Hvad er jødedom?

Af jødedom, kristendom og islam er jødedommen den ældste religion i verden, og den har sine rødder i de gammeltestamentlige fortællinger om Abraham og den pagt, han indgik med Gud om, at netop de skulle kaldes Guds udvalgte folk. Læs om jødernes historie her

Jødedom, kristendom og islam er de tre store monoteistiske religioner, der kun tilbeder én gud. Af dem er jødedommen den ældste. Dens oprindelse er skildret i den jødiske Bibel, Tora, som svarer til Det Gamle Testamente.

For 2500 år siden adskilte jødedommen sig mærkbart fra andre religioner. Dengang var det normalt at tilbede flere guder, der havde hver deres funktion, eksempelvis en solgud, en månegud eller en gud for vejret. At have mange guder kaldes polyteisme. Jødedommen proklamerede som noget nyt, at der kun var én Gud. Og Gud var skaber og opretholder af alt liv på jorden. En almægtig, kærlig og retfærdig Gud, som dømte det enkelte menneske på baggrund af, om det overholdt hans lov.

Jøderne som det udvalgte folk

I jødedommen er det en helt central tanke, at det jødiske folk er Guds udvalgte folk. Gud indgik en pagt med folket om, at han ville velsigne dem, hvis de fulgte ham.

På nogle måder adskiller jødedommens historieskrivning sig fra den videnskabelige og faktabaserede historieskrivning. Men Mosebøgerne beskriver jødedommens oprindelse og fortæller om, hvordan Abraham, jødernes stamfader, modtog et kald fra Gud om at drage ud og bosætte sig i Kanaans land. (Se 1.Mos.12,1-3).

Samtidig lovede Gud ifølge Mosebøgerne, at Abrahams slægt skulle blive et stort folk. Et folk, som Gud vil velsigne. Denne pagt indgik Gud med ham og som tegn på det, befalede Gud, at Abraham og hans kommende slægter skulle omskæres. (Se 1.Mos.17,10-13)

Dette tegn på pagten følger israelitterne, det jødiske folk, op gennem historien. Abrahams søn, Isak, giver det ifølge overleveringen videre til sin søn Jakob. Han får af Gud navnet Israel og bliver gennem sine 12 sønner stamfader til israelitternes ½1 stammer. Abraham, Isak og Jakob er israelitternes patriarker, stamfædre. De har stor betydning i jødedommen. Når jøder nævner Gud, bliver han ofte betegnet som "Abraham, Isak og Jakobs Gud".

Stamfædrene betyder så meget for mange jøder, at de mener, at disse tre mænd ikke blev skabt af Gud sammen med resten af skaberværket. Det har altid været bestemt, at de en dag ville leve på jorden. Det samme gælder for øvrigt også den lov, Gud gav jøderne. Den har ifølge overbevisningen også altid eksisteret.

Jøderne som lovens folk

En af Jakobs sønner, Josef, ender ifølge Mosebøgerne i Egypten, hvor han vinder Faraos gunst. Det gør ham til en stor og mægtig mand. Under en voldsom hungersnød drager Jakob sammen med sine øvrige sønner til Egypten, bosætter sig her og vokser gennem flere århundreder til et stort folk. Den senere Farao føler sig truet af dette store folk og undertrykker dem ved at gøre dem til slaver. Det går så vidt, at han befaler alle israelitternes drengebørn dræbt. En israelitisk kvinde nægter at bøje sig for kravet og forsøger at redde sin søn, Moses, ved at lægge ham i en kurv i Nilen. Ifølge fortællingen finder Faraos datter ham og tager ham til sig som sin egen søn.

Mosebøgerne fortæller videre, hvordan Moses som voksen modtager en befaling fra Gud om at udfri israelitterne og føre dem tilbage Kanaans land. Det modsætter Farao sig. Gud straffer derfor Egypten med ti plager, hvorefter Moses endelig får lov at føre sit folk ud af landet. De vandrer i ørkenen i fyrre år, inden de når Kanaans land. På Sinai-bjerget modtager Moses De 10 Bud af Gud (se 2.Mos.20,1-17). Derved bekræfter Gud pagten med folket. Israelitterne forpligter sig til at følge Guds lov for til gengæld at modtage Guds velsignelse som hans udvalgte folk. (Se 2.Mos.19,3-6).

Pagtslutningen på Sinai-bjerget mellem Moses og Gud er afgørende for den jødiske selvforståelse. Den rummer jødedommens essens, pagtstanken, at Gud har udvalgt jøderne som sit særlige folk. Loven, som indeholder De 10 Bud, er etiske retningslinjer for det jødiske folk. Disse to - pagten og loven - hænger uløseligt sammen.

