1. december: "For mig er jul mindet om mormor"

For Majbritte Ulrikkeholm er julen stærkt forbundet med minder om mormor, og hvert år ved højtiden tænder hun lys og sender varme tanker til sin afdøde slægning

Jul er mormor, men jul er også nonner, der stille som engle og i al ubemærkethed fremtryller krybben med det lille Jesusbarn, de hellige tre konger, Maria og Josef, plasticæsel og hundrede julestjerner, der er dalet ned fra himlen i julens smukkeste farve. Ildrøde mod al det grønne gran. 

Og der lå han og strålede år efter år. Ham det hele handlede om, fortalte mormor, når vi stod og tændte lys ved krybben. Små bitte lys der dannede et hav, som hele tiden voksede. For alle ville tænde deres lys til jul.

Det var Marias baby. Et helligt barn sagde mormor. Han hang på korset over os som voksen og så uhyggelig ud. Jeg var ikke så glad for det store brune kors med den døde mand på, men den lille baby i krybben var den samme fortalte mormor. Og han døde for al vores synd. Jeg var slet ikke klar over, at jeg bar på synden, men det fortalte mormor mig, at jeg gjorde. Engang sad jeg i skriftestolen kun adskilt af et mønstret gitter fra kirkens allerældste præst. Man skulle ringe på en klokke, og man kunne vælge blandt flere forskellige.

Allerøverst oppe, hvor man kun kunne nå, hvis man stod på tæer, stod hans ulæselige polske navn. Ham skulle man ringe på, sagde de andre børn. For han kunne ingenting høre. Og jeg sad over for den døve præst, som spurgte, om jeg havde syndet, og om jeg havde haft urene tanker. For det skulle han spørge om. Jeg fortalte ham, at jeg havde overvejet at stjæle en meget fin bog henne i skolen. En bog så rigt illustreret med tegninger af svaner, at jeg følte, den måtte være min.
 
”Halvtreds Ave Maria” sagde han. Og så gik han tilbage til præstegården. ”Hil dig Maria fuld af nåde … jeg kunne så godt tænke mig den bog med alle de fine svaner.”

Da jeg havde fremsagt de halvtreds Ave Mariaer, vidste jeg bare, at nu kunne jeg hente bogen. Det havde jeg forstået på den gamle præst. Så bogen blev min. Jeg viste dog aldrig bogen til mormor, for et sted i mig føltes det alligevel lidt som om, jeg måske havde snydt en lille smule.
 
Jeg tænkte på bogen, da jeg stod og tændte mit lys sammen med mormor. Jeg tænkte på bogen, da kirkebøssen gik rundt. En aflang lilla velourhat med forgyldt kant monteret på en lang stang, så messedrengen kunne nå ind til de bageste på rækken.
 
Om man så bare havde en enøre, så skulle man give, sagde mormor, som hver dag travede til fabrikken, hvor hun vendte dåser i mange timer hver dag. For hun skulle se, om bundene var sat ordentligt på. Det var hendes arbejde, og hun fik gigt i hænder og fingre og stod med sine gigtfingre og bagte brød til hele familien og kogte komaver, som vi fik gratis fra slagteren. Der var ingen danskere, der ville spise de usle maver, men mormor tryllede dem om til et festmåltid, som hun bespiste hele min polske familie med.

”Vi skal altid tænke på de fattige,” sagde mormor og lagde en lille mønt i min hånd, så jeg kunne lægge den i den aflange hat med guldkant. Og så tænkte jeg på de fattige. Ja, for man var kun fattig, når man ikke længere havde noget at give, sagde mormor. ”Man skal give” sagde mormor ”og aldrig tage noget fra nogen.”
 
Og så slap jeg mønten til fordel for de fattige, mens jeg tænkte på bogen med svanerne og så op på den blødende mand på korset, som døde for mine synder. Han havde været en lille bitte baby, og han var født i stalden med plasticæselet og de hundrede ildrøde stjerner.

Inden vi gik hjem fra julemessen måtte vi bare se krybben igen og tænde endnu et lys. Det var det allerbedste, sagde mormor, at den lille baby var født for at vi kunne forstå, at der altid var tilgivelse. Uanset hvad vi gjorde, så kunne vi blive tilgivet.
 
Også for at have taget noget fra nogen - en bog med de allerfineste svaner? Men det sagde jeg ikke til mormor. ”Alt?” Spurgte jeg. ”Ja alt,” svarede mormor.

Sådan var det bare. Det var derfor, den lille dreng var blevet født i Bethlehem. Han lagdes i et Krybbe-Rum, Krybbe-Rum, det kunne vi selv se, og Guds Engle sang med Fryd derom: Halleluja, Halleluja! Og vi kunne blive tilgivet. Det sagde mormor. Uanset hvad. Fordi den lille dreng var født.

Det var sandelig et magisk barn, tænkte jeg. Så fin lå han der i krybben med et lille klæde om sin nøgne krop. Og nonnerne hentede ham frem hvert eneste år og pyntede hans stald med stjerner. Vi tændte lys og sang for ham og bad til hans mor Den Hellige Maria. Det var så smukt det hele, og det er stadig smukt.

Det magiske barn bor for altid i mig, men bogen har jeg ikke mere. For en dag listede jeg den tilbage i kassen, hvor jeg engang havde fundet den. For som årene gik, forstod jeg, hvad mormor mente. Man skulle ikke tage noget fra nogen. Og man skulle altid give til de fattige. Om man så kun havde en eneste enøre.

Det var julens budskab. Min mormor lærte mig det. Og jeg glemmer det aldrig. Jul er mormor, og hun bor for altid i mit hjerte sammen med det lille magiske barn, og hvert år tænder jeg lys i den hellige nat og sender hundrede ildrøde stjerner op til mormor i hendes himmel, hvor hun sammen med alle de andre smukke engle synger: Halleluja, Halleluja.

Majbritte Ulrikkeholm står i spidsen for en juleindsamling i Røde Kors-regi til fordel for fattige familier med børn.