Jul skal være, som jul altid har været

Britta Schall Holberg, Jacob Schall Holberg og siddende Jørgen

Juleaften og juledagene er for os noget ganske særligt. Tid til samtale, tid til eftertænksomhed, tid til lange gåture med snak om ”livet og døden,” skriver tidligere folketingsmedlem og minister Britta Schall Holberg. Fotoet viser Britta Schall Holberg, hendes søn Jacob Schall Holberg og siddende Britta Schall Holbergs mand Jørgen Hansen en jul på Hagenskov Gods. Foto: Privatfoto.

Familien gav så meget liv, når de myldrede ind med alle deres strikketøjer, pakker og nelliker, kryds og tværser, en enkelt gammel dansk eller to og en vadsæk med gaver til de mindste. Her var et leben fra før jul til efter nytår, beretter tidligere folketingsmedlem og minister Britta Schall Holberg

Jul – er der noget dejligere at tænke på? Ja, det vil sige, det er jo skræmmende, når man i sensommeren må konstatere, at nu er der kun få måneder til jul. Det er jo ikke julens problem, men problemet er, at man bliver klar over, hvor tiden flyver alt for hurtigt. Nu var det lige sommer.
 
Men jeg må nok indrømme, at jeg i år fik et chok, da vores lokale købmand midt i oktober havde ryddet hele indgangspartiet til opstilling af julelys til juletræet, kalenderlys, nisser i alle afskygninger, bånd og gavepapir i rullevis. Det skal vi så daglig se på i næsten to en halv måned! Det er da nok til at få al varme og glæde til at forsvinde. Hvorfor skal hele glæden og forventningen for både børn og voksne dog druknes og ødelægges?

Og hvordan skal jeg forklare de fremmede, der kommer hertil, med hvilken glæde og forventning, mange af os ser hen til juleaften, til juledagene, når vi drukner julen i alt det flitterstads flere måneder, ja næsten et kvart år før? De må da spørge, om vi overhovedet tager julens budskab alvorligt. Om julens indhold overhovedet spiller en rolle for os. ”Danmark er et kristent land,” skriver regeringen endda i sit regeringsgrundlag for at postulere, at det betyder noget for os. Gør det det? Eller drukner vi det hele i køberi?

Når det er sagt, er det jo dejligt at have meget planlagt, så man kan nyde juledagene i afslappet stil. Det lægger jeg megen vægt på. Men begynde før den første december kunne ikke falde mig ind. Men da begynder vi også så småt at pynte op med alle de smukke, klippede ting, vi har fremstillet igennem alle årene. Vi har højt til loftet, så der må den store stige til, og mens jeg balancerer for at få de store hjerter hængt op i døråbningerne, tænker jeg på: hvor længe mon jeg kan holde balancen. Men endnu går det da.

Og jeg ved jo, at jul skal være, som jul altid har været, og farfars spilledåsekugle skal hænge i døren mellem dagligstuen og kabinettet, og den grønne klokke skal hænge i lysekronen i kontoret. Ellers kan det aldrig blive jul. Og så skal julekortene skrives. Ikke mails. Men masser af røde breve om året der er gået, om tanker og forhåbninger. Om de vanskeligheder og glæder, dagene har bragt.

Min tur til de gamle familiemedlemmers gravsteder med juleblomster og kærlige og taknemmelige tanker er en særlig juleglæde.
Og udenfor huset skal de små grantræer stå med lyskæderne i. Vi skal ikke have illumineret det hele, men de små træer skal være der: så er vi på vej. Så kan gæsterne ankomme, gerne lillejuleaften eller et par dage før. De første er vore lejere, forpagterfamilien og alle de andre, der har præget dagligdagen på Hagenskov hele året. Vi ender altid med at være næsten 50. Vi samles en time og siger tak for i år og glædelig jul. Det er så hyggeligt: Nu er det jul.

Herefter burde det myldre ind med familie som i gamle dage. Men det gør det ikke, for alle vore gamle forældre, fastre, mostre og tanter, der var en fast bestanddel i flere uger før, under og efter jul, er døde. Det er så trist, for de gav så meget liv, når de myldrede ind med alle deres strikketøjer, pakker og nelliker, kryds og tværser, en enkelt gammel dansk eller to og en vadsæk med gaver til de mindste. Her var et leben fra før jul til efter nytår. Alle gæsteværelser på slottet var besat.

Nu går det mere sagtmodigt til. Vores store dreng holder juleaften med vores svigerdatter og tre børnebørn hjemme hos dem selv. De kommer i juledagene. Men vores yngste, der har overtaget vores dejlige sted, kommer og kan være med i opløbet, være med til at hente juletræ, skrue de hvide lys i holderne – alt har sin helt faste gang. Sådan er det, og sådan har det altid været. I stedet for vore gamle, kommer vores nabo nu og holder jul med os. Vi kan ikke som før nå rundt om juletræet, men vi synger af karsken bælg, efter vi har nydt den fælleslavede mad, og inden vi går løs på gaverne. Men inden har vi jo været i kirke. Ikke fordi jeg holder specielt meget af netop juleaften i kirken. Det bliver let for meget tamtam. Bedre at sidde der en rolig søndag. Men julegudstjenesten skal vi jo til også for at hilse på alle de, der er ”kommet hjem til jul”.

Juleaften og juledagene er for os noget ganske særligt. Tid til samtale, tid til eftertænksomhed, tid til lange gåture med snak om” livet og døden.”
 
Jul er for mig en glæde, noget varmt, noget tæt – og historien om det lille Jesusbarn er jo så sød og sangene om de lyseblå stjernetæpper så billedskabende. Men påsken bærer nu for mig prisen. Da får vi at vide, hvad kristendom er.
 
Britta Schall Holberg er tidligere folketingsmedlem og minister.