Billedserie

Klimagudstjeneste: Vi har været ualmindeligt ulydige

Der blev sunget "Dejlig er jorden" og "Nu falmer skoven trindt om land" - på engelsk - da der i går var klimagudstjeneste i Vor Frue Kirke i København. Foto: Paw Gissel

I et hav af blåt lys og røg blev kirkegængere formanet af Desmond Tutu, Pave Frans og patriark Barthlomæus af Konstatinopel, da der var stor klimagudstjeneste i Københavns Domkirke

En fyldt domkirke ligger hen i mørke.

Mørket brydes af lyn og torden i blå nuancer, brag så store, at det runger i én. Automatisk vender kirkegængerne blikket mod kirkens loft, hvor klip fra storfilmen Noa vises i loftet godt 25 meter over jorden.

Skabelsesberetningen visualiseres for fuld udblæsning, og den internationale klimagudstjeneste i Københavns Domkirke er skudt i gang.

I disse dage mødes FN’s klimapanel i København for at lægge sidste hånd på sin nye store klimarapport. Over 600 embedsmænd og eksperter fra 125 lande skal vurdere og sammenfatte den nyeste viden om klimaforandringer og konsekvenserne heraf.

Det er Vor Frue Kirke, Folkekirkens Nødhjælp og Grøn Kirke gået sammen om at markere ved en gudstjeneste i domkirken tirsdag aften. Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu toner frem på en storskærm i rundingen over alterpartiet.

”Vi har været ualmindeligt ulydige, idet vi har jagtet økonomisk vinding i stedet for at tage vare på jorden og menneskehedens velbefindende. Vi har tjent mammon i stedet for Gud,” formaner han på sin afdæmpede facon og fremhæver urimeligheden i, at dem der har svinet mindst, lider mest.

”Vi må handle hurtigt,” siger ærkebiskoppen og foreslår, at dem, der ødelægger klimaet mest, holdes økonomisk ansvarlige for den skade, de forvolder.

Et børnekor fra Zahles Skole fylder det store rum med deres spæde stemmer og Michael Jacksons følelsesladede pophit fra 1990’erne, ”Heal the world”. De synger om at gøre verden til et bedre sted og om mennesker, der dør, fordi vi ikke tager vare på hinanden.

De ledsages af lys i alle regnbuens farver fra projektører. Der er travlt ved teknikbordet i domkirken denne aften. Bag skærme, colaflasker og ruller af neongul tape sendes der ikke bare lys ud i rummet, men også røg, der i tunge skyer omslutter Thorvaldsens marmorapostle.

Netop følelser og medmenneskelighed kendetegner gudstjenesten, hvis man spørger en af kirkegængerne, 33-årige Anne Sofie Fischer, der er ph.d.-studerende på CBS.

”I en debat, der ofte er præget af faglighed og tørre tal, er det befriende at kunne adressere den store problemstilling, som klimaforandringer er, på en mere følelsesbetonet vis. Jeg synes ikke, at retorikken er specielt religiøs, snarere medmenneskelig.”

Ikke desto mindre har nogle af verdens største religiøse leder som pave Frans og patriark Barthlomæus af Konstatinopel sendt hilsner og udformet bønner særligt til anledningen.

De istemmer Desmond Tutus budskab om, at vi må omvende os fra overforbrug og tage vare på Guds skaberværk. Vi hører også fra den polynesiske ærkebiskop Winston Halapua, der udgør en stemme for nogle af de tropiske ø-stater, der opfattes som særligt sårbare for klimaændringerne. Den grønlandske biskop læser et uddrag af skabelsesberetningen fra Første Mosebog og skuespiller Laura Bro læser fra Åbenbaringen.

Alt finder sted på engelsk, også salmesangen. Menigheden synger stående danske salmeskatte som ”Dejlig er jorden” og ”Nu falmer skoven trindt om land” oversat til engelsk.

Også et uddrag af digteren Inger Christensens kendte værk ”Alfabet” er oversat og reciteres af skuespiller Maria Stenz, der med sit hovedtørklæde i pink lyser op i den grå oktober-påklædning. Kun den katolske biskop Czeslaw Kozon i violet matcher hende.

Natkirkepræst Signe Malene Berg sender til sidst menigheden ud i efterårsmørket med en velsignelse, der ledsages af underliggende bølgeskvulp.

Alle kirkegængere bydes velkommen til klimagudstjeneste med en invitation til at tage vare på et æg, der symboliserer skrøbelighed, frugtbarhed og fremtid. Det skal anbringes i en stor rede, der er placeret i midten af kirken, som et symbol på, at vi alle bør tage del i at beskytte skaberværket. Her ses en kvinde, der placerer sit æg i reden. Foto: Paw Gissel
Et børnekor fra Zahles Skole sang Michale Jacksons "Heal the world". Foto: Paw Gissel
Der var godt fyldt op til gudstjenesten, der er arrangeret af Grøn Kirke, Folkekirkens Nødhjælp og Vor Frue Kirke. Foto: Paw Gissel