"I islam er døden en glædelig nyhed"

Den klogeste er den, der forbereder sig bedst på døden. For døden overrasker ikke den troende, men kommer som en forløsning fra denne verden, skriver muslim Nour Tessie Jørgensen

En muslim er en rejsende, og livet på jorden et midlertidigt stop. Den rejsende kræver ikke meget, er ikke grådig i sit begær og tilstræber ikke verdens goder.

Den rejsende er ikke til gene og udfører sin rejse uden unødvendige genstande eller stop. Den rejsende forelsker sig ikke i rejsen, men husker målet.

På trods af at den troende blot er en rejsende på jorden, henvises der ikke til, at man skal bosætte sig udenfor al civilisation. Den rejsende lever og agerer i verden, men lader ikke verden leve i hans hjerte. Han benytter verden, men lader ikke verden benytte sig af hans sjæl. Den rejsende har mere kærlighed til Gud end til verden.

Det er berettet fra Guds Sendebud Muhammad (fred og velsignelser være over ham), at jorden er den troendes fængsel, og når den troende dør, er det, som hvis han forlader fængslet og forlader tørke.

Læs også: Døden er en påmindelse fra Allah

Livet på jorden vil ikke være smertefri, derimod fyldt med prøvelser, som det står i Koranen, surat al-Mulk vers 2, er livet til for, at Gud kan teste, hvem der er bedst i handlinger.

Islams syn på døden

Da livet er en rejse imod den endelige destination, og jorden et midlertidigt stop, vil døden være den glædelige nyhed, der bringer den troende tættere på Den Elskede.

Det er berettet, at den klogeste er den, der besidder de bedste forberedelser til døden. Forberedelser som at huske på døden, da døden ikke overrasker den troende, men kommer som en forløselse fra denne verden.

Læs også: Dødsritualer i verdens religioner

Hvis en person har svært ved at huske på døden, bør personen sende sin formue derhen, da et menneskes hjerte er med dets formue. Altså betale almisse og så få belønningen efter døden.

Det at huske på døden blødgør hjerter, mindsker grådighed, nedbryder begær og kærlighed til verden, og giver iver efter at forbedre sig. En person, som husker på døden, vil anse sine ejendele som værende mange, og hans begær efter mere vil falde i takt med at misundelse udslettes.

Må man bede om døden? 

Under normale omstændigheder er det ikke tilladt at bede om døden. Det berettes, at døden er den troendes gave, en velduftende blomst, der skal frigøre den troende fra fængslet, som denne verden er. I beskrivelsen fremlægges døden som bedre end livet for den troende, og derved rejses spørgsmålet om, hvorvidt en troende må bede om døden.

Under normale omstændigheder er det ikke tilladt at bede om døden. Forklaringen er følgende: I livet på jorden ligger der prøvelser fra Gud, og at ønske sig døden på baggrund af disse udfordringer (helbred, økonomi, relationer) ville være ulydighed overfor Gud. Det er berettet af Anas (må Gud være tilfreds med ham), at Profeten (fred og velsignelser over ham) har sagt:

”Ingen af jer skal ønske jer døden på grund af en skade som har ramt ham. Hvis det er nødvendigt for ham at ønske det, så lad ham sige: O Gud, hold mig levende, så længe livet er bedst for mig, og lad mig dø, når døden er bedst for mig.”

At besøge gravpladser 

En muslim bør besøge gravpladser, da intet minder en om døden som gravpladserne. Udover at besøget på gravpladsen hjælper en til at huske på døden, opnås der en kontakt mellem den levende og døde. Den døde kan høre og svare den levende, men den levende kan ikke hører dette svar, medmindre Gud vil det.

Det er ikke blot under talqin al-mayyit (instruktionerne efter begravelsen), at der oprettes forbindelse, men også når de levende på jorden besøger gravene. Man bør blandt andet ikke sidde på graven, da det kan mærkes. På samme måde vil tændte stearinlys påføre den døde smerte.

Læs også: Ni anderledes begravelser

Gud giver den afdøde mulighed for at få insigt i sine kæres liv på jorden, for eksempel i deres handlinger. Den ypperste form for opretholdelse af kontakten til den døde, er den der sker, når en levende gør du’a (bønner) for den afdøde. Derved vil den afdødes ubehag lettes.

Ved besøget på gravpladsen vil man lære, at uanset ens status i verden (dunya) er det fremtidige hjem et to meter langt hul i jorden.

Det er berettet, at Guds Sendebud Muhammad (fred og velsignelser over ham) i islams tidlige tid forbød muslimerne at besøge gravpladser i frygt for, at gamle vaner skulle genoptages, men da tiden var inde tillod Guds Sendebud (fred og velsignelser over ham) ikke blot denne handling, men han anbefalede den også, da gravpladser hjælper muslimer med at huske på døden.

Kilde: Al-Suyuti, Imam Jalal al-Din: Sharh al-Sudur fi ahwal al-Mawta wa al-Qubur