Moderne jødisk historie

Gennem jødernes historie har religionen været et samlingspunkt. Den har givet jøderne identitet som Guds særlige, udvalgte folk, en identitet, der er blevet forstærket af forfølgelserne fra det omgivende samfund.

Oplysningstiden

Med oplysningstiden i Europa i 1700-tallet rejste der sig dog kritiske røster om jødernes urimelige vilkår og retsstilling. Kejser Josef II af Østrig (1780-1790) fremførte i 1782 en toleranceerklæring, som blandt andet gav jøderne ret til at bosætte sig uden for ghettoerne. Den franske revolution i 1789 medførte også en række ændringer for jødernes retsstatus. De fik religionsfrihed og skulle fremover betragtes som franskmænd af mosaisk trosbekendelse, det vil sige med Toraen, der svarer til Det gamle Testamente, som grundlag for deres tro. De følgende år bredte tolerancebølgen sig til andre europæiske lande, og Schweiz gav som det sidste land fulde borgerrettigheder til jøderne.

Inden for jødiske kredse fandt en tilsvarende oplysningsstrømning sted i form af den såkaldte Haskalah-bevægelse. Den tyske jøde Moses Mendelssohn (1729-1786) spillede en afgørende rolle. Målet var dels, at jøderne skulle tilpasse sig det omkringliggende, kristne samfunds kultur og tænkemåde for på den måde at opnå fulde borgerrettigheder. Og dels var det at vise, at jødedommen ikke var en primitiv, uvidende religion, som mange mente. Tværtimod. I 1783 udgav Mendelssohn bogen "Jerusalem", hvor han forsøgte at påvise, at jødedommen i høj grad var i samklang med fornuften. Jødedommen tillod, i modsætning til kristendommen, tankefrihed, idet den ikke havde nogen trosartikler, og dermed var den i fuld overensstemmelse med oplysningstidens ideer om tankens frihed.

Tre jødiske retninger

En religiøs konsekvens af Haskalah-bevægelsen var, at der blev sat spørgsmålstegn ved den traditionelle, ortodokse jødedom. Haskalah-bevægelsen var derfor med til at danne grundlaget for det, der senere førte til en opdeling af jødedommen i tre retninger; de ortodokse, de reformerte og de konservative.

De ortodokse er den traditionelle form for jødedom, som i dag udgør den mindste af de tre grupper. Indtil 1700-tallet var det den eneste form for jødisk praksis. Ifølge de ortodokse er Toraen sandheden. De tror på Gud som en personlig og almægtig Gud. Menneskets eneste mulighed for at overvinde det onde er at følge loven, som er givet dem i Toraen. Og synd er at bryde budene i loven.

I 1700-tallet dukkede den nye gruppe op: de reformerte. Ligesom Haskalah-bevægelsen reagerede de imod den isolerede tilværelse. Jøderne skulle assimileres,indoptages, i det omgivne samfund. Toraen var for dem et menneskeligt dokument, og Gud opfattede de blot som et begreb.

Den sidste jødiske retning dukkede op i 1800-tallet. Det er de konservative, som i dag er den største gruppe. De kom som en reaktion på de reformertes ekstreme tendens til assimilering i de samfund, hvor de boede. Holdningsmæssigt lagde de sig mellem de to andre grupper.

Under "diaporaen", den tid jøderne levede spredt i verden, vandt den messianske forestilling stor udbredelse. Tanken var, at Gud på ny ville gribe ind i historien for at føre jøderne tilbage til deres tabte hjemland, som han havde gjort ved udvandringen fra Ægypten. Håbet var en fredstilstand i Israel, en messiastid. Under jødernes påskefejring, Pesach, mindes de udvandringen fra Ægypten. De traditionelle ord "næste år i Jerusalem", der afslutter påskemåltidet, illustrerer dette håb for fremtiden. I 1948 gik ordene i opfyldelse. Staten Israels oprettelse gav på ny jøderne adgang til Jerusalem, som de længe havde kæmpet for.

Zionismen

I løbet af 1800-tallet oplevede mange jøder en forskelsbehandling. De blev ikke behandlet som ligeværdige borgere og det gjaldt også dem, der havde assimileret sig og tilegnet sig samfundets levevis. Særligt i Rusland oplevede de alvorlige forfølgelser, pogromer, som var systematisk rettet mod dem som befolkningsgruppe. Dette var medvirkende til et stærkt ønske om at få et jødisk hjemland. Det var blevet en nødvendighed.
På den baggrund opstod zionismen. Zionismen er en politisk bevægelse, der oprindeligt arbejdede for oprettelsen af en jødisk stat, der skulle garantere politisk, kulturel og religiøs selvstændighed for det jødiske folk. Ophavsmanden, den østrigske jøde Theodor Herzl, skrev i 1895 bogen "Den Jødiske Stat", hvor han udfoldede tanken om jødernes behov for et hjemland. Idéelt set skulle det være i Palæstina, men som udgangspunkt var det ikke afgørende, hvor i verden dette hjemland lå. Flere steder var på tale, både i Uganda og på Sinai-halvøen.

Holocaust

Nazismens massive forfølgelse og udryddelse af jøderne satte sine spor på den jødiske historie, både kulturelt og religiøst.
Holocaust ellerShoah, det hebraiske ord for storm eller ødelæggelse, var en katastrofe af så enorme dimensioner, at jødisk teologi og filosofi måtte forholde sig til det. Kan man stadig tale om en kontinuert, jødisk historie, eller repræsenterer Shoah et radikalt brud i historien på linie med templets fald i år 70? Hvad vil det sige at være jøde, før og nu? Hvad har Shoah betydet for forholdet til kristendommen? Kan man stadig definere Gud? Disse, og mange andre spørgsmål har dannet grundlag for arbejdet med at definere en jødisk teologi efter Shoah.
Anden Verdenskrig betød også, at mange jøder flygtede til USA og Canada, og her findes i dag de største, jødiske samfund udenfor Israel.

Staten Israel

Zionismen fremførte stadig sin sag, og verden fik efterhånden øje for problematikken med et jødisk hjemland. Samtidig var jøderne begyndt at udvandre til Palæstina, hvor de gik i gang med at opdyrke landet. Landets befolkning hilste dem velkomment, og de to befolkningsgrupper var begge opsatte på en fredelig sameksistens. Spørgsmålet om en selvstændig, jødisk stat pressede sig for alvor på efter Anden Verdenskrig. FN vedtog en plan, der delte området, så jøderne fik deres eget land. Staten Israel var en realitet.
I dag er zionismen ikke en ensidig bevægelse. Den kan opdeles skarpt mellem religiøse og politiske bevægelser. Derudover findes der også direkte anti-zionistiske bevægelser blandt jøderne. Et eksempel er Neturei Karta, som slet ikke anerkender staten Israels ret til at eksistere. De mener, at en jødisk stat kun kan oprettes ved Guds indgriben eller ved Messias? komme, hvor også templet skal genopbygges. Ifølge dem er det ikke op til menneskene selv at skabe et jødisk hjemland.