Jødiske fester og højtider

Festdag ved grædemuren     (Bar mitzvah)\r\n08.11.07Uploadet af Per Raymond Jensen

Festdag ved grædemuren (Bar mitzvah)\r\n08.11.07Uploadet af Per Raymond Jensen Foto: Per Raymond Jensen

Jøder verden over genoplever hvert år til højtiderne både historiens festlige og smertefulde begivenheder. Det illustrerer jødedommens syn på historien: at den er et produkt af Guds handlen i et forsøg på at frelse det jødiske folk

Jøderne har en rig festkalender, der i løbet af året tager dem med tilbage til nogle af de vigtigste begivenheder i deres historie. Fortiden bliver levende. Det bekræfter dem i deres jødiske identitet: at de er Guds udvalgte folk. Og minder dem om, at Gud stadig kan gribe ind i historien.

Sabbat

Når solen går ned fredag aften indtræder jødernes vigtigste helligdag, shabat, sabbatten. Den varer et døgn, indtil solnedgang lørdag aften. Hver familie sætter sig til det omhyggeligt dækkede bord, hvor der står to sabbatslys, som det er moderens opgave at tænde. Det sker præcis på det tidspunkt, hvor sabbatten går ind, når de tre første stjerner viser sig på aftenhimlen. Så kan sabbatsmåltidet begynde.

Sabbatten er den vigtigste festdag for jøderne, fordi det er den eneste, der står direkte beskrevet i De ti Bud (2 Mos 20,8-11). Den er til minde om Guds skabelse af verden. I seks dage arbejdede Gud, men på den syvende hvilede han. På samme måde skal menneskene på denne dag holde fri fra deres daglige arbejde.

Der er stor forskel på, hvordan jøder fejrer sabbat. Befalingen om, at det ikke er tilladt at arbejde på denne dag, tager de ortodokse jøder bogstaveligt. De holder sig fra alt, der kan have den mindste antydning af at være arbejde, eksempelvis at lave mad eller tænde lyset. I Israel i dag bruger de fleste jøder sabbatten som en fridag. På Jerusalems hektiske gader kører der på denne dag kun ganske få biler. Til gengæld summer parkerne af børnelatter, og familierne sidder i små klynger omkring picnic-kurven. Sabbatten er ugens højdepunkt.

Pesach - påske

Travlheden svirrer i luften i Mea Shearim, det ortodokse kvarter i Jerusalem. Påsken står for døren, og forberedelserne er i fuld gang. På gaden står der store kar med kogende vand, som mændene på skift dypper deres køkkenredskaber ned i for at få det kogt. Alt skal være kosher-egnet. Hele huset gøres grundigt rent, for Toraen befaler, at der må ikke være noget syrnet brød i huset - se 2 Mos 12,15-19. I praksis fjerner jøderne alle kornprodukter, der kan laves mel af; eksempelvis majs, korn eller ris.

Aftenen før pesach leder jøderne efter syrnet brød. I stearinlysets skær undersøger de alt i huset minutiøst. Nogle familier har en tradition med bevidst at gemme små stykker brød, som børnene skal finde. De indleder eftersøgningen med en særlig lovprisning og afslutter med en bøn. Næste morgen brændes posen med brødkrummerne, så alle spor af syrnet brød er væk.

Festen fejres til minde om udvandringen fra Egypten. Det er en stor festdag, da den symboliserer Guds frelseshandling mod det israelitiske folk. Samtidigt bærer den løftet om, at Gud vil gribe ind, når det ser mørkest ud. En lang række ritualer og handlinger knytter sig til denne fest. Da israelitterne forlod Egypten, nåede den dej, de havde tilberedt til rejsen, ikke at hæve. Derfor spiser jøderne kun usyret brød under festen. Brøddene er tynde firkantede brød, der minder om knækbrød.

Fejringen af pesach omtales tre steder i 2 Mos 12,3-11; 12,15-20 og 12,39-49. Det midterste skriftsted handler specifikt om det usyrede brød, matzah. Meningen med pesachfesten og dens gentagelse finder vi i 2 Mos 13,3-10.

På den første aften i pesachugen gennemgår jøderne sederen. Det er festens højdepunkt. Med hele familien samlet om bordet følger de et nøje fastlagt ritual inden selve måltidet. I et messende tonefald læser de historien om, hvordan Gud udfriede jøderne fra Egypten. Oplæsningen afbrydes af små pauser, hvor der spises eller drikkes noget bestemt, eksempelvis spiser de bitre urter til minde om israelitternes slaveri i Egypten. Sedermåltidet afsluttes med fremtidsønsket: "Næste år i Jerusalem".

Shavuot - ugefesten

Shavuot er et modstykke til den kristne pinse, idet den fejres 50 dage efter pesach. Jøderne fejrer ved denne fest, at de modtog Toraen på Sinaibjerget tre måneder efter udgangen fra Egypten. Nogle ortodokse jøder markerer dagen ved at holde sig vågne natten inden for at studere Toraen. Shavuot fejres i synagogen. Det er oprindeligt en høstfest, så synagogen er smukt pyntet med blomster og grønne planter. (3 Mos 23,15-22).

