21. december: "Gud sendte to koreanere for at hjælpe mig"

Under en jordomrejse blev landsleder i Areopagos Lars Mollerup-Degn hjulpet af fremmede, da han allermest havde brug for det. Gud havde sagt til dem, at de skulle opsøge ham

Har du haft en oplevelse, du ikke kunne forklare? Eller været i en situation, hvor en anden udbrød: Der må være mere mellem himmel og jord?

"I 1987-88 rejste jeg rundt om Jorden og besøgte først og fremmest en række lande i Asien. Flere steder var jeg frivillig medarbejder for organisationen Youth With A Mission (YWAM) og arbejdede blandt andet i en stor FN-flygtningelejr i Thailand og i Manillas slumområde på lossepladsen Smokey Mountain."

"Det var spændende og udfordrende for et ungt menneske i begyndelsen af 20erne at møde så mange skæbner, som levede med helt andre vilkår og muligheder, end hvad jeg selv havde. Jeg havde sparet sammen til turen og levede så billigt, jeg kunne for at strække pengene og rejsen så langt som muligt. Kunne jeg spare nogle kroner på at gå frem for at tage en bus, gjorde jeg det."

LÆS OGSÅ: Tre valfartssteder for pilgrimme

"En dag sad jeg og snakkede med en 12-årig pige, som boede med sine forældre og søskende på Smokey Mountain, hvor de levede af, hvad de kunne finde og samle fra affaldsbilerne, når bilerne kom og tømte deres last. Pludselig spurgte hun mig: 'Lars, er du rig?'. Det er et spørgsmål, som har siddet fast i mit sind siden, og som jeg ofte har mindet mig selv om, når jeg var lidt utilfreds med tilværelsen."

"Selvom jeg ikke følte mig rig, så var jeg det jo i den grad i sammenligning med hende. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare, for hverken ja eller nej ville være korrekt. Rigdom er ikke en absolut størrelse, men afhænger i høj grad af, hvad man forventer, hvad man sammenligner med, og hvordan man forvalter det, man har fået."

"På en sådan dannelsesrejse, som det jo var, er man åben og nysgerrig og ønsker at prøve sine grænser og sine værdier af. Jeg nød derfor det store netværk min udvidede familie oplevede jeg dem som af baser, skoler og projekter, som YWAM driver overalt i verden."

"Jeg havde hjemmefra planlagt at skulle bo og arbejde på et par baser, men da jeg ind i mellem rejste som almindelig backpacker rundt i Asien, søgte jeg ofte ind på baser, jeg kom forbi, hvor jeg alle steder oplevede at blive taget ind og få lov at bo i diverse bofællesskaber. Det var fantastisk!"

LÆS OGSÅ: En drøm blev afgørende for min overlevelse i Sibirien

"Da jeg havde rejst rundt i Thailand, Malaysia, Indonesien, Australien og Hong Kong, ankom jeg til Seoul på vej mod Manilla. I Seoul havde jeg ingen planer udover at ville besøge verdens på det tidspunkt største menighed. Jeg havde efter mange måneders rejse, hvor jeg hele tiden havde boet tæt og uden meget privatliv, besluttet mig for, at jeg bare ville finde et billigt hostel og bo helt for mig selv. Jeg syntes ikke, at jeg orkede at forholde mig til nye venner og relationer endnu en gang."

"Et rum på et billigt hostel i Seoul viste sig at betyde et rum helt uden møbler. Gulvet var hævet en halv meter over niveauet på gangen, og under gulvet var installeret kulfyret gulvvarme. På gulvet var der slidt linoleum og to vattæpper et til at ligge på og et til at tage over sig. Det var absolut alt, der var i rummet. Der var kun koldt vand på badeværelset, som bestod af en stor tønde med en øse i. Toilettet var et hul i jorden, som ligeledes skulle skylles ud med en øse. Gulvet var bar cement, og huset var ikke isoleret."

"Udenfor var der frostvejr og et tyndt lag sne. Jeg ankom direkte fra Australiens og Hong Kongs varme i sandaler og kunne slet ikke finde varmen. I løbet af den første nat pådrog jeg mig en ordentlig gang influenza, og selvom jeg fandt en offentlig badeanstalt i nærheden, hvor jeg for en stund kunne blive ren og varm, så syntes jeg, at det eneste sted, jeg kunne holde ud at være, var imellem mine to vattæpper, hvor jeg kunne ligge og have rigtig godt gammeldags ondt af mig selv og føle mig helt alene i verden."

"I 1988 var der ikke noget, der hed internet eller e-mail. Fax var hundedyrt og telefonopkald endnu værre. Så kontakten hjem gik gennem breve. På en jordomrejse uden faste adresser, men blot nogle cirka datoer for hvornår jeg var i hvilke storbyer, gik posten gennem Poste Restante."

