Benediktinermunk: Meditation kan reducere vores ego

Det vil være en lykke for både den enkelte – og for samfundet – hvis vi lærer at være stille og meditere, er meldingen fra den verdenskendte munk Laurence Freeman

Benediktinermunk og leder af Verdenssamfundet for Kristen Meditation (WCCM) Laurence Freeman prædikede i en godt fyldt Helligåndskirke i København i søndags. Her talte han om vigtigheden af opmuntring og af at meditere, så den enkelte kan blive stille og give plads for dén Helligånd, der ikke kun kommer til menneskene oppefra, men også indefra.

En Helligånd, der er nødvendig for os mennesker. Gudstjenesten var en del af et tre dages besøg i Danmark, der også havde ført Laurence Freeman til både Aarhus og Odense – og altså København, hvor han foruden at prædike og stå for en minimeditation i Helligåndskirken deltog i diverse seminarer.

Men hvorfor er opmuntring så vigtig lige nu?
 
Laurence Freeman forklarer: ”Vi lever i en tid, og vores kultur og civilisation er på et sted i udviklingen, hvor vi behøver opmuntringen. For selvom vi lever i en fredstid med stort materielt overskud, så er vores samfund og vores liv fulde af frygt, håbløshed, forvirring og mental uro. Så der skal opmuntring til, hvis vi skal få energien og modet til at åbne os op, elske og tage os af hinanden. Vi skal – igen – turde tro på det gode i os selv og i vore medmennesker.”

Og det er ikke blot ønskværdigt. Det er også den eneste mulighed, hvis vi skal overvinde den spirituelle krise, som viser sig alle steder i vores samfund, både økonomisk, politisk, finansielt og på mange andre områder, er meldingen fra Laurence Freemann, der mener, at vi netop via meditationen kan få Helligånden så meget ind i os selv og vores liv, at vi – igen - kan åbne vores hjerter for andre.

”Meditation er bøn med hjertet. Vi kan bede på så mange måder, både alene og sammen med andre. I kirker eller derhjemme. Med bønner, som allerede er skrevet – eller med vores egne ord. Vi kan også tænke på Gud, tale med Gud, ja endda diskutere med Gud. Men går vi ind i vores lønkammer og beder – sådan som Jesus lærte os det – så går vi i fodsporene fra de tidligste kristne mystikere i det 4. århundrede, og så beder vi med hjertet – og det er altid en bøn med autencitet og fordybelse,” siger Laurence Freeman, der oplever en stigende interesse for at leve spirituelt og i tråd med den sande visdom.

Men der er så meget, der forstyrrer og forgifter sindet hos nutidens mennesker, der for manges vedkommende dels er bange for at fejle, blive afvist, ignoreret, ugleset, og dels er dybt afhængige af medier og forbrug – og som har svært ved at løsrive sig fra den uro, som der er alle vegne i vor tid og vort samfund.

”Men det er skruen uden ende. Vi skal i stedet have sindet i ro, så hjertet kan åbnes - og helligånden komme ind og gøre sit arbejde,” slår han fast og nævner i den forbindelse den meget populære metode mindfulness, der oprindelig kommer fra buddhisme – og som kan være en god metode til at skabe ro i et uroligt sind, hvis metoden anvendes med omtanke.

”For bruger man mindfulness med kun sig selv for øje – også på den lange bane – giver det ikke mening. Men at gøre det i en startfase og som forberedelse til meditation er derimod fint. Men det er vigtigt at slå fast, at det aldrig har været meningen med hverken mindfulness eller meditation, at kun den, der udøver teknikken, skal høste frugterne. Tværtimod så giver metoderne overskud til at være noget for andre – og dét bevirker paradoksalt nok også, at man så bliver mere mindful. Men målet er ikke den enkeltes egen mindfulness,” siger Laurence Freeman og slår fast:

”Meditation brugt rigtigt er nemlig ikke hverken egocentrerende eller ego-forstørrende. Det er i stedet ego-transcenderende og ego-reducerende. Det sætter derfor også den enkelte fri og gør, at man åbner sig for andre - og for de forandringer, som er det eneste, som vi kan være sikre på her i livet, men også det, som vi ofte er mest bange for, både på det personlige plan og som samfund.

Derfor gælder det også om at acceptere forandringen, og om at lære at gøre, som Jesus gjorde det, når han parkerede frygten og i stedet hengav sig til Faderen og Faderens væsen. Selvom det er lettere sagt end gjort for nutidsmennesket i den vestlige verden, der for eksempel frygter, at velfærdssamfundet vil ændre sig til det værre i de kommende år.

En anden ændring i den vestlige verden er det stigende antal muslimer, der ifølge Laurence Freeman har en stærk tro og en stræk trospraksis, som mange vesterlændinge føler sig truet af.

”Det er ærgerligt. For i stedet kunne man vælge at se deres måde at være muslimer på som en inspiration og en stimulans til at undersøge sit eget trosliv og sin egen religion,” siger han og slår i samme åndedræt fast, at det er vigtigt med dialog – og at muslimerne selvfølgelig også skal acceptere de forhold, der gælder i Vesten, når de flytter hertil.

Men ja, muslimerne og deres tro vil selvfølgelig påvirke Vesten, men påvirkningen vil også gå den anden vej. Sådan er det jo, når to kulturer mødes. For vi lever i en brydningstid, hvor vi søger noget stabilt, noget som livet kan bygges på, og her skal vi iflg. Laurence Freeman lære at skelne mellem den falske og den sande visdom.

Og for Laurence Freeman kommer den sande visdom til os via helligånden – og via den gave, som meditation og bøn er til den enkelte, men også til samfundet.

”Mange søger de hurtige svar og de hurtige kure – og er derfor til fals for alt den støj, som der kommer fra produkter, som vi skal købe - og fra medier, som vi skal følge med i. Men det giver sjældent nogen varig glæde at gå dén vej. I stedet handler det om at blive stille og tage imod Helligånden, som ikke begrænser til en bestemt gruppe mennesker, men som sprænger alle grænser og som når alle mennesker. Mennesker har også – uanset tro og religion – mere der samler os end der skiller os. Det er også derfor, at jeg er engageret i religionsdialog. For det er et faktum, at religionen er kommet for at blive. Så lad os mødes og få det bedste ud af det – for os alle sammen,” slutter han.