Udviklingshistorie op til 1700-tallet

Moskeen Masjid al-Quba er Islams ældste eksisterende moské og er beliggende udenfor Medina i Saudiarabien. Den er opført i årene omkring profeten Muhameds eksil i Medina, dvs. omkring år 622. Foto: Aboluay/Wikimedia Commons

Med Muhammeds død opstod der strid om fortolkningen af hans lære. En strid, som jævnligt har ført til slagsmål i den islamiske del af verden. Profeten fik fire efterfølgere, der kaldes de retledede kaliffer

Den første tid

Under de fire efterfølgere, som på skift sad i perioden 632 - 661 e.v.t., spredtes islam hurtigt til naboområderne. Syrien blev indtaget på syv år og senere blev både Damaskus, Mesopotamien og Babylon muslimsk område. Også Nubien og dele af Ægypten blev erobret, og på 20 år havde islam nedkæmpet to dynastier: det byzantinske og det persiske. Erobringerne kunne kun lade sig gøre, fordi fjenderne forinden havde ligget i langvarige indbyrdes krige, der havde slidt dem op. Desuden havde muslimerne nogle fremragende administratorer og krigsstrateger. Administrationen af de erobrede områder nød stor respekt fra de lokale indbyggere, der fik ret til at fortsætte mange af deres lokale traditioner.

Hver gang muslimerne nåede frem til en ny konfrontation, tilbød man fjenden at konvertere til islam og dermed slippe for tab. Dette er selvfølgelig en anden missionsform end den, man kender fra kristendommen i dag. Tidligere brugte de kristne missionærer dog lignende metoder, idet man under erobringen af nye områder i for eksempel Sydamerika ofte gav de lokale indianere valget mellem at tro på Jesus eller at blive udryddet.

Efterhånden som det islamiske område voksede, voksede også de interne modsætninger. Under Muhammeds fjerde efterfølger, Ali, opstod der rivalisering og splittelse, og et resultat af disse stridigheder blev opsplitningen af islam i to hovedstrømme: sunniterne og shiiterne. Sunniterne udgør i dag ca. 90% af muslimerne og har majoritetsstatus. Man kan kort fortalt definere sunniterne som dem, der lægger vægt på at følge profeten Muhammeds sædvane (sunna). Shiiterne anerkender også sædvanen men ikke i samme grad. Shi'a betyder Alis parti, og hentyder til den holdning der deles af shiiterne, at det er efterkommerne af Ali (Muhammeds svigersøn), der skal anses for at være samfundets legitime leder. I dag er den største forskel, at shiiterne betegner den legitime leder med titlenimammens sunniterne bruger betegnelsenkalif.

Fælles for alle muslimer er tilhørsforholdet til Profetensumma(fællesskab), en betegnelse, der fortæller, at islam er et religionssamfund på tværs af race, køn og nation.

Sunniterne

Ali efterfulgtes af Muawiya, som flyttede regeringssædet til Damaskus og påbegyndte opbygningen af et dynasti, Umajjaderne. Senere kom Abbas as-Saffa til magten og indledte et konkurrerende dynasti, Abbaside-dynastiet, med centrum i Baghdad. Således blev magten med disse to ledere flyttet væk fra Mekka og Medina. Abbasiderne fik smag for pragt, og det var i deres periode, at islamisk filosofi, videnskab og kunst vandt frem. Mange af grækernes filosofiske værker havde været opbevaret i Byzans og var nærmest glemt, men de blev nu trukket frem af islamiske tænkere, som lod sig påvirke og inspirere. I de kommende århundreder kom disse tanker til at påvirke hele den islamiske tænkning.

Islam fortsatte sin udbredelse i intern konkurrence mellem de to dynastier, Umajjaderne og Abbasiderne. I 851 indtoges Armenien og i 873 Sicilien. I 969 sker der det afgørende, at ægypterne besejres og et universitet af stor betydning for islamisk tænkning åbnes i Kairo; al Azhar universitetet, som egentlig betyder Ofring. Indien blev indtaget i 1001, og hermed indledes islams storhedstid.

Shiiterne

Shiiterne udvikler sig fra år 626 uden om de to dynastier. Det sker i to grene: zaiditerne og ismaliterne. Også her opstår forskellige dynastier, som skiftes til at dominere i de forskellige egne af den islamiske verden. Kun enkelte dynastier i den islamiske middelalder byggede på shia-islamisk opfattelse og i dag (2005) er shia-islam kun statsreligion et enkelt sted i verden, nemlig i Iran.

Mystikerne

En tredje retning i islam er mystikken,sufismen. De islamiske mystikere udvalgte de tekststykker i Koranen, der handlede om Allahs kærlighed til mennesket og mente, at det var muligt at opnå en enhed med Allah via denne kærlighed. De store islamiske mystikere som f.eks. Hasan fra Basrah, der døde i 728, mødtes med stor mistro af den etablerede form for islam og blev i flere tilfælde forfulgt. Ab­u Mansur Husain al-Halladj måtte i 922 lide martyrdøden efter at have forkyndt Allahs kærlighed så langt som til Kinas grænser. Han blev dømt for at sidestille sig selv med Allah, idet han troede på, at en oprigtig enhed med Allah var mulig. Hans død gav mange nye tilhængere, og det påstås, at han blev set af sine tilhængere 40 dage efter henrettelsen.

