”Religion er selve grundfjeldet i forsoningsarbejde”

Jeg møder stadig folk inden for og uden for kirken som kritiserer, at ikke ‘kirken’ er mere aktiv i de utålelige konfliktsituationer i Ukraine og Mellemøsten. Det indtryk må enten skyldes, at kirken er for dårlig til at informere om de mange engagementer for fred og forsoning, eller at kritikerne ikke følger med, mener missionsteolog, ph.d. Knud Jørgensen

Det Norske Bibelselskap har netop bekendtgjort, at det inviterer kirkeledere fra Russland og Ukraine til samtaler i Norge. Ledere fra kirker og religiøse organisationer i Russland og Ukraine vil mødes til rundbordssamtaler i Oslo den 9.-12. september.
Initiativet kommer fra Det Norske Bibelselskapet, i samarbejde med bibelselskabet i Ukraine. Initiativet støttes for øvrigt økonomisk af det norske udenrigsministerium.

LÆS OGSÅ: Vi bliver nødt til at søge religionsdialogen

Formålet med samtalerne er en dialog, som kan bidrage til forsoningsarbejdet mellem de to lande. Der lægges op til et todages møde i Oslo, hvor første dag bliver et møde med norske kirkelige og offentlige repræsentanter, mens den anden dag vil blive brugt til samtaler om, hvordan kirkerne opfatter situationen mellem de to lande. En fælles virkelighedsforståelse af konflikten vil være et væsentligt bidrag til en fredelig løsning. Den ukrainske præsident har opfordret kirkerne til at medvirke aktivt til en dialog om forsoning.

Skal kirken blande sig i politiske konflikter?
Hvorfor blander kirke og mission sig på den måde i store politiske konflikter? Blandt andet fordi Bibelselskapet i mange år har arbejdet tæt med kirker og kirkelige organisationer i hele regionen og dermed har oparbejdet en betydelig ekspertise i tværkirkelig dialog. Biskop Ole Christian Kvarme fra Oslo vil på vegne af Bibelselskapet lede samtalerne. Målsætningen er at finde en model for fortsat dialog og lægge grundlaget for et nyt møde i løbet af efteråret.

Repræsentanter og ledere fra de ortodokse, katolske og protestantiske kirkesamfund vil deltage. Patriark Filaret fra Ukraine har således annonceret sin tilstedeværelse ved møderne i september.

Jeg møder stadig folk inden for og uden for kirken som kritiserer, at ikke ‘kirken’ er mere aktiv i de utålelige konfliktsituationer i Ukraine og Mellemøsten. Sandt at sige må dette indtryk enten skyldes, at kirken er for dårlig til at informere om de mange engagementer for fred og forsoning, eller at kritikerne ikke følger med - måske fordi de på forhånd har afskrevet kirkens og religionens rolle og potentiale for forsoning.

LÆS OGSÅ: Hvordan kan man forsvare mission?

Jeg var selv for nogen år siden aktivt med i forsoningsarbejde på tværs af grænserne mellem Eritrea og Etiopien. Vi inviterede de religiøse ledere (inklusive muslimske ledere) fra begge sider til Oslo for at arbejde frem mod en fælles virkelighedsforståelse, som dernæst kunne danne grundlag for et forsoningsinitiativ med basis i centrale, fælles religiøse forestillinger om fred, menneskeværd og forsoning.

Det var ikke let, primært fordi de religiøse ledere igen og igen blev til nationale, politiske ledere med en dagsorden overleveret dem af de to landes politiske ledere. Men vi gav ikke op og vendte derfor igen og igen tilbage til den religiøse skatkiste; her er jo den sårbarhedens dynamit, som skal til for at bygge broer af forsoning og tilgivelse. Et vigtigt skridt i forsoningsprocessen blev gensidige besøg af de religiøse ledere i Eritrea og Etiopien, hvor lederne mødte både myndigheder og folk. I disse møder skete der noget forløsende.

Kristne har fået forsoningens tjeneste
Jeg vover at hævde, at især kristentroen sidder på en hovedhistorie om forsoning, som i sig har kraft til at skabe forsoning. Gud har i Kristus forsonet os med sig selv, og han har givet os forsoningens tjeneste. Derfor er vi sat til at være ambassadører for forsoning, fra det vertikale til det horisontale (2 Kor 5.17-20).

En af dem som i dagens situation taler stærkest om dette er katolikken Robert Schreiter. Jeg har i løbet af 2013 oplevet det privilegium at redigere en bog om dette sammen med Schreiter, Mission as Ministry of Reconciliation (Oxford: Regnum Books, 2013). Bogprojektet indeholder en række spændende fortællinger om forsoning – i Sierra Leone, Liberia, Angola, Rwanda/Burundi, Mali, Bosnia, Georgien og mellem palæstinensere og jøder.

Jeg har aldrig været mere overbevist om, at kristentro og religion er selve grundfjeldet i forsoning og fredsskabende arbejde. Dette handler om at fortælle sandheden (jvf. Sydafrikas ‘Truth Commission’) og det handler om helbredelse – af minder, af ofre og af de, som har gjort galt. Dernæst handler det om retfærdighed, især en genoprettende (restorative) retfærdighed.

Og så handler det om tilgivelse. Som Desmond Tutu har sagt engang: ”Der bliver ikke nogen fremtid uden tilgivelse”.

I dagens situation er kirke og religion til stede ved de store og små vejkryds for at tale på vegne af de forfulgte og marginaliserede, for at hjælpe humanitært i katastrofesituationer blandt flygtninge, for at påvirke magter, regeringer og myndigheder, og for selv at være brobyggere på vejen mod forsoning.

Knud jørgensen er missionsteolog, førsteamanuensis ved Det Teologiske Menighetsfakultet i Oslo og tidligere direktør for Areopagos. Han skriver kommentaren ved religion.dk.