Özlem Cekic: I min barndom var den danske jul fuld af mystik

Debattør og foredragsholder Özlem Cekic er som muslim vokset op uden juletraditioner. Men de sidste to år har familien fejret juleaften. Her fortæller hun med egne ord, hvorfor der kom både salmer og juletræer ind i hjemmet, da hun fik børn

Der var meget mystik omkring den danske jul, da jeg var barn. Kort tid efter jeg kom til Danmark som 10-årig, hørte jeg om nisser i skolen. I lang tid troede jeg, at der boede små væsener på loftet, som spiste risengrød. Jeg ville forklare min mormor om nisserne, men jeg kunne ikke oversætte ordet til tyrkisk. Hun troede, at jeg talte om rotter på loftet, og lærte mig, at man ikke stiller mad frem til skadedyr.

Engang fik min storebror og jeg lov til at gå en tur den 24. december. Vi boede på Vesterbro i København, hvor der var mange lejligheder, så vi skiftedes til at hoppe op og kigge ind i stueetagerne, hvor vi kunne se, hvordan familier fejrede jul. Der stod altid et juletræ i stuerne. Mine forældre fortalte os, at de havde hørt fra deres kolleger, at man danser rundt om træet og synger samtidigt. Den tradition kendte vi ikke.

Nogle af julens traditioner er blevet en del af mit hjem, fordi jeg har børn. Børn er fantastiske brobyggere til en ny kultur.

Da jeg boede alene på Nørrebro med min ældste søn, plagede han mig om at få et juletræ, og jeg købte et til ham til sidst. I den lille taglejlighed var der kun plads til at stille træet ved siden af radiatoren, så det visnede allerede inden den 12. december. Men indtil da rykkede vi træet ud på midten af gulvet hver eneste morgen og sang ”Nu’ det jul igen”, for min søn sagde, at hans klassekammerater gjorde sådan i hele december måned.

Jeg plejer ofte at arbejde som frivillig eller have vagt som sygeplejerske den 24. december, men de sidste to år er vi blevet inviteret til at holde juleaften med vores venner.

Det første år var vi i Sverige. Særligt mine to yngste børn glædede sig og sagde til deres kammerater i hele december måned, at de ikke kunne lave legeaftaler den 24., for der skulle de fejre jul. Vi dansede om juletræet, og jeg vandt mandelgaven, men nænnede ikke at spise den søde marcipangris, så den endte med at blive helt tør.

Højtider er de bedste tidspunkter til at bygge bro mellem kulturer, og jeg plejer ofte at opfordre andre til at invitere en muslim til jul eller en ikke-muslim til eid. Disse højtider er allersmukkest, når vi deler glæden med hinanden.

Til en muslim er julen let at forklare, for der er ofte en anden religiøs højtid at sammenligne med. Ligesom december måned lægger op til julen, kulminerer ramadanmåneden med den store eid-fest. Til eid går vi også til bøn i moskeen og samles bagefter om en overdådig middag, ligesom nogle danskere går i kirke på juleaftensdag. Begge højtider handler om medmenneskelighed og fællesskab.

Under eid-festen besøger vi ofte venner og familie, men også dem som er syge eller har mistet en kær, fordi højtiden kan være særligt svær for dem. I løbet af de tre eid-dage kan man nå at besøge 20-30 familier. Det adskiller sig lidt fra de danske juletraditioner, hvor familien som regel er samlet ét sted.