Islams storhedsperiode (cirka 1091-1453)

I den tidlige islam var man mere optaget af erobringer end af filosofi og kunst, men under Abbasiderne fik de islamiske tænkere friere tøjler. Kontakten med den græske filosofi blev via erobringer i området efterhånden stærkere, og der skete noget nyt. Islamiske intellektuelle begyndte blandt andet at kombinere Aristoteles tanker med Koranen. Hovedformålet var at forlige fornuft og tro. Allerede i 800- og 900-tallet arbejdede muslimske filosoffer som al-Kindi (død i 873) og al-Farabi (død i 950) på at rense religionen for den falskhed, der var blevet anbragt her. Omkring år 1000 forsøgte Avicenna (980-1036) med stor succes at forlige Platon og Aristoteles, og herunder nåede han frem til, at Koranen ikke står i modsætning til videnskaben. Disse tanker kan forekomme harmløse, men de var revolutionerende for samtiden og forud for de tanker, som kristne tænkere langt senere nåede frem til. Al-Ghazali (1058-1111) forsøgte sig ligeledes med forholdet tro og fornuft. Han mente, at fornuften alene ikke kunne erkende sandheden, men måtte søge hjælp gennem mysticismen. Hans objektive tilgang til mysticismen blev mere eller mindre accepteret og kom til at danne skole for efterfølgende islamisk tænkning.

Den filosofiske tænkning holdt herefter en pause frem til den spanske muslim Averrões (1126-1198). Han byggede videre på Avicennas tanker. Mest opsigtsvækkende var hans tale om hele menneskelivets udvikling som underkastet naturlovens fysiske nødvendighed. Han mente endvidere, at Koranen kunne fortolkes ud fra forskellige sandhedskriterier. På ægte platonisk vis mente han, at jævne mennesker godt kan tage Koranens ord for pålydende. Men teologerne kunne nå et skridt videre ved at se på den mystiske betydning. Den sande betydning kan imidlertid kun indses af filosoffer, som benytter den videnskabelige bevisførelse.

I denne lange periode er det småt med filosofi i den vestlige og kristent orienterede verden, og de mere og mere avancerede tanker, der udviklede sig i den muslimske del af verden, var med til at anspore Den Katolske Kirkes ønske om korstog mod islam. Højdepunktet i perioden blev Det Osmanniske Dynastis dannelse i 1290'erne.

Korstog

I islams storhedstid udkæmpes drabelige slag mellem kristne og muslimske hære. De fælleseuropæiske forsøg fra 1095 på at bekæmpe islam og befri Det Hellige Land, Palæstina, kaldes korstogene. I 1099 lykkes det de kristne at erobre Jerusalem, men på grund af osmannernes overlegenhed, forvandles de kristne korstog herefter til en forsvarskrig frem til det 13. århundrede. De kristne i Jerusalem var ikke videre interesserede i at blive befriet, idet de ikke blev undertrykt af muslimerne, så længe de passede sig selv. I 1187 genindtog muslimerne Jerusalem, og de kristne fik atter lov til at blive der uden forfølgelser af nævneværdig karakter.

Korstogene er væsentlige for en forståelse af den modsætning, man ofte finder mellem kristne og muslimer. Begge religioner er monoteistiske og begge bygger meget af trosindholdet på den jødiske tradition, men de mange korstog var med til at fastlåse et fjendskab mellem de to religioner. Islam havde så afgjort overtaget, hvad angår nytænkning, og således forblev det frem til den kristne reformation, hvor der for første gang blev sat spørgsmålstegn ved den katolske kirkes tanker.

I 1453 indtog de muslimske osmanner det byzantinske riges hovedstad Konstantinopel, og ændrede navnet til Istanbul. Det osmanniske rige ekspanderede yderligere i løbet af 1520'erne.

Islam i defensiven (cirka 1492-1683)

Samme år som Columbus opdagede Amerika, blev muslimernes fremfærd standset i Europa. I 1400- og 1500-tallet opstod tre store muslimske imperier: det moghulske, det osmanniske og det safavidiske. Drømmen om et samlet imperium i lighed med det romerske var dermed ikke længere mulig. Allerede i slutningen af 1600-tallet måtte de nye imperier vige for vestlig ekspansion og kolonisering. En defensiv indstilling indledtes og med den en opbremsning for den udvikling, islam havde undergået siden profeten Muhammeds død. Efter et knusende nederlag i Wien i 1529 og atter et i 1683 trækker islam langsomt sin indflydelse ud af Europa. Islam går mere og mere i defensiven, og den omstændighed påvirker også den tænkning, der foregår blandt de intellektuelle muslimer i denne periode.