Næstekærlighed i jødedommen

Jødedommen følger Det Gamle Testamente, hvori man kan læse, at "Du må ikke hævne dig eller gemme på vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig selv" (3 Mos 19,18). Således fylder næstekærligheden meget i religionen. Foto: Ritzau Scanpix/Iris/Mikael Damkier

Jødedommens grundskrift og hellige bog er den del af Bibelen, som vi plejer at kalde Det Gamle Testamente. Men hvordan forholder jødedommen sig til begrebet om næstekærlighed? Læs denne gennemgang af Toraen og profeternes fokus på retfærdighed

Selve ordet Bibel kommer af det græske ord biblia, der betyder bøger. I den kristne sprogbrug består Bibelen af Det Gamle Testamente og Det nye Testamente. Ordet testamente betyder pagt og ifølge kristen opfattelse stiftede Jesus den nye pagt ved nadveren som afløsning for den gamle pagt, som blev indstiftet på Sinaj bjerg.

Jøderne bryder sig ikke om betegnelsen Det Gamle Testamente, fordi det ordret udtrykker en polemik og nedvurdering af jødedommen i forhold til kristendommen. Jøderne bruger i stedet betegnelsen tanak. Det dækker over 1) tora (den første del, de fem Mosebøger eller loven), 2) naviim (den anden del, profeterne) og 3) ketuvim (den sidste del, skrifterne).

Toraen - jødernes etiske lovbog

Tora betyder vejledning eller lære og dækker først og fremmest over den jødiske etik, sådan som den kommer til udtryk i de fem Mosebøger.

Her er et væld af forskrifter både om retslige forhold, spiseregler, seksuel praksis og så videre. Helt i forgrunden står de ti bud. De lyder:

"Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.

1. Du må ikke have andre guder end mig
2. Du må ikke misbruge Herren din Guds navn
3. Kom hviledagen i hu, så du holder den hellig

4. Ær din fader og din moder
5. Du må ikke slå ihjel
6. Du må ikke bryde ægteskab
7. Du må ikke stjæle
8. Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste
9. Du må ikke begære din næstes hus
10. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde,hans okse eller æsel eller noget, der hører din næste til".

De tre første bud angår forholdet til Gud, mens de øvrige syv bud er grundlæggende regler for at kunne leve i et fællesskab. Men det første bud er imidlertid forstået som overskriften over de øvrige. Det skal forstås sådan, at der er et særligt forhold mellem det jødiske folk og Gud. De må ikke have andre guder end Gud Herren (Jahve). For Gud har udvalgt dem, befriet dem fra slavetilstanden i Egypten. Derfor skal folket leve et etisk liv.

Vi kunne sige at motivet til at tage vare på hinanden er, at Gud Herren elsker dette folk, har befriet det og vil beskytte det fremover.

"Du skal elske din næste"

Midt i blandt Mosebøgernes mange (der er i alt 613) kontante forskrifter, finder vi denne: "Du må ikke hævne dig eller gemme på vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig selv" (3 Mos 19,18)

Det springende punkt er: hvem er "næsten"? Det fremgår af sammenhængen her, at det ikke kan være hvem som helst, men enhver der hører til det israelitiske folk. Men et andet sted i den gammeltestamentlige lov udvides næsten til også at være den fremmede, som bor i folket. Begrundelsen er, at også Israels folk engang boede som fremmede i Egypten. Se 3 Mos 19,33f.

Begrundelsen for at gøre godt mod næsten er i Det Gamle Testamente, at Israels Gud, Jahve engang befriede folket fra af slaveriet i Ægypten og gjorde det til sit folk. Denne guddommelige kærlighedshandling er motivet til, at den enkelte skal gøre godt både mod en anden fra folket og mod den fremmede i folket.

