19. december: Asatroende: Jeg lavede vejrmagi, og det virkede

"Jeg indhentede derfor tilladelse fra brudeparret til at lave noget vejrmagi i forbindelse med deres bryllup, og fik den," fortæller asatroende Loke Troldravn i religion.dk's julekalender "En uforklarlig oplevelse". Foto: Privatfoto

En udendørs bryllupsfest blev fejret i solskin efter asatroende og informationsansvarlig i Forn Sidr Loke Troldravn udførte et ritual for at bede om godt vejr

Har du haft en oplevelse, du ikke kunne forklare? Eller været i en situation, hvor en anden udbrød: "Der må være mere mellem himmel og jord"?

Jeg vil gerne berette om en episode, der for mange nok vil være en ret uforklarlig ting, men som for mig er en naturlig del af livet med asatroen og anvendt magi.

For et par år siden var min kone og jeg inviteret til bryllup hos et par nære venner, og dette var planlagt til at foregå for en stor del udendørs. Jeg tænkte derfor, at det ville være rart, hvis man kunne regne med tørvejr på dagen. Jeg indhentede derfor tilladelse fra brudeparret til at lave noget vejrmagi i forbindelse med deres bryllup, og fik den.

Jeg gik derefter ud i min have, hvor vi har vores eget blótsted og holdt et lille blót til ære for nogle af mine guder, men især Njord. Jeg ofrede nogle forskellige ting til vætterne, diserne og Njord og lavede derefter en pagt med dem om, at hvis det ville holde tørt på mine venners bryllupsdag i Nordjylland, så var det til gengæld i orden, at det regnede på min fødselsdag midt i august - noget jeg kun har oplevet en eller to gange i mit 43 år lange liv.

Jeg skal hilse og sige, at jeg fik betalt prisen - det øsregnede hele dagen, men det var det hele værd, da mine venner havde fabelagtigt vejr på deres dag.

Hvordan tolker du den oplevelse?

Denne hændelse tolker jeg som en naturlig del af livet. Vi er omgivet af forskellige kræfter - energier om man vil - som vi kan påvirke på forskellige måder, hvis vi vil. Jeg skelner ikke mellem sort og hvid magi. Det er for mig en og samme ting, da det jo altid vil være sådan, at det er skidt for nogen og godt for andre.

Magi er ikke i min optik noget, man skal tage for let på og bruge i flæng, da der altid er en pris, der skal betales, og det kan være svært for nogle at håndtere konsekvensen af deres handlinger.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Hvis jeg skal beskrive min tro så kort som muligt, så vil jeg sige, at jeg hylder de nordiske magter og hele den gudeverden, der hører til, det vil sige både aser, vaner, nornerne, jætter, diser, vætter og naturen omkring os. Alt sammen er noget, der giver mig styrke, indsigt og glæde på min vej gennem livet både i gode og i svære tider."

Hvad laver du den 24. december? Hvad betyder julen for dig?

Den 24. december betyder ikke en døjt for mig. Det er blot en ganske almindelig dag. Jeg følger årshjulet og fejrer dermed vintersolhverv, som falder den 21. december, hvor jeg hylder solen, og at lyset begynder at vende tilbage til glæde for naturen og alle os, der lever i den.