, kiggede hende i øjnene og sagde til hende, at hun var helbredelig, men at hun i fremtiden skulle være i behandling i årevis og ville komme til at bruge mange, mange penge på medicin.

Og det kommer i den grad til at passe. Dagen efter lægens dom om den aggressive kræftform, satte familien gang i en alternativ behandling, der kan supplere den, de med tilfredshed modtager hos det offentlige Danmark. De opsøgte en biopat hos en Helsekost, og Hanne Larsen startede på C-vitaminer i flydende form hos en almindelig læge med interesse for det alternative. 

”Jeg får klorofyl, gurkemeje, graviola, cannabisolie, glutenfri sodacarbonat og en urteblanding, som indianere altid har brugt. Det var det, vi fik anbefalet af biopaten, og vi købte rask væk hele lortet,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg tror inderligt på, at astrologen har ret i det. At jeg er helbredelig,” siger hun. Efterfulgt af en ugengiven række bandeord. 

"Det gjorde overhovedet ikke ondt"

Kirurgen sender strøm gennem Hanne Larsens hjerne. 

Spjæt! siger hendes arm, hånd eller ben. 

Neuropsykologen og patienten melder tilbage, hvad kroppen gør. Så ved kirurgen, hvad han skal skære, og hvad han ikke skal skære. 

Det gør ikke ondt, mens kniven arbejder. Men det føles underligt, som om det foregår halvanden meter over hendes hoved. Pludselig er der gået tre en halv time med det spjættende samarbejde, og kirurgen siger til Hanne Larsen: 

”Så er det nu, du skal bruge dit meditationsåndedræt.”

Hun skal nemlig lukkes, og de vil gøre det uden narkose. Hun fylder maven med luft nedefra, så i brystet og så oppe under kravebenet. Så tømmer hun luften i modsat rækkefølge, først kravebenet, så brystet og så suger hun navlen ind til maven. Det er sådan, hun gør, når hun mediterer. 

”Jeg kunne godt føle det, men det gjorde overhovedet ikke ondt. Det var bare lidt voldsomt at mærke,” mindes hun.

Sidste gang hun blev opereret, blev hun delvist lam og mistede taleevnen. Denne gang kunne hun selv flytte sig fra operationsbriksen over på den seng, der skulle køre hende ind på stuen. Da hun kom rullende ud, kom hendes mand ind fra trappeopgangen. Hanne Larsen smilede til ham og rakte hånden op. 

”Og så troede han, at det var løgn! Vi havde begge frygtet det værste og håbet det bedste. Jeg havde pakket tøj til flere dage, men klokken 19.00 dagen efter kunne jeg rejse mig og forlade hospitalet. Og så var den skid slået,” griner hun. 

Hældte kanel i peberkværnen

I dagene efter sådan en operation hæver hjernen op. Hanne Larsen følte sig slået tilbage i Ludo. Hun talte dårligere. Væltede baglæns ned fra en stol, da hun ville hjælpe sin stedmor med at gøre rent - ”jeg troede jo, at jeg kunne det hele” - og kom fraværende til at hælde kanel i stedet for peber i peberkværnen - ”altså, hvor vildt er det lige!” udbryder hun og ryster på hovedet.

Det er sådan, det er, når kroppen er stresset efter en hård prøvelse. Også den indre styrke kom på prøve. 

”De første tre uger efter operationen sad jeg og ransagede mig selv og prøvede, om jeg kunne mærke noget. Og det kunne jeg ikke. Stadig er der nogle gange, hvor jeg ikke kan mærke det. Men når jeg beder og er inderligt forbundet og dedikeret til mine ord, så kan jeg mærke det. Hvis jeg er afledt af træthed eller stress, så er det så som så med, hvad jeg får ud af min bøn. Men jeg gør det alligevel,” siger hun og fortsætter:

”Jeg tror jo på, at der er mere mellem himmel og jord. Jeg havde bare lige glemt det lidt.”  

En dag var hun sammen med sin mand hjemme i huset på Dragør. De sad i hver deres faste lænestol med fødderne oppe på den samme puf. Hunden skiftede som sædvanlig mellem dem, først hos Per, så hos Hanne. Det var gået op for dem, hvor dyr den alternative behandling ville blive for dem. Så fik Hanne Larsen idéen til en privat indsamling. Manden nikkede. De ville jo helt sikkert give noget, hvis det var deres bedste ven, der var syg. 

”Lige nu har vi fået frikvarter, fordi svulsten ikke var kommet tilbage på scanningen igen. Om to måneder skal jeg tjekkes igen. Det er to måneder til at sparke røv i. Det er ligesom at træne op til et OL,” siger Hanne Larsen. 

Og det vil hun gøre. Med cannabisolie, C-vitaminer og graviola. Med daglige gåture med hunden Anton ved havet. Med faste besøg i fitnesscenteret. Med yoga, meditation og bøn foran alteret derhjemme. Og mens hun står der ved Søerne i København og råber sit ”yeees” ud over vandet, kigger folk efter hende. Hanne Larsen er ligeglad. Hun lever i den grad.