Sukkot løvhyttefesten

Sukkot er en glad fest. Den minder jøderne om, hvordan Gud beskyttede dem i løbet af deres 40 år lange ørkenvandring. Ifølge traditionen omgav Gud jøderne med skyer til at beskytte mod solens brændende stråler, men også mod fjendtlige angreb. Derfor fejres festen ved, at hver familie bygger en hytte med et tag af løv (sukka). (3 Mos 23,33-43).

Simchat Torah, Toraens glædesfest, falder på løvhyttefestens ottende dag og marker, at årlige gennemlæsning af Toraen i synagogen er fuldendt. Straks efter at de er nået igennem årets læsning, starter de forfra for hele tiden at være i gang. I synagogen danser ortodokse jøder rundt med Torarullen, som ved denne højtid er taget ud af skabet og pyntet med sølvkroner og blomster.

Rosh ha-Shanah - nytår

En dyb, klagende tone gennemskærer luften. Lyden kommer fra en shofar, et vædderhorn, som er karakteristisk for jødernes nytårsfejring. Det jødiske nytår falder i september eller oktober. Vædderhornet er til minde om dengang Abraham i lydighed mod Gud var parat til at ofre sin søn Isak. Gud stoppede ham i sidste øjeblik, og Abraham ofrede i stedet en vædder. Nytårsfesten er en bodsfest: jøderne ransager sig selv og sine gerninger, så de kan træde ind i det nye år som bedre mennesker. (3 Mos 23,24-25).

Yom Kippur - forsoningsdagen

Forsoningsdagen er den helligste af alle fester. Den falder på den tiende dag efter nytår. Meningen med dagen er, at hvert enkelt menneske skal gennemgå en personlig og åndelig renselsesproces. Det markeres ved at faste i et døgn fra solnedgang til mørkets frembrud den efterfølgende dag som tegn på anger over for Gud for de synder, man har begået. (3 Mos 23,27-28).

På templets tid skete det ved at slagte to gedebukke. Som det eneste tidspunkt på året måtte ypperstepræsten denne dag gå ind i templets allerhelligste rum med blodet fra den ene buk. Den anden blev ført ud i ørkenen og sluppet løs, efter ypperstepræsten havde lagt sine hænder på den og bekendt folkets synder. Det markerede, at al folkets synd nu var tilgivet.

Chanukkah - indvielsesfesten

I dag fungerer chanukkah som en jødisk udgave af den kristne jul, idet festen som regel falder i december. Chanukkah fejres i otte dage ved, at jøderne tænder et lys for hver dag. Der er tale om en højtid, der ikke har sit grundlag i Bibelen, da festen er til minde om genindvielsen af det andet tempel i 165 f.v.t., efter grækerne var besejret. Legenden fortæller, at præsterne efter at have renset templet tændte et lys, hvor der kun var olie tilbage til et døgn. Alligevel brændte lyset i otte dage. Derfor anvender jøderne en ottearmet lysestage til denne fest, til minde om begivenheden. Chanukkah er lysenes fest.

Purim

Purim er en mindefest for jødernes redning fra undergang under perserstyret. Den onde Haman havde planer om at udrydde jøderne, men det lykkedes en ung pige, Ester, at afværge disse planer ved sin onkel Mordokajs hjælp. Fortællingen findes i Esters bog.

I dag fejrer jøderne denne højtid i begyndelsen af marts ved at klæde sig ud, og reelt fungerer den derfor som en slags fastelavn. I synagogen læses hele beretningen fra Esters bog op. Hver gang oplæseren nævner Hamans navn, pifter, tramper og larmer hele forsamlingen. Når roen atter sænker sig, fortsætter læsningen indtil næste gang, Haman dukker op i fortællingen. En gammel tradition siger, at de på den aften skal drikke så meget vin, at de ikke kan skelne mellem velsignet være Mordokaj og forbandet være Haman.

Andre højtider

Tishah be-Av, den niende i måneden Av, falder som regel i begyndelsen af august og er en sorgens og fastens dag, der markerer ødelæggelsen af det første og det andet tempel i Jerusalem. Ortodokse jøder markerer denne sorgens dag ved at messe klagesange, mens de sidder på gulvet i en dunkelt belyst synagoge. Ifølge traditionen tilskrives disse klagesange profeten Jeremias og indeholder øjenvidneskildringer af det første tempels ødelæggelse.

Lag be-Omer er den 33. dag i Omer-perioden, som går fra jødernes påske til pinse, altså fra pesach til shavuot. Hele Omer-perioden er en sørgetid til minde om alle de forfølgelser og lidelser, jøderne har gennemlevet i historien. Det er ikke tilladt at holde bryllup i de syv uger, perioden varer, og mænd må ikke barbere sig eller klippe håret. Lag be-Omer er undtagelsen. På denne dag fester jøderne.

Tu bi-Shvat er træernes nytår. Tu står for tallet 15, og festen falder den 15. i måneden Shvat. Gud dømmer på denne dag hvilke træer, der skal leve, og hvilke der skal dø det kommende år. I dag fungerer det som en stor træplantningsdag i Israel, og familierne tager på udflugt til skovene.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

TILGIVELSENS BOG

kr. 249,00 Køb

Pinell Go, Hvid - DAB/DAB+ og FM-radio

kr. 1.799,00 Køb

Barcelona - Madrid

kr. 8.930,00 Køb

BEIJING LOVE STORY

kr. 299,00 Køb

RØDE HUNDE GØR IKKE

kr. 249,00 Køb

The Act of Killing - dokumentarfilm

kr. 210,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.