Rabbiner: Påskens budskab kommer ikke os ved

Den kristne påskes budskab er jo egentlig ikke noget, der kommer jøder ved, mener Danmarks første kvindelige rabbiner Sandra Kviat. For hende er den kristne påske en kulturel begivenhed. Men påske-passionsspillenes forsøg på at identificere sig med den religiøse historie er et træk, hun kan genkende fra sin egen tro

Hvis du spørger mig, hvad jeg mener om den kristne påske, vil jeg jo sige, at jeg slet ikke rigtig synes noget, siger Sandra Kviat og ler. For en troende jøde er begivenheden ikke rigtig inde på lystavlen, og uden at lyde hård vil jeg sige, at religiøst set kommer påsken slet ikke os ved, fortsætter hun.

LÆS OGSÅ: "Muslim om påsken: Jeg kan bruge Jesu tilgivelse i min tro"

Hun er uddannet rabbiner og blev ordineret sidste sommer og religionshistoriker og bor i London, og påskedagene anser hun for at være hyggelige fridage, oplagte at tilbringe i familiens skød. For, som hun siger, hendes kristne venner har jo også travlt med deres familier. Men selve budskabet i den kristne påske forholder hun sig ikke til:

Man kan sige, at kristendom og islam forholder sig til og trækker på den hebraiske bibel, mens jødedom i høj grad anser sig selv som uafhængig af andre religioner og deres skrifter. Derfor forholder jeg mig kun til det kulturelle aspekt i andre religioners højtider, siger Sandra Kviat. Og forklarer i næste åndedrag hvorfor:

Det helt centrale i fortællingen om Jesus, at Gud blev til kød og tog menneskets synder på sig, giver ikke mening i min tro. I jødisk øjemed er Gud i menneskelig skikkelse ikke muligt. Derfor bliver det religiøse budskab meningsløst for os, forklarer Sandra Kviat og fortsætter:

Desuden spiller ideen om, at mennesket skal befries fra syndefaldets smuds, ikke så stor en rolle i jødedommen. For os var uddrivelsen af Edens Have og syndefaldet ikke kun en negativ historie. Friheden og muligheden for, at mennesket kunne opbygge sit eget samfund, var en direkte konsekvens af, at Adam og Eva blev forvist fra Edens Have. Det har betydet, at mennesket i dag har den frie vilje til at forholde sig til og prise Gud. De kan selv vælge ham til, forklarer hun.

Derfor opererer man inden for jødedom ikke med ordet frelse forstået som den enkeltes mulighed for renselse, siger Sandra Kviat:

Sådan som jeg forstår den kristne påskes frelseshistorie, er det op til den enkelte kristne at acceptere Jesus som frelseren. Men vi opererer slet ikke med begrebet personlig frelse, ligesom de jødiske beretninger ikke fremhæver enkelte individers betydning for religionen. Moses er vigtig, men det er han først og fremmest som leder af folket, slår hun fast.

Sandra Kviat ser påsken i dag som en hyggelig tid fyldt med påskeæg og kyllinger, men hun kan ikke genkende meget af det centrale budskab i påskefrokoster og æggetrilninger. Til gengæld har hun forståelse for, når kristne forsøger at genfinde den centrale historie om Jesu lidelse og identificere sig med beretningen gennem den katolske kirkes fodtvætning skærtorsdag, nadvermåltidet og især gennem de klassiske passionspil:

Passionsspillet, hvor en kristen gennemspiller Jesu lidelse inden korsfæstelsen, forsøger jo netop at bringe Jesus-fortællingen op til vores tid. Denne relation til den oprindelige, religiøse beretning kan jeg identificere mig med. At genskabe den centrale fortælling er også vigtig i vores påskefejring, siger hun.

Gennem generationer har jøder ved det jødiske påskemåltid, kaldet Seder, som betyder orden, forsøgt at opbygge identifikationen med de jødiske slaver i Egypten ved at spise sig gennem et udvalg af forskellige retter som usyret brød og bitre urter, der bringer historien om udfrielsen fra Egypten tilbage:

Det traditionelle pesach-måltid er et ritual, ikke en smagsoplevelse. Og her handler det igen om en kollektiv oplevelse snarere end om den enkeltes indlevelse, siger hun. Og tilføjer:

Bagefter kommer den rigtige mad. Så god mad er vigtig, ligesom påskefrokoster i den kristne kultur spiller en stor rolle i dag, siger hun.