"Jo, der findes en kristen etik"
Den kristne etik giver bunkevis af konkrete retningslinjer, siger sognepræst Henrik Højlund som her sammen med lektor Ulrik Becker Nissen argumenter for, at der findes en særskilt kristen etik
Den kristne etik giver bunkevis af konkrete retningslinjer. Jeg var lige ved at sige: Den giver ikke andet.
Så kontant lyder dommen fra sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, Henrik Højlund, over spørgsmålet om konkrete og specifikke, kristne retningslinier. Og spørgsmålet er da også et af de teologiske emner, der kan få og altid har fået sindene i kog.
Siden K.E. Løgstrup i 1956 gjorde op med spørgsmålet om en særlig, kristen etik, har der dog været ret bred konsensus om, at der ikke findes en kristen etik, og da Kristeligt Dagblad senest satte fokus på sagen i en stor baggrundsartikel, svarede tre ud af fire af de interviewede personer da også nej.
LÆS OGSÅ: Finders der en særlig, kristen etik?
Det fik lektor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet Ulrik Becker Nissen til at fare til tasterne for at skrive en kronik, hvor han argumenterede for, at der er en kristen etik. Han uddyber til kristendom.dk.
Den kristne etik er både almen og særlig. Den almene tradition finder vi inden for forståelsen af den naturlige lov. Den mere specifikke etik finder vi blandt andet i en bestræbelse på at udlede en kristen etik direkte af bibelske forskrifter. Begge yderpunkter kan trækkes for langt ud. Derfor er det vigtigt at fastholde, at den kristne etik befinder sig i en bevægelse mellem disse to yderpunkter.
Sognepræst Henrik Højlund ser også en kristen etik, men han mener, at den er i overensstemmelse med en naturlig og universel oplevelse af godt og ondt.
Som modvægt til idéen om, at der slet ikke findes en specifik kristen etik, men at alt bestemmes af situationen, giver det rigtig meget mening at tale om en særlig kristen etik. Man skal ikke have læst længe i Det Nye Testamente for at få en meget klar fornemmelse af, at der findes en absolut skelnen mellem godt og ondt, også på det helt konkrete plan."
"Men den kristne etik er simpelthen udmøntningen af det fundamentale skel i universet mellem godt og ondt. Jævnfør Paulus i Romerbrevet, kapitel 2: Når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov."
Helt konkrete forskrifter
Men når nu i hvert fald Henrik Højlund mener, at der er sammenfald mellem universelle oplevelser af godt og ondt og så kristendommens opfattelse af samme, kunne det jo lyde, som om han ikke vil tale for en særlig, kristen etik. Alligevel mener han, at kristendommen leverer masser af konkrete, etiske retningslinier.
Den kristne etik giver bunkevis af konkrete retningslinjer. De konkrete retningslinjer finder vi helt fra Det Gamle Testamente i De 10 Bud, og i Det Nye Testamente findes de udmøntet på utallige måder i blandt andet Jesu liv, Bjergprædikenen og i brevlitteraturen.
Ulrik Becker Nissen mener ligesådan, at kristentroen giver konkrete retningslinier.
Men de er ikke absolutte. Den kristne etik er under konstant modsigelse. Derfor kan man heller ikke kort sammenfatte disse retningslinjer. Den kristne etik reflekterer over alle mulige spørgsmål indenfor socialetik, seksualetik og bioetik for blot at nævne nogle hovedområder.
Og ingen af de to herrer er bange for at blive specifikke.
Når Paulus eksempelvis beskriver åndens frugter, altså de frugter, der vil vokse frem i et kristent menneskes liv, så er det jo yderst jordnært og konkret. Tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed, selvbeherskelse. Der er nok at tage fat på for et utålmodigt og temperamentsfuldt menneske som mig, siger Henrik Højlund, og Ulrik Nissen vil også gerne blive konkret.
Bjergprædikenen lægger for eksempel op til en pacifistisk grundholdning. Denne pacifisme har stor betydning inden for den kristne etik i dag blandt andet i diskussionen om retfærdig krig, og hvorvidt man overhovedet etisk kan retfærdiggøre en krig under nogen som helst omstændigheder, siger han. Og dermed åbner han op for en mangeårig teologisk diskussion.
Teologisk trylleri
For Bjergprædikenen har altid været genstand for stor debat. Den er at finde i Matthæusevangeliet, kapitel 5-7, hvor Jesus holder en lang tale. Den stiller unægtelig en række meget konkrete anvisninger for, hvordan kristne skal leve deres liv, men alligevel har mange tolket den som udelukkende en understregning af menneskets syndighed over for Gud. Socialister har tilmed forstået den som revolutionær tale, og den russiske forfatter Lev Tolstoj skal have brugt den til at vende fællesskab, kultur og stat ryggen.
Ja, Bjergprædikenen er en radikalisering. Men det er at gå for langt, hvis man mener, at den tømmer kristendommen for etisk indhold. Tværtimod finder vi her nogle af kristendommens radikale udsagn, der netop gør den mere specifik. Dette gælder ikke mindst fjendekærligheden, siger Ulrik Becker Nissen.
Heller ikke Henrik Højlund vil være med til at tillægge Bjergprædikenen en funktion som ophæver af specifikt, etisk indhold.
At Bjergprædikenen skulle tømme kristendommen for etisk indhold, er teologisk trylleri. Selvsagt skal Bjergprædikenen netop i sin radikalitet forstås som en konkret vejledning. Bjergprædikenen er talt af ham, der blev det ultimative syndsoffer, ofret for vores uafladelige kommen til kort over for lovens, og altså også Bjergprædikenens, krav.
Derfor er det altafgørende, i hvilket lys man forstår Bjergprædikenen som den kristne etik. I evangeliets lys eller i lovens? I evangeliets lys, med Kristi offer som fortegn, bliver den kristne etik ikke det første ord, men det andet ord. Det første ord: Syndernes forladelse. Det andet ord: Synd ikke mere. Elsk.