20. december: "På min pilgrimsrejse viste jomfru Maria sig"

"Min tro er en nådegave, jeg har modtaget fra Gud. En gave som skænkes ethvert menneske, der beder derom. Troens gave er det dyrebareste i mit liv", siger den katolske præst Benny Blumensaat, der her ses på pilgrimsvandring i Jerusalem. Foto: Privatfoto

"Hun viste sig med et lysskær på himmelen for at fortælle pilgrimsrejsende, at hun havde båret Jesus, verdens lys," fortæller katolsk præst Benny Blumensaat i religion.dk's julekalender "En uforklarlig oplevelse"

Har du haft en oplevelse, du ikke kunne forklare? Eller været i en situation, hvor en anden udbrød: Der må være mere mellem himmel og jord?

På en pilgrimsrejse til Medjugorje i Bosnien-Herzegovina oplevede jeg for nogle år siden et overnaturligt lysskær på himlen en bælgmørk aften klokken 21.30 på det lille bjerg i Medjugorje. Tre gange viste lysskæret sig, og umiddelbart derefter viste jomfru Maria sig for en af seerne (personer, der har fået syn af jomfru Maria).

LÆS OGSÅ: Miraklet i Medjugorje

En anden gang blev jeg ringet op af en fortvivlet mor, som havde mand og fire børn. Et genfærd huserede i deres hus, og de spurgte, om jeg kunne få det til at forsvinde. Om natten boede de længere nede ad gaden hos svigermor, da de ikke turde bo i huset, fordi genfærdet larmede for meget, og der var en konstant kulde i huset. Det havde stået på et års tid, og familien var helt almindelige danskere - ikke særligt religiøse. Jeg sagde: 'Ja, jeg kommer og driver genfærdet væk i Jesu navn.'

Hvordan tolker du de oplevelser?

Lyset, som jeg så på bjerget, var jomfru Marias måde at fortælle mig og de tusinde af pilgrimme, der var til stede, at hendes søn Jesus er verdens lys, og mørket må vige, når Han kommer. Jomfru Maria har båret verdens lys, som blev født i stalden i Betlehem i sit moderskød, og den dag i dag peger hun hen imod Ham som ved brylluppet i Kana, hvor hun sagde til tjenerne: 'Gør hvad Han siger.'

Den anden begivenhed endte med, at jeg tog op til familien med kors og vievand, gik rundt i hele huset og brugte min præstelige myndighed til i Jesu navn at bede genfærdet om at forsvinde og gå derhen, hvor han var bestemt til at skulle være.

LÆS OGSÅ: Hvor hellig er Jomfru Maria for katolikker?

Efter næsten et års ufrivillig overnatning hos svigermor kunne familien flytte hjem igen, genfærdet var væk. Dette tolker jeg som et tegn på, at den autoritet, som Jesus har givet kirken og de troende, skal bruges, og når vi gør det, så handler Jesus med helbredelse, udfrielse og forløsning.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er en nådegave, jeg har modtaget fra Gud. En gave som skænkes ethvert menneske, der beder derom. Troens gave er det dyrebareste i mit liv. I troen rækker jeg - som Paulus siger det - ud efter det, der ligger forude med tillid til, at der er noget uendeligt smukt i vente den dag, jeg forlader jorden.

Troens gave giver mit liv indhold og retning, og troen fortæller mig, at Jesus lever, at kirken er Kristi legeme, og at mit, dit liv og ethvert menneskes liv har en uendelig værdi fra undfangelsens øjeblik indtil den naturlige død. Min tro er som en dyrebar perle eller en diamant, der gerne skulle udsende mange smukke farver, som andre mennesker kan blive tiltrukket af og længes efter.

LÆS OGSÅ:Fem Maria-valfartssteder

Hvad laver du 24. december? Hvad betyder julen for dig?

Julen er en af de smukkeste begivenheder i det liturgiske år, og for mig som katolsk præst øjeblikket hvor jeg sammen med min menighed og hele menneskeheden fejrer, at Jesus blev født i stalden i Betlehem, og at han bliver genfødt i vore hjerter. Klokken 15.00 fejrer jeg familiemesse med krybbespil i kirken.

Juleaften holder jeg sammen med nogle fra menigheden, som er alene, og vi starter foran krybben i kirken, hvor juleevangeliet bliver læst, og derefter er der spisning, gaver og dans om juletræet. Klokken 24.00 fejrer jeg midnatsmesse i Skt. Nikolaj Kirke, og igen den 25. december fejrer jeg messe klokken 10.00 i Esbjerg og klokken 16.00 i Tønder.

Så for mig er julen en fejring af, at Gud er blevet menneske, og det betyder dermed også, at mit liv er forvandlet. Gud er trådt ind i menneskeheden og har dermed åbenbaret sig selv til menneskenes Frelser. Et fantastisk håb er tændt julenat, og med englene synger vi: 'Ære være Gud i det høje.'

Benny Blumensaat er pastor i den katolske kirke i Esbjerg

LÆS ALLE AFSNIT AF JULEKALENDEREN "EN UFORKLARLIG OPLEVELSE"

"Min tro er en nådegave, jeg har modtaget fra Gud. En gave som skænkes ethvert menneske, der beder derom. Troens gave er det dyrebareste i mit liv", siger den katolske præst Benny Blumensaat. Foto: Palle Hedemann/