Buddhist: Er vi sikre på, at vi eksisterer?

Hvis vi lider af frygt for ’ikke-eksistens', skal vi så overhovedet lægge os til at sove? spørger buddhist og zen-mester Denko John Mortensen

Jeg blev i dag gjort opmærksom på en artikel i den engelske avis The Telegraph, ”First hint of 'life after death' in biggest ever scientific study”.

Den første paragraf i denne artikel, ”Døden er en deprimerende uundgåelig konsekvens af livet, men nu tror forskere, at de har fundet noget lys for enden af tunnelen”, virker desværre, som om forfatteren ikke har læst sin egen artikel ordentligt. Forskerne har ikke interviewet nogen af dem, der døde, men 'blot' de, der overlevede.

Jeg håber sandelig ikke, at videnskabsmændene tror, at de har 'fundet noget lys for enden af tunnellen'. Men på den anden side kan det jo være almindelig journalistik, som forsøger at få os til at tro, at der står noget andet end der gør.

Skiller vi de to sætninger ud, står der jo intet om (eventuelt) bevis på liv efter døden, men blot at man dør af at være levende, samt at nogle forskere 'måske har fundet noget lys'.

Artiklen beskriver blot, at bevidsthed ikke nødvendigvis hænger sammen med, om vi er klinisk døde eller ej. Og det bringer mig så til det store spørgsmål: Hvorfor er vi så ivrige efter at tro på liv efter døden?

Er det en frygt for ikke-eksistens?

Læs også: Buddhist: Ideen om genfødsel giver mening for mig 

Buddhismen kendetegnes (blandt andet) ved ikke at anerkende et evigt personligt 'væsen' – en sjæl. En 'moden' buddhist, en buddha, vil med andre ord ikke spekulere eller tro på 'liv efter døden' (her må visse tibetanske buddhister nok træde til og forklare sig selv).

I Diamantsutraen, en af de to sutraer som kan siges at ligge til grund for zen-buddhismen, står der igen og igen, ”hvis en Bodhisattva stadig nærer ideen om et ego, en personlighed, et væsen eller et adskilt individ, da er han ingen sand Bodhisattva” (sutraen kan læses her).

De fleste vil nu sige: ”Jamen vi ved jo, at vi eksisterer”.

Gør vi nu også det? Vi har i almindelig vågen og selvbevidst tilstand en ganske overbevisende fornemmelse af 'eksisteren', men er det blot et produkt af en vågen hjerne? Den fornemmelse har vi jo ikke i dyb søvn. Vi må nøjes med at tro på, at vi eksisterede sidste nat. Det eneste, vi reelt kan sige, er, at vores krop nu igen er beboet af vores fornemmelse af eksistens med tilhørende selvbevidsthed.

Læs også: Forskere sætter nærdødsoplevelser under lup 

Og det bringer mig til det næste store spørgsmål: Hænger alt dette ikke sammen med, hvordan jeg definerer mig? Hvad jeg identificerer som mig?

Det kan jo ikke være min krop. Og for en buddhist kan det jo heller ikke være min sjæl. Min selv-erkendelse, selvbevidsthed, eksisterer ikke, mens jeg sover, så det duer heller ikke. Hvad er der tilbage udover en kombination af 'diverse ting'?

Eller kan det siges, at jeg bliver tændt for om morgenen af min krop, og at den slukker for mig igen om aftenen?

Hvis vi lider af frygt for ’ikke-eksistens', skal vi så overhovedet lægge os til at sove? Eller kan vi dreje den til frygt for ikke at vågne op i morgen (enten her i vores seng, i Guds Rige eller i næste liv)?

 Læs også: Zen-buddhist: At leve er at dø hvert øjeblik

Citatet fra en af forskerne: “Vi ved simpelthen ikke, hvad der foregår. Vi befinder os stadigvæk rigtigt meget i mørke, når det kommer til, hvad der sker, når du dør, og forhåbentligt kan dette forskningsprojekt hjælpe med at belyse det med en videnskabelig linse” virker på mig noget uvidenskabeligt – eller som om, at forskeren ikke har gennemtænkt grundlaget for denne forskning ordentligt. Kan man reelt kalde noget for videnskabelig forskning, når det er baseret på vrangforestillinger?

For mig er der ikke nogen uklarhed (det, forskeren betegner som mørke) angående, hvad der sker, når vi dør. Jeg tror, denne videnskabsmand bør omformulere sig og sige, at vi er i mørke, hvad angår bevidsthed (og selvbevidsthed).

Og den afsluttende paragraf, "Dr. Jerry Nolan, ansvarshavende redactor på fagbladet Resuscitation sagde: 'Dr. Parnia og hans kollegaer skal lykønskes med afslutningen af et fascinerende studie, der vil åbne døren til mere omfattende forskning i, hvad der sker når vi dør'", er vel igen det samme: Det burde være yderligere forskning ind i, hvad (selv-)bevidsthed er for noget.

Denko John Mortensen er zen-mester og abbed i Buddhistisk Samfund. Han skriver kommentaren ved religion.dk.