Mit passionerede, muslimske bryllup

Sherin Khankan, formand for foreningen Kritiske Muslimer på

Sherin Khankan og hendes mand holdt i 2003 et muslimsk bryllup. Han friede på deres første date. Scanpix Danmark

Det var altafgørende for os at få Guds velsignelse af vores kærlighed. Vi havde derfor end ikke rørt hinandens hænder inden den muslimske vielse.

Klarhed og kaos. De to ord bruger den danske muslim Sherin Khankan om sit bryllup. Hun og hendes mand havde kun kendt hinanden i fire måneder, da de blev viet af en imam

At blive gift med min mand kan bedst beskrives med Benny Andersens ord: "Man kysser en mund og blir gift med et folk."  Den ene dag mødte jeg min kommende mand - den næste mødte jeg en helt ny kultur.

Jeg blev gift med min mand i 2003. Vi er begge muslimer og begge født og opvokset i Danmark. Vi har alligevel ret forskellige kulturelle baggrunde. Hans familie er fra Pakistan, og han er den første fra sin familie, der gifter sig med en ikke-pakistaner.

Jeg selv er vokset op i krydsfeltet mellem to religioner, da min mor er finsk kristen og min far er syrisk muslim. Jeg tolker også Koranen nutidigt, blot fra en anden vinkel i islam. Jeg er på sufi-vejen, den spirituelle visdomslære inden for islam. Jeg er vant til at navigere i modsætninger, og det er meget brugbart, når muslimer fra to forskellige kulturer gifter sig. 

Kaos og klarhed

Min mand friede til mig på vores første rigtige møde.

Inden det havde vi kun set hinanden et par gange. Den første gang, vi mødtes, var på Christiansborg, hvor jeg holdt tale for omkring 100 mennesker om islam og demokrati i anledningen af, at jeg er religionssociolog og forfatter og på det tidspunkt var folketingskandidat for Det Radikale Venstre.

Han sad på bagerste række og hørte foredraget. Allerede dér pegede han op på mig og hviskede til sin ven ved siden af: ”Hende Sherin bliver jeg gift med.”

Han kom op til mig i pausen og introducerede sig selv. Han var anderledes end alle andre, jeg nogensinde har mødt. Han var ekstremt smuk og utilnærmelig og intens på samme tid.

Senere ringede han til mig, og vi aftalte at tage til Malmø sammen. Det var meget mærkeligt, for da jeg så ham igen, vidste jeg instinktivt, at jeg ville blive gift med ham. Da vi var ude at spise, friede han. Jeg tror, vi begge havde det som om, vi var på “kærlighedskokain”.

Fire måneder efter vores tur til Malmø, den 26. juni 2003, holdt vi det første bryllup. Vi fik først en muslimsk vielse og senere en dansk, borgerlig vielse.
 
Det var altafgørende for os at få Guds velsignelse af vores kærlighed, og vi kunne ikke være sammen før det. Vi havde derfor end ikke rørt hinandens hænder inden den muslimske vielse.

For mig betød det, at der kom en alvor over vores bryllup, som jeg godt kunne lide. Ordene klarhed og kaos betegner det meget godt, for vores ægteskab var et kærlighedsægteskab, men alle ydre forhold talte imod det. Det var ikke fornuft, men et spørgsmål om at have tillid til intuitionen.

En imam fra Syrien forestod vielsen hjemme hos os selv. Den nærmeste familie var der, og efter imamen havde gennemgået vielseskontrakten, bad vi sammen alle sammen. Det er ret normalt at få en imam til at velsigne ægteskabet, selv kulturmuslimer foretrækker en islamisk vielse som et supplement til den danske vielse.

Lige inden vi blev viet, gav han mig et digt i hånden. Det var ét, han selv havde skrevet til mig, og det var meget poetisk og smukt. Så var der taler, hvor alle sagde noget på tur. Familien fortalte om, at ægteskab handler om at give afkald og give slip på sit eget ego.

Ægteskabet er halvdelen af religionen

Det er ret normalt at supplere med en juridisk gældende vielse, og det ønskede vi også. 

Så i september 2003 holdt vi den store bryllupsfest. Jeg har en dyb kærlighed til kirkerummet og atmosfæren i kirker generelt. Jeg har også den opfattelse, at den, der benægter andre trosretninger, benægter den fælles rod, som al tro stammer fra. De forskellige trosretningers Gud er jo den samme, det er bare forskellige rum. Derfor ville jeg gerne vies i kirken. 

Desværre kunne det ikke lade sig gøre, da en vielse der krævede, at vi skulle udtrykke kristne dogmer, som vi ikke troede på. Derfor tog vi i stedet på Københavns Rådhus.

Selve bryllupsfesten var en intim fest med 60 af de nærmeste, og der var taler og fællesdans. Min far fulgte mig ind i salen til gæsterne, og en sufi-bror reciterede Koran-vers syngende.

Det var et meget rørende bryllup. Det var så specielt, at alle de mennesker var samlet på grund af os. I islam siger man, at ægteskabet fuldfører halvdelen af din religion. Fællesskabet og at tage vare på et andet menneskes liv er centralt i islam, og når du gifter dig, er det første gang, du selv vælger et fællesskab og en familie.  

”Nu er vi virkelig gift,” tænkte jeg.