Kommentaren

Religionsfriheden lider på verdensplan

Kristne flygtninge fra den irakiske by Mosul, som nu bor i lejre i Levo, beder for de tusindvis af medkristne, som har måttet flygte fra terrororganisationen Islamisk Stat. Foto: Gail Orenstein/NurPhoto

Lyden af stilheden må være den værste lyd i verden, når den kommer som svar på et skrig om hjælp, skriver adjungeret professor Knud Jørgensen

Onsdag i sidste uge arrangerede Folketingets Udenrigsudvalg høring på Christiansborg om religionsfrihed og forfulgte kristne.

Den første taler var Jonas Christoffersen, direktør for Institut for Menneskerettigheder. Efter at have gjort rede for konventioner og realiteter konkluderede han:

”Det går ad hekkenfeldt til med religionsfriheden.”

Forskning på religionsfrihed (udført blandt andet af Pew Research, Human Rights Watch, FN og det amerikanske udenrigsministerium) viser, at i 64 ud af verdens 198 stater, det vil sige en tredjedel af alle verdens lande, hvor omkring 70 procent af jordens befolkning bor, var religionsfriheden i 2012 enten stærkt begrænset eller ikke-eksisterende.

Læs også: Kristenforfølgelser deler politikere 

Især i Mellemøsten og Nordafrika er problemet blevet større i de senere år i forbindelse med eller i forlængelse af det arabiske forår.

En anden taler på høringen, Lisbet Christoffersen, professor i ret, religion og samfund, gjorde rede for aktuelle årsager til religiøs forfølgelse:

  • Statslig forfølgelse: Baha’i, sunnimuslimer og kristne i Iran; muslimer, buddhister, falung gong og husmenigheder i Kina; muslimer i Myanmar; arbitrær og voldelig udgave af sharia i Pakistan og afrikanske lande. 
  • Religiøse gruppers udrensning af andre: Eksjugoslavien, Islamisk Stat mod sekulære muslimer, jazidier, mandæer, assyrere i Mellemøsten, konvertitter og kristne i Pakistan, kristne og muslimer i Indien, Boko Haram mod kristne i Nigeria. 
  • Religiøse mindretal i klemme i borgerkrige – chikane, forfølgelse: Kristne, alevitter og sekulære i Syrien; kristne i Irak og Iran; arabiske og jødiske kristne i Israel. 
  • Religiøse mindretal chikaneres/forfølges: Koptere i Egypten. 
  • Statsreligioner (Saudi-Arabien) og statsateisme (Nordkorea, Centralafrika) med forbud mod udøvelse af alternative ideologier. 

Situationen forværres konstant 

Når det går ad hekkenfeldt til, handler det for det første om, at det bliver værre og værre; især er forfølgelsen af kristne i lande som Irak, Syrien og Egypten vokset kraftigt de seneste par år. 

Irak havde næsten to millioner kristne indbyggere, da Saddam Hussein faldt. I dag er der mindre end 100.000 tilbage. Resten er flygtet eller dræbt. 

I Syrien har de ældgamle nestorianske og monofysitiske kirker (Østkirken) holdt deres sidste gudstjenester i byer som Mosul. I byen Raqqah i Syrien har Islamisk Stat givet de kristne valget mellem at konvertere til islam eller blive erklæret fjender. 

I Egypten prøver den koptiske kirke at holde stand, men mange flytter til Vesten. 

For det andet går det ad hekkenfeldt til, fordi hverken FN eller EU kan blive enige om, hvad man skal gøre. Under høringen blev der spurgt om, hvem man bør satse på i arbejdet på at opretholde og kæmpe for religionsfrihed. Svaret var, at politikerne ikke kunne blive enige, og derfor vil det fortsat gå ad hekkenfeldt til. 

Taxachauffør: ”Vi har ikke brug for flere korstog” 

På vej hjem fra høringen i København endte jeg i en taxa med en snakkesalig pakistansk chauffør. Vi fik god tid, fordi vi måtte holde i kø. 

”Så du har været til høring om forfølgelse af kristne i Mellemøsten? Men hvorfor trænger I kristne jer ind på muslimsk område? Vi har ikke brug for flere korstog.” 

Jeg begyndte forsigtigt at fortælle historien – at Mellemøsten og Nordafrika var gamle kristne områder, da islam invaderede regionen i det syvende århundrede. 

Læs også: Hvor alvorligt et problem er religionsforfølgelser? 

Min chauffør, som tydeligvis var veluddannet, blev forvirret:

”Det stod der ikke noget om i vores skolebøger. Jeg har altid troet, at kristendom handlede om korstogene i det 12. århundrede.” 

Mens taxametret tikkede, fortalte jeg ham om Østkirken, som i perioder var større end kirken i Vest, om hvordan nestorianske og jakobitiske kristne drev mission i Afghanistan, Sibirien, Indien og langs silkevejen helt til Kina. 

Og om hvordan islam og kristentro faktisk havde levet sammen i nogenlunde fred i hele området i næsten seks hundrede år, helt til mongolernes invasion og de forsmædelige korstog i det 12. og 13. århundrede. Først da begyndte forfølgelserne af de kristne, blandt andet fordi de kristne havde for nære alliancer med mongolerne, som, de troede, skulle redde dem fra islam. 

Et skrig af stilhed? 

”Det går ad hekkenfeldt til”.

En bekendt af mig i Norge, sangeren Rune Larsen, sammenlignede forleden situationen med en Simon & Garfunkel-sang fra 60’erne. Den hedder "Sound of Silence". 

Læs også: Forskere vender ryggen til kristenforfølgelser 

Rune Larsen oversatte den til norsk i 1966 med titlen Et skrig af stilhed. Er det, hvad millioner af forfulgte i dag hører: Et skrig af stilhed? Lyden af stilheden må være den værste lyd i verden, når den kommer som svar på et skrig om hjælp, siger Rune Larsen. 

Religiøse og kristne ledere i regionen råber i et nyligt brev om hjælp:

”I må handle på vores vegne nu, ellers bliver vi udslettet…Vi har bevæget os forbi stadiet, hvor det drejer sig om at arbejde for lighed og rettigheder og beskyttelse mod forfølgelse af de kristne i Mellemøsten. Nu råber vi en advarsel, før flere hændelser fører til udslettelse af det kristne nærvær i Mellemøsten.” 

Knud Jørgensen er adjungert professor ved Menighetsfakultet i Oslo og skriver kommentaren til religion.dk.