Mennesker på menuen

John Sullivan sammen med Bedomi-stammen. Bedomi-stammen fik besøg af de første missionærer i 1972, der sammen med Kiap-patruljerne bandlyste kannibalisme. Bedomi er meget påvirket af kristendommen, og i dag er der ikke meget tilbage af den oprindelige kultur. Se flere af John Sullivans billeder fra Bedomi-stammen i bunden af artiklen. Foto: John Sullivan

Den engelske jægersoldat og eventyrer John Sullivan boede alene hos tidligere kannibalstammer i 19 dage. Tag med til middag hos de tre stammer i Papua Ny Guinea, der åbent fortæller om, hvordan de plejede at udvælge, tilberede og æde mennesker

Da jeg første gang spurgte dem, om de nogensinde havde spist menneskekød, grinede de bare af mig og spurgte, om jeg nogensinde havde spist kylling, fortæller den engelske jægersoldat og eventyrer John Sullivan til religion.dk.

I 2010 blev John kontaktet af den internationale tv-station National Geographic. De var interesserede i at producere en udsendelse om kannibaler, og de bad derfor John om at besøge tre stammer i Papua Ny Guinea. Formålet var at fastslå, om stammerne stadig praktiserede kannibalisme. John, der er tidligere marinesoldat og underviser i overlevelsesture i vildmarken tog imod udfordringen. En måned senere sad han i flyet på vej mod Papua Ny Guinea.

Blev mødt af smil og håndtryk

John havde besluttet sig for at besøge Bedomi-, Biami- og Samo-stammerne, som alle havde praktiseret kannibalisme indtil 1972, ifølge Kiap-rapporter. Kiap var en australsk ordensmagt, der i perioden 1949-1974 fungerede som retssystem og magtudøver i Papua Ny Guinea.

Bedomi-stammen ligger 190 km inde i Papua Ny Guineas jungle. Kun få missionærer og antropologer har besøgt denne del af junglen, hvor flere stammer stadig lever isoleret fra omverdenen. Der er ingen veje, både eller luftveje til Bedomi-stammen, så John måtte gå de sidste 35 kilometer for at nå stammen. Da han ankom, var alle fra landsbyen samlet.

Hele landsbyen stod foran langhytten og sang højt, da jeg gik indenfor. Jeg blev mødt af smil og håndtryk, og flere andre landsbyer var også kommet for at byde mig velkommen. De slagtede en gris og dansede traditionelle danse for mig hver aften, fortæller John om sit første møde med Bedomi-stammen.

Bedomi er et mindre samfund, der består af 60-70 mennesker i alle aldre, ligeligt fordelt på mænd og kvinder. Landsbyen har adskillige små hytter, som de enkelte familier bruger til at sove i. Derudover er der en langhytte, hvor landsbyen samles for at spise, holde gudstjeneste og holde sociale arrangementer.

John forklarer, at det daglige liv hos Bedomi er meget afslappet. Dagen begynder med en kristen gudstjeneste i langhytten. Gudstjenesten består af oplæsning fra Bibelen, sang og klappen, og den varer en times tid. Bedomi-stammen fik besøg af de første missionærer i 1972, der sammen med Kiap-patruljerne bandlyste kannibalisme. Bedomi er meget påvirket af kristendommen, og i dag er der ikke meget tilbage af den oprindelige kultur, fortæller John.

Efter gudstjenesten går mænd og kvinder til deres marker, hvor de dyrker søde kartofler og andre grøntsager. Til middag samles alle i langhytten for at spise. Måltidet består af grøntsager, og det er det eneste måltid, de får i løbet af dagen.

Kannibal og barmhjertig samaritan

Bedomi-stammens medlemmer var alle venlige og åbne over for John omkring deres hverdag og kultur. Der var især én af stammens mandlige overhoveder, der gjorde indtryk på John. Han hed Kelgilly, og han var en frygtet kampleder i sine yngre dage. Når stammen skulle i kamp, gik han forrest, og han repræsenterede altid Bedomi-stammen, når de skulle dyste en-til-en i forbindelse med stammekrige.

Kelgilly fortalte mig, hvordan han havde dræbt mænd, kvinder og børn og spist dem alle, siger John til religion.dk.

Det, der slog mig, var, at han alligevel var et skønt og omsorgsfuldt menneske. Han var dybt respekteret af alle i samfundet og de omkringliggende landsbyer. Ikke kun for at være en dygtig kampleder, men fordi han adopterede mange af de børn, der mistede deres forældre under stammekrigene. Lige som de andre medlemmer i Bedomi-stammen har Kelgilly ikke praktiseret kannibalisme siden 1972. Efter han havde opgivet sit krigerliv og ikke længere var kannibal, arbejdede Kelgilly hårdt i sine marker mange timer hver dag, så alle børnene fik noget at spise, fortæller John.

Sådan identificerer vi en heks

Hos Biami-stammen blev John også taget godt imod. Stammemedlemmerne fortalte åbent om deres forhold til kannibalisme. Selv om kannibalisme ikke længere bliver praktiseret, havde alle Biami-mænd mellem 50 og 70 år på et tidspunkt i deres liv spist menneskekød. Mændene fortalte, at kannibalisme kun blev praktiseret, hvis nogen var indblandet i stammekrig, eller hvis de var mistænkt for at være en heks. Hvis der opstod mistanker om en heks i landsbyen, blev der fulgt et bestemt ritual for at identificere heksen.

