12. december: Forfatter: Fru Nillson kom tilbage for at sige farvel

"Engang hvor vi handlede hos købmand Andersen nede på Nordre Strandvej, så vi pludselig en kvinde stå og vinke meget langsomt ovre på den anden side, det var fru Nillson, der gjorde rent hos naboen, men fru Nillson havde været død i en uge," fortæller forfatter Jens Blendstrup

Har du haft en oplevelse, du ikke kunne forklare? Eller været i en situation, hvor en anden udbrød: "Der må være mere mellem himmel og jord"?

Ja, jeg har haft flere. Nogen af dem går langt tilbage til dengang, jeg var barn og boede i Risskov. Min mor var en svensk dame, som kunne få glas til at bevæge sig til børnefødselsdage. Og der var ingen snyd. Det var bare en evne, hun havde.

Engang hvor vi handlede hos købmand Andersen nede på Nordre Strandvej, så vi pludselig en kvinde stå og vinke meget langsomt ovre på den anden side. Jeg genkendte straks fru Nillson, for hun gjorde rent inde hos den handikappede dame ved siden af."

"Jeg skulle lige til at løbe over vejen, da min mor tog mig i armen og råbte stop. Der är nogen fel ved fru Nillson: mumlede hun. Og så så jeg det. Hendes ansigt var lykkeligt nærmest overstadigt. Og i stedet for at sætte sig ind i sin røde Volvo blev hun stående.

Der var ingen ord. Ikke noget med Hej Gerd. Eller kommer I ikke lige over og snakker, sådan som hun plejede. Det var en varm sommerdag, hvor asfalten var flimrende. Bilerne sneglede sig af sted. Der lå ispapir langs vejene. Min mor trak af med mig. Hun var bange, kunne jeg mærke.

LÆS OGSÅ: Troen på sjæle og ånder

Da vi kom hjem, fortalte min mor min far om hændelsen. Han blev ligbleg og slog op i Århus Stiftstidende under dødsannoncerne. Der stod det. Fru Nillson var død en lille uge i forvejen. Familien takkede hende for de gode år, de havde haft sammen."

"Det var det. Så var min mor helt rolig igen. Hun ville bare saja adjø: sagde hun. Og så lo hun. Og lavede drømmekage fra Brovst. Den tokiga fru Nillson. På den måde landede vi altid de sære oplevelser med noget livsbekræftende og muntert.

Hvordan tolker du den oplevelse?

Ja, hvordan tolker jeg den. Det letteste ville jo være at sige, at der er mere mellem himmel og jord, end vi aner. Jeg så hende jo tydeligt. Så jeg er sikker på, at hun var derovre. Og bilen var lige så solidt parkeret som de andre biler. Men det var ikke nogen uhyggelig oplevelse, så jeg blev først bange, da min mor blev bange.

Hvis jeg skal være dramatisk, var det måske en advarsel, for jeg ville jo være gået derover, hvis min mor ikke havde holdt mig fast. Men jeg tror, min mor havde ret i, hun ville sige farvel. Og der tror jeg nok, det er vigtigt at holde en vis afstand. Jeg er heller ikke i tvivl om, at vi levende kan fremkalde billeder af dem, der er borte. Men hvor meget der er os selv og hvor meget, der er de døde, ved jeg ikke.

Jeg tror, vi mennesker har lukket af for nogle sanser, som vi har dybt inde. Det er nok også derfor, vi har været tvunget til at finde på religionen. Jeg tror ikke, at dem, der er borte, virkelig ønsker at komme tilbage. Jeg tror faktisk ikke engang, de har noget sprog eller nogen bevidsthed. Andet end den, vi levende puster i dem. Hvis de bor i en himmel, tror jeg, det er en slags kollektiv, hvor de låner hinandens sjæle og tanker fra fælleskassen.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Jeg har altid været tvivlende, særligt når jeg skal svare på spørgsmålet. Min tro er rimeligt tilgroet med vedbend. Når jeg rationelt skal forholde mig til tro, er det jo grotesk og besynderligt, at vi kan tilbede idéen om en himmel og et efterliv og for længst døde sønner af en gud og en kvinde, der ikke blev gravid på den almindelige måde.