Det forjættede land, Israel

I mange århundreder bor israelitterne ifølge overleveringen i Kanaans land, Israel. De bygger et tempel i Jerusalem, hvor de tilbeder Gud, som han har angivet det i den lov, de modtog af ham på Sinai-bjerget. Når folket følger Guds bud, går det dem godt. Men er de ulydige, møder de modgang, og fjender kommer og angriber landet.

Landet bliver senere delt i to: Et nordrige, Israel, som består af 10 af israelitternes stammer, og et sydrige, Juda, som er de resterende to stammer. I 722 f.v.t. angriber assyrerne nordriget, Israel, og tager folket med som fanger. Nogle år efter sker det samme for Juda. I 586 f.v.t. ødelægger babylonierne templet og fører folket i eksil i Babylon. Der er de indtil 539 f.v.t., hvor en del af dem kommer tilbage til Jerusalem og genopbygger templet, jødernes andet tempel.

Den antikke jødedom

Det andet tempels tid kaldes den antikke jødedoms tid og er præget af en verden med skiftende imperier. Først styrede perserne området, derefter grækerne og til sidst romerne. Jødedommen begyndte at forandre sig i perioden indtil år 70 e.v.t., hvor romerne ødelagde Jerusalem og dermed templet. Tre jødiske grupperinger dukkede op. Den største gruppe, farisæerne, lagde stor vægt på Toraen, Guds lov, som folket ifølge overleveringen fik på Sinai-bjerget. Saddukæerne derimod var tæt knyttet til templet og ypperstepræsten. Den sidste gruppe, essenerne, omfattede kun en lille flok mennesker, som boede isoleret i ørkenen.

Efter templets ødelæggelse i år 70 e.v.t. videreførte farisæerne jødedommen. Saddukæerne havde mistet deres grundlag, templet, og romerne jagede essenerne væk fra deres tilholdssted. Farisæerne var ikke afhængige af at have et tempel for at kunne dyrke Gud. Derfor overlevede de. Tidligere dyrkede jøderne Gud ved at ofre dyr og afgrøder til ham i templet. Nu blev synagoger og akademier centrum for religionen. Her blev ritualer som bøn og skriftudlægninger det centrale.

Siden templets ødelæggelse har størstedelen af jøderne levet uden for Israel. De levede i diasporaen, som betyder adspredelsen. Denne situation ændrede sig først i 1948, hvor staten Israel blev oprettet og jøderne fik det land tilbage, som i årtusinder har været centrum for deres historie og religion.

Livet i diasporaen

En del jøder blev tilbage i Babylon efter eksilet i år 586 - 539 f.v.t., og byen var i flere århundreder centrum for en stor, jødisk befolkning. Her opstod store akademier, som beskæftigede sig med jødedommen, og en af jødernes hellige skrifter blev nedskrevet: den babyloniske Talmud. Den betegnes ofte som Den mundtlige Tora, fordi den er en udlægning af loven fra Sinai-bjerget. Talmud indeholder dels Mishnah, som er love, der retter sig ind mod alle livets forhold, og dels Gemara, som er kommentarer til Mishnah.

På tilsvarende måde nedskrev nogle jøder en udlægning af loven i det nordlige Israel omkring år 375 e.v.t. Den kaldes Den jerusalemitiske Talmud. Siden er der kommet mange supplerende love til, efterhånden som tiderne har forandret sig. Derfor sidder der stadig i dag nogle jødiske ledere, rabbinere, og fortolker loven for at den kan gælde i alle livets forhold.

Tiden i Babylon, i det nuværende Irak, var en storhedstid for jødisk liv og tænkning. Men da området blev muslimsk, blev jødedommen fortrængt. Jøderne blev accepteret trods deres vantro, men havde en begrænset frihed i samfundet.

Efterhånden opstod jødiske samfund i både Europa og Afrika. Men da jødedommen ikke er en missionerende religion, forblev jøderne en minoritet. Udbredelsen af jødedommen gav altså ikke anledning til nogle voldsomme samfundsændringer på samme måde som udbredelsen af kristendommen og islam.

Jødisk historie rummer utallige eksempler på diskrimination og forfølgelse, specielt i middelalderens kristne Europa. Jøderne var ilde set, fordi de havde en anden religion og ofte levede isoleret.

Reaktionerne var mange. I 1492 drev spanierne 200.000 jøder ud af landet. Et andet middel til at komme jødedommen til livs var tvangsdåb med døden som alternativ, og i begyndelsen af 1500-tallet dukkede jødiske ghettoer op mange steder i Europa. Jøderne blev tvunget til at leve adskilt fra det øvrige samfund og havde kun begrænsede rettigheder. De måtte ikke tage universitetsuddannelser eller arbejde som håndværkere, så mange slog sig på handelsvirksomheder.

De kristnes jødeforfølgelser fortsatte op gennem reformationen. Den eneste forskel var blot, at jøderne ikke længere var den eneste gruppe, der blev anset for kættere. Både protestanter og katolikker bekæmpede nu også dem, der havde en anderledes kristen tro.