Biami-stammens mænd fortalte John, at heksekraft viste sig i form af dødsfald. Når en person fra landsbyen døde, skyldtes det ifølge Biami ikke naturlige årsager såsom sygdom, alderdom eller krigsskader. Det var derimod altid forårsaget af en heks. Ingen i landsbyen vidste umiddelbart hvem heksen var, så alle levede i frygt og uvidenhed, indtil heksen var blevet identificeret.

Sagen blev afgjort ved, at den døde blev lagt op i langhytten, hvor alle blev samlet. Herefter ville de én efter én gå op til den døde for at vise deres respekt. Imens så resten af stammens medlemmer grundigt efter tegn, der kunne fortælle, hvem heksen var. Tegnene ville komme fra den døde, for eksempel i form af et øje, der ville åbne sig eller ved lyde og lugte. Altså helt almindelige ting, man kunne forvente af et forrådnet lig i et varmt klima. Processen fortsatte indtil den døde afgav et tegn.

Personen, der stod ved siden af den døde, når tegnet blev angivet, blev udpeget som heks. Vedkommende skulle herefter igennem en prøve, for at bevise sin uskyld. Prøven var at lave en bestemt madret, og hvis de ældste i landsbyen vurderede, at den smagte godt, ville vedkommendes liv blive sparet. Hvis ikke, blev man slået ihjel og spist.

Det var ikke anset som god skik at dræbe en heks fra sin egen landsby for efterfølgende at æde dem. Derfor byttede landsbyer ofte hekse med hinanden, hvilket var med til at styrke våbenhvile.

Den rituelle tilberedelse af menneskekød

Som med udvælgelsen af mennesker, fulgte der også bestemte ritualer i forbindelse med tilberedelsen af menneskekødet. John forklarer:

De lokale tilberedte den døde krop ved først at fjerne indvolde og mave. Alt andet kunne spises, inklusiv øjne, hænder og fødder. Den bedste del skulle efter sigende være ydersiden af håndfladen. Hvis mændene var i krig, spiste de det bedste kød på stedet. På den måde blev de fri for at bære ligene med tilbage. Kvinderne måtte nøjes med at koge suppe på hjernen, men fordi hjernen er rig på protein, blev det anset som en god byttehandel, siger John og fortsætter:

Mens kroppen blev skåret op med en skarp bambuskniv, varmede man nogle sten på et stort bål i flere timer. Når stenene var rødglødende, blev de taget ud og placeret på gulvet. Menneskekødet blev lagt på stenene med flere sten og grøntsager ovenpå for at holde på varmen. Efter en times tid (det blev normalt bedømt af én af de ældste fra stammen), ville kødet blive ligeligt fordelt mellem stammens beboere. Kødet skulle åbenbart smage af kasuarfugl, som er en fugl, de lokale jager i området.

En misforstået kultur

Den amerikanske ph.d. i antropologi Daniel Shaw har boet hos Samo-stammen i Papua Ny Guinea i over 30 år. Shaw fortæller i artiklen Cannibals, Kiaps and Magistrates, hvordan han oplevede en generel frygt blandt Samo-stammens medlemmer i den periode, han boede hos dem.

En indfødt fortalte Shaw, at han var bange for Kiap-patruljerne, der kastede de indfødte i fængsel for at praktisere kannibalisme og stammekrige. Problemet for Samo-stammen var, at hverken missionærerne eller Kiap-patruljen havde forklaret, hvorfor kannibalisme og stammekrige pludselig var forbudt. Det gav ingen mening for Samo-stammen og de følte sig misforstået og umyndiggjort, siger Shaw.

Kannibalisme er et tabuiseret emne, der vækker gru og ubehag hos de fleste. Ifølge John Sullivan handlede kannibalisme i Papua Ny Guinea dog ikke om ondskab, men i stedet om overlevelse.

Familien, jeg boede hos, havde ikke spist kød i over 6 uger på grund af manglen på vilde dyr i området. Kannibalisme var udelukkende en del af overlevelse, og de lokale så ikke noget forkert i praksissen på daværende tidspunkt. Hvis man bor i junglen, hvor der ingen butikker er, og man ingen mad kan finde, så er det naturligt at gå til ekstreme foranstaltninger for at holde sig i live, vurderer John og fortætter:

Jeg har stor respekt for de stammer, jeg har mødt i Papua Ny Guinea. Jeg vil rigtig gerne besøge dem igen en dag, for de er mennesker i den reneste form.

Ildstedet, hvor maden bliver tilberedt. Foto: John Sullivan
To indfødte fra Bedomi-stammen. Foto: John Sullivan
En indfødt fra Biami-stammen. Foto: John Sullivan
Langhytten i landsbyen. Her mødes stammen til spisning og sociale arrangementer.
John Sullivan sammen med en indfødt fra Samo-stammen. Foto: John Sullivan
Et gruppebillede af John Sullivan og Biami-stammen. Foto: John Sullivan