13. december: Præst: De skønneste harmonier fyldte rummet omkring mig

VM-holdet krydser fingre for

"For bare en generation siden var man mere tolerant over for 'sære hændelser'; nu hører man oftest, at alt uforklarligt er dømt overnaturligt. Men måske er det uforklarlige blot... uforklarligt," mener Niels Underbjerg, der er sogne- og stiftspræst. Foto: Leif Tuxen.

"Aldrig før eller siden har jeg oplevet himmel og jord i sådant favntag. Og jo - associationerne til julenats englesang er da dukket op," skriver sognepræst Niels Underbjerg om en uforklarlig oplevelse i Norges natur

Har du haft en oplevelse, du ikke kunne forklare? Eller været i en situation, hvor en anden udbrød: "Der må være mere mellem himmel og jord"?

En hel del hændelser uden sikre forklaringer dukker op i min hukommelse. Et bord, der flytter sig uden synlig årsag; et smykke, der mirakuløst findes i 50 hektar skov; en uforståelig tilskyndelse til at begive sig til et for mig ukendt sted for at møde et ganske bestemt, ukendt menneske og aflevere en besked, der fik stor betydning."

"Men nu er det jo snart jul, så I får en beretning om en oplevelse, som 'lugter' lidt af jul. Det kunne godt være englebesøg, men det er det nu ikke: men hør her:

Jeg har af flere omgange haft mulighed for at have nogle ophold i Norge på et sted, hvor det var muligt at forene intense studier, gode samtaler, hyggeligt fællesskab med gode mennesker og ikke mindst skønne ture i den norske natur. En fantastisk berigende cocktail.

Jeg fik for vane - hvis morgenerne ikke var for kolde - at gå en tur, lige når det var blevet lyst; dels for at få strakt den dovne krop, dels for at holde en morgenandagt eller morgenmeditation i en natur, jeg til daglig ikke har adgang til midt i København.

LÆS OGSÅ:
"Der var kun Jesus og mig og det tidløse nu"

Jeg fandt mit faste sted på en mos-pude og med ryggen mod en træ. Gammel skov og nybeplantet lyngarealer udgjorde rammerne for mit lille 'private' gudstjenesterum, og fjeldene fungerede som ét stort alterparti, der nærmest 'tvang' mig til at begynde hver morgen med de første ord fra Salme 121 i Det Gamle Testamente: Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber."

"Her kunne jeg så i naturens egen katedral finde roen og stilheden til at bede og meditere og reflektere over gode ord fra Bibelen. Ren nektar for sjælen var det.

En gråvejrsmorgen, hvor efterårsdisen endnu ikke havde sluppet sit favntag af naturen, gik jeg til mit sted på mos-tuen ved træet. Jeg husker, at jeg overvejede, om det var ved at være for koldt til at gøre, som jeg plejer, men et blik mod fjeldene overtalte mig til at blive. Lidt småfrysende prøvede jeg at finde roen til meditationen. Denne morgen var der ikke megen hjælp at hente fra fuglene, der ellers kunne hjælpe mig på vej; det var som om, tågedisen også påvirkede deres sanglyst. Men også denne morgen lykkedes det.

Ganske kort henne i min morgenmeditation skete det, som jeg ikke har en forklaring på, men som jeg alle mine dage vil huske som et undrings-moment, jeg altid vil længes tilbage imod. Pludselig skiltes både disen og de ovenfor liggende skyer, som om nogen trak et gardin fra, og på et øjeblik forvandlede et intenst lys området foran mig fra en dugvåd tristesse til en hellig hal. Det var overvældende nok, men jeg tabte fuldstændig koncentrationen, da de skønneste harmonier som fra et megakor pludselig fyldte rummet omkring mig, og en klokkeklar røst sang nogle uforståelige ord hen over disse harmonier.

Jeg husker, at jeg, mens det stod på, nåede at spekulere på, om to andre morgenvandrere på skovstien også så og hørte det, jeg oplevede; det gjorde de ikke, fandt jeg senere ud af efter en forsigtig forespørgsel.

Efter det, som jeg opfattede som nogle minutter, forstummede sangen og harmonien lige så stille, og tilbage var det sædvanlige 'gudstjenesterum' nu uden disen. Og der sad jeg, fuld af undren, fyldt af spørgsmål, men først og fremmest fyldt af stor taknemmelighed.

LÆS OGSÅ:
Hvad er kristen meditation?

Uanset, om jeg fik svar på mine spørgsmål eller ej, uanset om jeg nogen sinde ville kunne forklare fænomenet bare en smule, så ville jeg kramme denne oplevelse som det dyrebareste smykke. Aldrig før eller siden har jeg oplevet himmel og jord i sådant favntag. Og jo - associationerne til julenats englesang er da dukket op

Jeg har naturligvis siden reflekteret over hændelsen både alene og sammen med fortrolige venner. Man er jo ikke en overspændt type, men én, der gerne vil have en forklaring. Alle spørgsmål har været stillet: hvorfor lige mig? Hvorfor lige dér? Hvad er meningen? Drømte jeg bare? Så jeg syner, eller hallucinerede jeg? - og utallige andre. Jeg skulle senere få en delvis forklaring - herom om lidt. Men først et par tanker om det uforklarlige.

Hvordan tolker du den oplevelse?


Jeg oplever jævnligt, at mennesker deler en uforklarlig hændelse med mig. Det er ret sjældent, at jeg prøver at komme med et bud på en tolkning, for den viser sig oftest at være utilstrækkelig. Men jeg har bemærket, at der i de seneste 10-15 år er opstået en nærmest nul-tolerance over for det, der ikke kan forklares."

