2. december: Thomas Breinholt: Min døde farmor kom med en vigtig besked

I mit eget liv skete der nogle ting omkring min fars død, som jeg ikke med min bedste vilje kan forklare. Det har overbevist mig om, at der er ting ved den menneskelige bevidsthed, som vi ikke kan forklare, siger Thomas Breinholt i religion.dk's julekalender "En uforklarlig oplevelse." Foto: Cæciliie Philippa Vibe Pedersen.

"Vi bliver nødt til at anerkende muligheden for, at en del af den menneskelige bevidsthed måske overlever den fysiske kropsdød. Ellers er det svært for mig at sætte mine oplevelser i relief," siger programchef i TV2 Thomas Breinholt, som stod bag tv-programmet "Åndernes Magt"

Har du haft en oplevelse, du ikke kunne forklare? Eller været i en situation, hvor en anden udbrød: "Der må være mere mellem himmel og jord"?

Rigtig mange af de oplevelser vi havde, da vi lavede 'Åndernes Magt' var svære at forstå. Men det var jo ikke mit eget liv, det handlede om. I mit eget liv skete der nogle ting omkring min fars død, som jeg ikke med min bedste vilje kan forklare. Det har overbevist mig om, at der er ting ved den menneskelige bevidsthed, som vi ikke kan forklare.

I 2001, et halvt år før min fars død, er jeg på Møn i min fars sommerhus med min ven og arbejdskollega Mikael. Det skal fortælles, at det hus vi er i, har været min farmors. Hun døde af leverkræft netop i det hus, i 1979. Siden da har mange besøgende følt, at der var noget mærkeligt ved det her hus, uafhængigt af hinanden. Det følte jeg også selv, men lagde ikke noget særligt i det."

Den aften dør min morfar uventet af en blodprop i hjertet, og min mor ringer og fortæller om det. Jeg er meget oprevet og ked af det over nyheden. Midt i den her stemning fortæller Mikael mig (og han er altså ikke et medie på nogen måde og har aldrig arbejdet som sådan), at min farmor er her og gerne vil sige noget vigtigt til mig. Gennem Mikael siger hun, at jeg skal forlige mig med min far. På det her tidspunkt har jeg et ret anstrengt forhold til min far.

Det er en helt absurd situation jeg sidder og er ked af det, min morfar er jo lige død og Mikael sidder nærmest og oversætter min farmors ord. Min far arbejder på det tidspunkt i Bolivia og jeg spørger, om det virkelig haster så meget, skal jeg virkelig tage til Sydamerika nu? Men ja, det haster, ifølge min farmor.

Jeg vælger at følge opfordringen, og spørger Mikael, der er fotograf, om han vil tage med så kan vi filme min far. Der er intet, der peger på, at min far er tæt på at dø. Jeg tager hele vejen derover og får en masse filmoptagelser med min far. Jeg fortæller ham aldrig, hvad der fik mig til at tage turen netop på det tidspunkt. Men jeg får stillet ham nogle spørgsmål, han synes er ret mærkelige, for eksempel om, hvor han gerne vil begraves. Jeg benytter også lejligheden til at få talt ud med ham. Det bliver den helt store vasketur, vi tager og der er ikke noget, der ikke bliver sagt.

LÆS OGSÅ:Var det min mormors spøgelse?

En af de mærkeligste ting, min meget areligiøse far fortæller mig under besøget er, at han havde drømt, at han så Guds øje. Han syntes selv, det var en ret fantastisk drøm. Den havde gjort så stort indtryk på ham, at han havde fortalt det til Lucy, sin bolivianske kone. Hun blev imidlertid meget oprørt; for hende var den drøm et dårligt varsel.

Fire måneder efter min Bolivia-tur mellemlander min far i København, hvor jeg ser ham én dag, og følger ham ud til lufthavnen. Han har fået en konsulentopgave i Namibia. Jeg får min lillebror til at filme vores farvel. Det bliver sidste gang, jeg ser ham i live. Nogle måneder efter ringer telefonen fra Namibia: min far er død af en blodprop i lungerne.

Da han skal begraves, kan jeg vise begravelsesfølget de film, jeg har lavet med min far. Det var meget bevægende. Hans dødsfald kom jo som et chok for mange.

Omkring en måned efter min fars død er jeg igen i sommerhuset på Møn, denne gang med en veninde, som er fuldstændig ikke-troende. Hun sidder i min fars stol og pludselig siger hun, at hun har det, som om der er en person foran hende én der vil noget.

Så går hun hen til et indisk skuffedarium med 49 skuffer, tager den nederste skuffe ud og siger: 'Du skal kigge i denne skuffe, det vil han have.' Helt bagerst i skuffen ligger der nogle billeder af min far og hans familie i Bolivia, som jeg aldrig har set før. Jeg ser ikke selv min far, men min veninde ser min far gå nærmest fysisk ud af verandadøren og væk. Hun har aldrig oplevet sådan noget før og er ret rystet bagefter.

Hvordan tolker du de oplevelser?