LÆS OGSÅ: Thomas Breinholt: Min farmor kom med en vigtig besked

Troen minder mig nogen gange om drømmens logik. Det fungerer, når du ikke helt er til stede. Og bagefter kan du ikke huske hvorfor. Troen bruges også alt for tit til at undertrykke mennesker. Den er alt for let at overtage af pirater. Der burde være en sikring, der slog ud, når fanatikere forsøger at misbruge Bibelen eller Koranen. Gerne med meget røg og stød. Så man kan se, hvor latterlige og livsfarlige de i virkeligheden er. Og det irriterer mig grænseløst, når nogen tager patent på sandheden, det være sig politisk eller religiøst.

Jeg er nok for anarkistisk og sådan menneskeligt anfægtet til, at jeg kan overgive mig til en religion. Jeg får også altid dårlig samvittighed og tror, jeg er til køreprøve: Fuck, jeg skulle have drejet af hos evangelisten Lukas! Nu er jeg dumpet.

Når jeg læser i Bibelen, er det ofte sproget, der rører mig først. Dernæst fortællingen og til sidst budskabet, som helst skal være fyldt med eksistentielt marv og livserfaring og helst ikke for meget Herre vi elsker dig. Det er for meget for mig. Det er lidt ligesom, når ens forældre prøvede at smugle en pille ind i en skumfidus, da man var barn. Spis den nu, Jens, så får du det bedre. (Gode præster er dem, der tør trække tingene ned i verden.)

Men som forfatter er det også noget af det vildeste og smukkeste, at mennesket har bygget så kæmpe fortællinger op om dem selv og om livet og døden. Det rører mig hver gang, jeg er i en kirke. Fordi jeg fornemmer, der er styr på det, der lige om lidt bliver borte.

LÆS OGSÅ: Det siger verdens religioner om livet efter døden

Jeg vil aldrig holde op med at betale til folkekirken. Simpelthen fordi jeg synes, det er en luksus, at der er et sted, hvor vi kan være stille, eller fortvivlede og langsomme eller, ja fortabte, ulykkelige eller lykkelige, fordi det er jul, og vi skal hjem og æde and og flæskesteg. Det betyder meget for mig, at jeg har et sted, hvor mine forældre ligger. Som jeg kan gå op til og mumle lidt ved. Og måske nyde en pilsner med min far. Så skåler jeg lige med gravstenen.

For tiden er jeg rimeligt afklaret. Jeg har nok haft guder nok i mit liv. Min far var jo også en gud, indtil jeg blev 32. Og lige nu nyder jeg at være fri for overmagter. Men hvis man går mig på klingen, mener jeg jo stadig, jeg kan tale med både min mor og min far. Og jeg tror også, de er her et sted. Og det er jo en form for religiøsitet, det ved jeg godt.

Historien og de mennesker, der var her før mig, har altid været levende i min familie. Min far lærte mig tidligt, at man skal holde dem, der er væk, i live og genfortælle dem for at kunne leve selv. Der er jo en enorm menneskelig erfaring i at vide, vi ikke er skumfødte, men børn af mennesker, der har levet. Af samme grund har jeg stadig min fars jakker på kontoret. Tager jeg hans herlovianer-jakke på, er der klar kontakt. Hvad vil du i dag, min søn?

Hvad laver du den 24. december? Hvad betyder julen for dig?

Jeg spiser dejlig mad og går om juletræet og synger både salmer og ikke-salmer. Hjemme i Risskov fik vi altid grineflip og løb for hurtigt rundt, når vi skulle synge, min far faldt også tit ind i selve træet, men i mine kones familie er det en gammel tradition. Af en eller anden grund vil min kone altid synge Kringsat af fjender.

Julen er en af mine yndlingsårstider. Det er som om kulden og mørket, får os til at krybe sammen og begynde at fortælle historier. Vi laver også altid juleudstillinger, men det er mest nisser og vat og dådyr af plastik. Der er også altid en minikirke med lys i. Den er af gips, og min mor har sat små røde gardiner ind foran vinduerne, så lyset, der kommer ud, er dæmpet og hyggeligt. Det var en, min far havde med hjemmefra sit barndomshjem i Præstø, og som mine døtre skal have med, når de overtager nisselandskabet. Det er ikke så tit, vi når i den rigtige kirke.

Jens Blendstrup er forfatter, dramatiker og debattør

LÆS ALLE AFSNIT AF JULEKALENDEREN "EN UFORKLARLIG OPLEVELSE"