"Enten bliver det dømt totalt nonsens og utroværdigt, eller også bliver det dømt overnaturligt. Det er som om, vi i en moderne verden kun kan tackle det uforklarlige på to måder: enten ved at flytte det til kassen for ikke-videnskabelige sager, eller ved at flytte dem helt uden for vores virkelighed.

For bare en generation siden var man mere tolerant over for 'sære hændelser'; nu hører man oftest, at alt uforklarligt er dømt overnaturligt. Men måske er det uforklarlige blot uforklarligt! Det er faktisk muligt, at der er mening i det hele, men vi har blot endnu ikke har fået fuldt lys over hændelsen.

Som jeg oplever det, kan de fleste mennesker i praksis sagtens leve godt med det uforklarlige; det kan jeg også. Helt ærligt er det, jeg bøvler mest med i livet, alt det, der er en eller anden forklaring på. Og jo, jeg er opmærksom på, at der er større behov for en forklaring på det uforklarlige, der skræmmer os, end for det, der gør os godt.

Tilbage til min uforklarlige hændelse. Der skulle komme en - delvis - tydning af oplevelsen og på en lige så overraskende måde. En god del tid efter 'englesangen' sad jeg på den forreste bænk i Nazaret Kirke på Østerbro langt fra den norske natur både i geografi og situation. Det eneste fælles med oplevelsen i Norge var, at jeg sad i kirken som præst og skulle lede en stillegudstjeneste med tekstlæsning, stilhed og meditativ musik i en afvekslende rytme.

Efter første læsning af en bibeltekst og lidt stille meditation satte gæstesangeren i med de første sangstrofer oppe ved siden af orglet - helt unisont. Og jeg følte det, som om jeg blev ramt af et knytnæveslag i nakken, et slag, der forplantede sig til hele min krop.

På et splitsekund blev jeg ført tilbage til ovennævnte, lysfyldte oplevelse i den norske natur; den sangstemme, der lød i Nazaret Kirke, var den samme klokkeklare røst, der havde sunget hen over de vidunderlige harmonier. Og nej - sangeren havde aldrig besøgt dette sted i Norge; det erfarede jeg, da jeg efter gudstjenesten fortalte den pågældende om min oplevelse. Jeg tror, at min beretning kom til at få en del betydning for denne sanger.

LÆS OGSÅ:
"Naturen er det største af alle templer"

Jeg prøver ikke længere på at finde nogen endegyldig forklaring på det, der skete, men jeg er overbevist om, at det helt og fuldt går an at tyde hændelsen som Guds kærtegn af sit menneske. Først en præst i den norske natur; så en sanger i en kirke på Østerbro. Kærtegnet af Guds godhed. Uforklarligt, uforståeligt, men ikke overnaturligt. Og under alle omstændigheder velsignet.

Hvordan vil du beskrive din tro?


Min tro er aldrig en statisk størrelse, for den lever aldrig uafhængigt og upåvirket af mit daglige liv. Min tro er udfordret af vor kulturs stadige stærkere forventning om, at det gælder om at tro på sig selv. Det forventes, at vi selv skaber og sikrer vore egne livsvilkår - ideelt set helst uden andre påvirkning eller indgreb.

Det klinger lovende i vore ører som en invitation til den ultimative frihed - udbasuneret som det moderne menneskes lykkedrøm. At forsøge at udleve sine drømme og bruge sine ressourcer til selvrealisering er vel menneskets naturlige drift, men hvis det udelukkende sker i selvcentreringens lukkede rum, så ender det med, at en sund tro på sig selv afløses af eksistentiel stress. Det er ganske møjsommeligt selv at skulle 'opfinde den dybe tallerken' på alle livsområder.

Jeg har erfaret, at det går an at hvile ind i noget, der allerede er 'opfundet' af andre; at det går an at basere sin liv på den livsvisdom, der er opsamlet af andre; at det går an at tro på, at der er en uden for mig selv, der vil mig det godt; at det går an at lægge sit liv i hænderne på den Gud, der ikke blot kender det ufattelige univers, men også kender lige så ufattelige mig.

Det er godt at kunne hvile i, at selv om jeg i al min gode foretagsomhed ikke kan få alting i livet til at vende rigtigt, så er der én, der har styr på mig og på det, jeg møder i mit liv, forklarligt eller ej. Det er godt i liv og død at kunne finde ro i de sidste ord fra ovennævnte Salme 121: Herren bevare dig mod alt ondt, han bevare dit liv. Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.

LÆS OGSÅ: Forfatter: Fru Nillson kom tilbage for at sige farvel

Hvad laver du den 24. december? Hvad betyder julen for dig?


Den 24. december har de fleste præster nok travlt med andre ting end de fleste. Juleaftensdag skal jeg om formiddagen være præst ved en børne- og familiegudstjeneste planlagt sammen med Lars, sognets børne- og familiemedarbejder.

Om eftermiddagen skal jeg forkynde juleevangeliet ved en mere traditionel, men lige så festlig gudstjeneste med julesalmer, kor og blæsere. Og herefter går jeg sammen med min hustru, mine børn, min svigerdatter og vort barnebarn op i præsteboligen og fejrer barndommens jul med and og flæskesteg, juletræ og julesang, gaver med mere. Og efter en forhåbentlig god nats søvn venter juledagens must: julehøjmessen - i år ved min kollega.

Julen er så vidunderlig i sin insisteren, når den proklamerer, at Gud vil mig som menneske så meget, at han bevæger sig fra himmel til jord for at føre mig fra jord til himmel. Det er nok det allermest uforklarlige i denne verden. Men jeg lever godt med det - vil faktisk ikke undvære det!

Niels Underbjerg er sognepræst på Østerbro og stiftspræst for nyreligiøse strømninger i Københavns Stift


LÆS ALLE AFSNIT AF JULEKALENDEREN "EN UFORKLARLIG OPLEVELSE"