Profeterne om næstekærlighed

Det Gamle Testamentes profeter understreger retfærdigheden i samfundet. Israels Gud er nemlig en gud, der behandler alle ens uden at gøre forskel. Derfor skal man i folket også behandle hinanden ens. Den store profet fra 700-talet f.v.t., Esajas indleder i sin bog i kapitel fem med et billede af Israels folk. Det er som en vinmark, der er plantet af Gud. Marken skulle give ædle druer, men det blev til vilde druer i stedet. Altså Jahve forvende retfærdighed, men istedet kom der klasseforskelle, undertrykkelse og uretfærdighed. Se Es 5.

I Det Gamle Testamentes grundsprog, hebraisk, har buddet en bred betydning

"Du skal elske"

  • Erotisk kærlighed
  • Kærlighed mellem forældre og børn eller søskende
  • Samhørighedsfølelse mellem slægtninge
  • Hengivenheden mellem venner
  • Elevens varme forhold til sin lærer
  • Slavens venlige indstilling over for sin herre

"din næste"

  • Det menneske man netop står overfor
  • Medborgeren
  • Det menneske der befinder sig i nærheden (næste - nær)

"som dig selv"

  • Som værende lig dig selv

En jødisk teolog, Leo Baeck, siger det sådan her: "Elsk din næste, han er ligesom du... i dette ligesom du, ligger hele sætningens pointe. Givet hermed er begrebet medmenneske. Han er som du. Han er dig lig i det egentlige, du og han er som medmennesker ét".

Jødedommens tro på den éne Gud

I jødedommen er baggrunden for buddet om næstekærlighed, at der kun er en Gud. Han er universets skaber og herre. Han har skabt mennesket. Og ligesom der kun er en Gud, sådan er der kun den ene menneskehed. Alle mennesker danner en enhed, nemlig i den forstand, at de er skabt af den samme Gud.

Den tidligere overrabbiner (øverste åndelige leder og vejleder) for jøderne i Danmark,Bent Melchiorudtrykker det sådan: " I begyndelsen skabte Gud et menneskespar. Ikke et ord om, hvorvidt disse mennesker var lyse eller mørke i huden, om de havde høje eller lave pander, om de hørte til en eller anden nationalitet eller religiøs orden. Det var ganske simpelt et menneskespar, og fra dette menneskepar nedstammer alle andre mennesker. Vi har alle lige meget blåt blod i årene".

Ifølge den jødiske kommentar til loven skal man elske Gud gennem menneskene, som han har skabt. Vejen til Gud er altså næstekærlighedens vej. Næstekærligheden udformes så i en lang række pligter, store som små. Disse pligter skal adlydes, fordi de også er givet af Gud. Det er pligter overfor den nødlidende, den fattige og den svage.

Det går som en rød tråd gennem alle den jødiske lovs bestemmelser, at de bygger på et retfærdighedsprincip. Derfor skal den rige og den fattige behandles på lige fod. Bent Melchior nævner, at der på hebraisk ikke findes noget ord for velgørenhed, men at der i stedet tales om retfærdighed.

Det er altså udtryk for det retfærdige, at den rige giver til den, der mangler.Den jødiske humor spiller en stor rolle, når man skal anvise, hvordan pligterne overfor de andre skal praktiseres.

En jødisk historie fortæller: "En rig mand kom en gang til rabbien fra Kuznitz. Rabbien spurgte ham: "Hvad plejer du at spise?" "Jeg klarer mig med meget lidt", sagde manden "brød og salt og vand, det er tilstrækkeligt for mig" "Hvordan kan det dog falde dig ind?" svarede rabbien ham vredt. "Du skal lave dig lækre retter, som du kan nyde, og du skal drikke gode vine, sådan som alle de rige gør det!" Han lod ham ikke gå fra sig, før han havde lovet for fremtiden at rette sig efter dette råd. Bagefter spurgte hans trofaste tilhørere ham om årsagen til denne mærkværdige samtale. "Kun hvis han selv spiser lækre retter", svarede han , "vil han forstå, at en fattig mand må have brød at spise. Så længe han selv spiser brød, tror han, at den fattige kan klare sig med sten"

Bent Melchior, "Jødedommen - en tekstcollage", s. 31