LÆS OGSÅ: Jøde: Det mærkelige kan sagtens ske af sig selv

"For dem, som ikke skulle kende til systemet, så betyder det, at venner og bekendte kunne sende breve til hovedpostkontoret i den by, de regnede med, jeg ville være i på modtagelsestidspunktet. Jeg tog så ind til postkontoret, viste mit pas og spurgte, om der lå noget post til mig. På den måde kunne der samle sig en halv snes breve, som lå og ventede på mig, når jeg kom til en ny by med nogle ugers mellemrum."

"Jeg lå nu under mit ensomme vattæppe og kom til at tænke på, hvor dejligt det ville være, hvis jeg kunne få lidt selskab igennem nogle breve, hvis der var kommet nogle sådanne. Jeg samlede mig derfor sammen og gik som i en døs til postkontoret. Jeg stod længe i kø, følte jeg, men heldigvis var der rent faktisk en håndfuld breve til mig, da jeg nåede frem til skranken."

"Da jeg gik mod udgangen, blev jeg stoppet af to unge koreanere. 'Hvor bor du?', spurgte de. Jeg var nok lidt afvisende, for jeg havde ærlig talt ikke lyst til at snakke med nogen og ville bare hjem under tæppet med mine breve og mine feberturer. Men de var vedholdende. De fortalte, at de kom fra en YWAM-base i nærheden og at de, da de havde holdt morgenbøn, havde følt, at Gud talte til dem om, at de skulle gå ned på posthuset. For der ville der dukke en vesterlænding op, som havde brug for deres hjælp, og som de skulle tage sig af."

"Da jeg fortalte, at jeg havde arbejdet for YWAM i Thailand og var på vej til det samme i Manilla, var de overbeviste om, at jeg var den person. Så de tog med hjem og hentede min bagage, og jeg flyttede over på YWAM-basen, hvor jeg igen blev en del af den udvidede YWAM-familie de følgende tre uger. De passede og plejede mig, vaskede mit tøj og da jeg var på højkant igen tog mig med i deres daglige gøremål på stabsseminar og udflugter. Jeg havde det pragtfuldt og var dybt taknemmelig."

Hvordan tolker du de oplevelser?

"Jeg indså, hvor rig jeg var, ikke fordi jeg ejede en masse, men fordi jeg midt i min søgen efter en individuel frihed opdagede, at jeg både var afhængig af andre og at de var der, også når jeg var for stolt og egenrådig til at opsøge dem."

LÆS OGSÅ: Præst: De skønneste harmonier fyldte rummet omkring mig

"Og størst af alt var, at det ikke bare var en almindelig tilfældighed, at jeg mødte et par venlige mennesker på et posthus i Seoul. De var helt overbeviste om, at de handlede direkte og konkret på den instruktion eller inspiration, de havde modtaget under deres morgenbøn. På den måde blev jeg deres bønnesvar, og de blev for mig endnu en - i ordets egentlige betydning underlig erfaring af, at Gud ikke glemmer sine børn, heller ikke mig."

Hvordan vil du beskrive din tro?

"Jeg er kristen og medlem af folkekirken. For mig handler kristen tro om relation og fællesskab - først og fremmest med Gud - men også med de mennesker, han har givet mig anledning til at leve sammen med. Tro er tillid til det, man håber, og det man ikke ser. At tro på Gud er at have tillid til hans omsorg og frimodighed til at tage livet på sig, som det kommer til mig."

Hvad laver du 24. december? Hvad betyder julen for dig?

"Den 24. december er jeg sammen med min familie. I år er det foruden min kone og vores fire børn mine svigerforældre. Vi vil bruge dagen til at hygge, forberede middagen, være sammen med gode venner i kirken og så en helt traditionel juleaften med god mad, danse om juletræet og dele gaver ud. Vi vælger altid mindst en julesalme hver, og vi pakker en gave ud ad gangen på skift. Så klokken bliver som regel over 23, inden vi er færdige og når til kaffen."

"Vi har naturligvis levende lys på træet, og vi har den tradition, at når der kun er en flamme tilbage, så synger vi igen og igen: 'Du lille lys, du lille lys. Nu er det ude med dig'. Når det går ud, er juleaften forbi. Men selve julen er jo først lige begyndt, for hos os varer den lige til helligtrekongersaften, hvor træet tændes for sidste gang, inden det smides ud."

LÆS OGSÅ:Julen varer lige til helligtrekonger

Lars Mollerup-Degn er landsleder i Areopagos, Danmark.