Var det indbildning? Jeg har meget svært ved at tro, at det var indbildning med alt det, der skete. Min bedste forklaring på det, der skete, er, at vi bliver nødt til at udvide vores opfattelse af, hvad den menneskelige bevidsthed er for noget. Vi bliver nødt til at anerkende muligheden for, at en del af den menneskelige bevidsthed måske overlever den fysiske kropsdød. Ellers er det svært for mig at sætte mine oplevelser i relief.

Den endegyldige test for sommerhusoplevelsen med min afdøde farmor var jo, om jeg havde travlt i forhold til at forlige mig med min far? Og det havde ingen kunnet regne ud, at jeg havde min far var sund og rask og havde ikke været ved læge i 20 år. Og så dør han kort efter mit besøg i Bolivia. Og det var jo helt ekstremt vigtigt, både for min far og mig, at vi havde den oplevelse sammen. Det gjorde en forskel. Hvor hårdt det end var, røg der tunge sten fra både hans og min bevidsthed.

Jeg tror, at efter sin død ville min far minde mig om, at vi skulle tage os af hans øvrige familie. Han døde, før han fik ordnet sine egne familieforhold og sikret sine to børn i Bolivia økonomisk. Hvis hans bevidsthed eksisterede efter døden, havde den et behov for at minde mig og min bror om, at der stadig var noget uafsluttet, der skulle rundes af. At min veninde skulle finde på at opføre sådan et skuespil og finde billeder, jeg ikke selv vidste fandtes, og som havde en sådan betydning det har jeg svært ved at forestille mig.

Siden den oplevelse har jeg kun mødt min far i drømme. Alle de mærkelige stemninger i sommerhuset forsvandt efter den oplevelse. Ingen besøgende har det ubehageligt i sommerhuset længere.

Den her historie har åbnet min interesse for dødslejesyner, nærdødsoplevelser og reinkarnationserfaringer. Jeg lavede Sjæl og Videnskab netop på grund af de her oplevelser. Er der evidens for, at vi slet ikke forstår, hvad bevidsthed er? Det synes jeg, der er. Der er meget stor tvivl om den model, at mennesket er en biologisk robot.

Vi mangler seriøs forskningsmæssig interesse for disse spørgsmål, mener jeg. Og det er ærgerligt, for i takt med at molekylærbiologerne graver sig ned i hjernen, fjerner vi os mere og mere fra en seriøs udforskning af, at hvis vi har en sjæl, hvad skal vi så gøre, for at den sjæl har de bedste betingelser? Hvad er en sund sjæl og hvordan får vi en sådan? Mine oplevelser åbner for en ladeport af spørgsmål, også af teologisk art.

Hvordan vil du beskrive din tro?
Vi ved jo ikke noget. Men med alt hvad jeg har oplevet tænker jeg, at det er mere sandsynligt, at livet fortsætter i en eller anden grad, end at det stopper.

Jeg opfatter de fleste religioner som en form for færdselslærebog, der fortæller, hvad der er vigtigt for den overlevende del af os selv. Alle religioner er som floder, der løber ned i det samme hav og de er opstået, fordi vi har brug for at kunne navigere efter de behov, som den ikke-dødelige del af os selv har. Den del af os, der fortsætter, har brug for andre ting (for eksempel kærlighed, ærlighed, omsorg, sande værdier) end vores dødelige jeg. Hvis vi lever efter robot-modellen, er det kun vores dødelige krops interesser for magt, anseelse, sex, perlespelt, fitness og plastik-operationer, der har noget at sige. Vores fokus ville ændre sig, hvis vi overvejede, om vores bevidsthed overlever døden. Jeg kan se, at folk med nærdødsoplevelser ændrer sig. De bliver mere fokuserede på deres næste og på at have omsorg for andre. Det er meget markant.

Jeg tror, vi både har en krop og noget, man kunne kalde en sjæl, den del af vores bevidsthed, der formentlig overlever den fysiske død. De budskaber, jeg modtog fra min farmor og min far, var orienterede mod næsten, de var relationsorienterede. Det er jo også det, Jesus siger: 'Elsk din næste som dig selv.' Kig på dine værdier. Det er dem og din godhed, kærlighed, der betyder alt for, om du kan være en del af mit rige.

Når jeg beder, er det kristne bønner, jeg beder, og det er kristendommen, jeg er vokset op med. Men jeg tror, at alle religioner fører samme sted hen.

Hvad laver du den 24. december, fejrer du jul? Hvad betyder julen for dig?

Ja, jeg fejrer jul, julen betyder rigtig meget for mig. Jeg går i kirke juleaften og har sunget i kirkekor i mange år. Før eller efter kirke går jeg altid en lang tur alene juleaften, hvor jeg mediterer. Nogle gange går jeg ud i naturen eller langs havet, men altid udenfor. Der er sådan en utrolig ro, juleaften, det er en hellig aften. Jeg får en stor følelse af hellighed. Jeg forsøger også at lokke min skrækkeligt ateistiske familie med i kirke, men det er ikke nemt.

Thomas Breinholt er programchef på TV2 og har tidligere arbejdet i DR, hvor han blandt andet stod bag "Sjæl og Videnskab". Før det har han været vært ved TV2 Zulu's "Åndernes Magt"

LÆS ALLE AFSNIT AF JULEKALENDEREN "EN UFORKLARLIG OPLEVELSE"