Når kosten er kosher

LÆS OGSÅ: Hvad er kosher?

Det kan være vanskeligt at opretholde et kosher-køkken, hvis ikke alle, som bruger køkkenet, forstår og værdsætter reglerne, skriver Lene Andersen.

For husmoderen og husfaderen, der søger stadig fornyelse i køkkenregionerne, synes et oplagt tema at være det jødiske kosherkøkken.

Inden man kaster sig over de nye kulinariske udfordringer er der dog en række regler, der skal overholdes. Forordningerne, der finder deres oprindelse i Mosebøgerne, opdeler groft råvarerne i to grupper nemlig Kosher og Treyfah, hvor førstnævnte er de produkter, der uden problemer kan indtages af den rettroende jøde.

Med udgangspunkt i Mosebøgerne betragtes blodet som livet i kødet, og det tilhører Gud. For at være kosher skal dyr desuden være både drøvtyggende og udstyret med spaltede klove, så anses det for egnet i køkkenregionen. Dette diskvalificerer svinet, der ikke tygger drøv, men dog har klove, ligesom blæksprutte, kanin, ål, insekter og hest ej heller betragtes som egnet jødisk spise.

Fisk, ko, and og kylling er til gengæld tilladte produkter for den jødiske husmoder. Af mere eksotisk karakter er klippegrævling, kamel eller ørn, alle dyr som den rettroende jøde heller ikke må indtage. Et ekstrakt af Mosebøgerne med hovedvægten lagt på de jødiske spiseregler finder du i 3. Mosebog 11

De gastronomiske genvordigheder stopper dog ikke ved valg af dyret, men rummer også en række krav til selve slagtningen af dette; en proces der går under navnet schæchtning og synes at minde om den islamiske slagtemetode, hvor halsen på dyret skal overskæres med en skarp kniv og blodet herefter løbe fra dyret. Pointen er her den, at kødet ikke må indeholde den mindste rest af blod.

Selve tilberedningen af maden rummer den klare regel at man ikke blander kød og mælkeprodukter ligesom man i særlig ortodokse hjem vil finde særskilte køkkenredskaber til det enkelte madprodukt. Oplagte begynderprojekter ud i det jødiske køkken er Gefilte Fish og Kugel. Blandt andre oplagte muligheder er de såkaldte Latkes.