Træernes nytår: et jødisk forårsritual

Jødiske piger står parat til at plante et træ, i forbindelse med fejringen af træernes nytår. De står ved Vestbredden nær Hebron og venter på, at jorden bliver gjort klar til forplantning. Foto: RONEN ZVULUN Denmark

Inden en ny årstid blomstrer, varsler den jødiske ceremoni Tu bShvat om forår og frugt. Den jødiske forårsfest fejres i dag den 8. februar.

Det er ikke nemt at komme i forårsstemning, når frostgraderne udenfor bider sig fast i kinderne.

Det jødiske forårsritual Tu BiShvat fejres dog i dag, og det sker vanen tro med en overflod af farverige frugter.

Jøder fejrer det ved at plante et træ i skovområder. De kan også spise op til 15 frugter. Tallet 15 kommer af, at Tu står for tallet 15 på hebraisk, mens shvat er den sidste vintermåned.

Den 15. dag i Shvat er, ifølge gamle jødiske kilder, træernes nytår. I Mishnah, som er mundtligt overlevede hellige skrifter, diskuterer rabbinere datoen for træernes nytår. Der er fire forskellige nytår i den jødiske kalender.

Tu bShvat er mest en festdag for børnene, som lærer om natur i skolen, hvorefter de tager ud for at plante et træ i skoven. Udover det, er der uformelle sammenkomster i synagoger og i de forskellige hjem, hvor der spises frugt. De voksne får typisk også et glas vin til frugten.

Rabbiner ved Chabad Organisation i København, Yitzi Loewenthal, forklarer uddybende til religion.dk, at der er en vis metaforik i festdagen.

Mennesker er som træer på mange måder. Vi har brug for vand, jord og luft. Vi har også rødder. Og vi bærer frugt i form af vores børn, siger Yitzi Loewenthal.

Det er også en højtidelighed, der ikke kun leder tanker mod nye årstider, men også taknemmelighed over for naturen.

Vi får frugter fra træerne, men det er ikke nødvendigt for vores overlevelse. Vi kan godt undvære frugt, derfor er det en luksus. Så vi takker træerne for denne luksus, siger Yitzi Loewenthal.

Dan Oryan, vice-ambassadør for Israel i Danmark, har mange gode minder om Tu bShvat.

Da jeg var barn, gik vi med blomsterkrans på vores hoveder, og tog ud i skoven for at plante træer. I dag kan man så tage ud i skoven og se det træ, som man har plantet. Børn i Israel er glade for dagen, og det er ikke kun en religiøs festdag, men også en festdag for alle, siger Dan Oryan.

Han tilføjer, at man også bruger dagen til at lære skolebørn om miljøbevidsthed. Ifølge ham, er natur og bæredygtighed meget vigtig for Israel, derfor er Tu bShvat en vigtig og spændende dag, synes han.

Her er et fad med frugt, som er gjort klar til fejring af Tu b'Shvat. Jøderne fejrer blandt andet dagen ved at spise frugt. 'Tu' henviser til tallet 15, og jøderne spiser gerne op mod 15 frugter i forbindelse med træernes nytår.
En jødisk dreng planter et træ i anledning af træernes nytår. Billedet er taget ved Gaza, Moraq. Foto: NIR ELIAS