Social uro kan danne grobund for tro, håb og kærlighed

Når jeg sætter lys i vinduet i aften og mindes Danmarks befrielse, beder jeg om, at samfundet vil tage ansvar for den sociale indignation, der danner grobund for radikalisering, skriver sognepræst Pernille Vigsø Bagge

I denne uge fejrer vi Danmarks befrielse for 71 år siden. Vi har det nu meget godt sammenlignet med dengang og husker på, at vi skal fortælle børn og børnebørn om de fem mørke år, så historien ikke gentager sig. Men hvorfor skulle den dog også det? Nazismen blev lagt i graven med Hitler, og Europa er vel, trods knagen i fugerne, en garant for fornuft og fred!?

Men så tænder vi for TV og ser en britisk dokumentar om nye højreradikale grupperinger i Storbritannien. Det er yngre, hvide, vrede mænd, som ikke gider finde sig i mere, og som ikke holder sig tilbage for at gøre opmærksom på sig selv med frygt, had, vold og skrigeri,

Den samme type unge, hvide, vrede mænd ses i Tyskland, i Holland, i… hele Europa. De er kendetegnet ved at have meget kort hår, meget store tatoveringer og meget få fremtidsudsigter til at få uddannelse, arbejde og dermed selvforsørgelse og myndighed i egen tilværelse. De hader mennesker med en anden hudfarve i almindelighed og muslimer i særdeleshed, og det er dét, der fylder deres dage og deres liv.

Andre steder i Europa ser man det samme, bare i en anden indpakning. Her er de unge mænd brune og har ingen tatoveringer, men ellers er det også frygt, had, vold og skrigeri, der er dagens orden. Her er det også udsigten til fattigdom, håbløshed, marginalisering og elendighed, der er den umiddelbare udsigt, hver gang solen står op over en ny dag.

Disse to grupper hader hinanden så meget, så indædt og så altfortærende, at ingen af dem har øje for, hvor meget de ligner hinanden til forveksling. Ingen af dem gør sig for alvor klart, hvor meget deres modløshed, deres aggression og deres destruktive adfærd har til fælles – og derfor retter de ikke skytset mod den egentlige årsag til deres håbløse situation:

Over hovederne på disse vrede mænd fra nynazistiske og nyislamistiske grupper svæver en europæisk elite af politikere, embedsmænd, forretningsfolk og meningsdannere, som ikke tager alvorligt, hvad den er ved at skabe, når der ikke for alvor investeres i, at disse unge mænd får muligheden for myndighed, indflydelse på egen tilværelse, arbejde og uddannelse - gerne i omvendt rækkefølge. Det er og bliver et politisk ansvar, et samfundsansvar. Fordi samfundstendenser, hvilket disse radikaliserede mænd er et udtryk for, skal løses på samfunds- og ikke på enkeltindividsniveau. Hvis det ikke sker, har vi noget der ligner 1930’ernes splittede Europa som spejl på en kommende udvikling.

Det er ikke mit ærinde at sprede frygt, for jeg tror, der er stor sandhed i Josvabogens kapitel 1 vers 9:
”Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går”

Og jeg er overbevist om, at det er sandt, hvad historiker og socialist Gustav Bang skrev allerede i 1910 om årsagerne til kristendommens hurtige udbredelse i de første århundreder:
 
”Det knagede i alle Fuger; man mærkede over alt den Opløsning der gik for sig. I alle Samfundsklasser bredte sig en dump Uhyggefølelse… Ingen høje, lyse Fremtidsmuligheder viste sig for Bevidstheden, kun Nedgang og Formørkelse. Disse fortvivlede sociale Tilstande tegnede sig dybt i Befolkningens Bevidsthed. De gav hele Åndslivet et nyt præg og kom til at berede den Vej, ad hvilken Kristendommen kunne gå sin Sejrsgang ud over Verden”.

Så når social uro dengang lige efter Jesu levetid kunne danne grobund for, at kristendommens radikale budskab om tro, håb og kærlighed kunne udbredes så hastigt, så er der håb om, at det samme kan ske igen – at et budskab om frihed kan ændre perspektivet for selv de mest forbenede bandemedlemmer. Og det vil jeg håbe og bede for, når jeg sætter lys i vinduet den 4. maj. For den anden historie - den må ikke gentage sig!

Pernille Vigsø Bagge er sognepræst og tidligere folketingsmedlem. Hun skriver kommentaren ved religion.dk.