Kommentaren

"Bibelen kan yde seksualmoralsk førstehjælp"

Boaz forstår, at Ruth er i en sårbar situation, hvor hun ikke kan tage vare på sig selv, og at ansvaret derfor påhviler ham. Den erkendelse kunne man godt have ønsket sig hos de drenge, der i september havde sex med en fuld, sukkersyg pige, mener freelancejournalist Amalie Keren Maarbjerg. Foto: Privatfoto.

Ruths Bog i Det Gamle Testamente har seksualetik som et af sine hovedtemaer, og her er der stof til eftertanke oven på den langvarige debat om voldtægt, mener freelancejournalist Amalie Keren Maarbjerg

Sager om voldtægt har fyldt en del i medierne gennem de seneste måneder – fra Informations serie ”Vidnesbyrd” til sagen om de tre drenge, der blev tiltalt (og siden frikendt) for voldtægt, efter de havde haft sex med en meget beruset, diabetes-ramt pige til en fest.

Nogle har hævdet eksistensen af en såkaldt rape culture, mens andre har anfægtet alt fra påklædning, moral, intentioner og eventuelt promille hos ofrene. Hvorom alting er, vedtog et bredt flertal i folketinget den 26. maj – for første gang i 13 år - at skærpe straffen for voldtægt.

Men en ting er lovgivning – noget andet er etik og moral, og her spøger et spørgsmål fortsat i kulissen: Står det slet og ret sløjt til med den seksuelle opdragelse i Danmark?

Hvis det skulle være tilfældet, er der seksualmoralsk førstehjælp at hente et sted, hvor få nok havde regnet med at finde den. Nærmere bestemt i Ruths Bog, som indgår i de skrifter, der af jøder kaldes Tanakh og af kristne Det Gamle Testamente. At netop Ruths Bog kan yde førstehjælp på dette område, mener i hvert fald den israelske forfatter Yael Ziegler, hvis bog ”Ruth: From Alienation to Monarchy” var genstand for en artikel i det jødiske online magasin Tabletmag tidligere på måneden.

Anledningen til artiklen var den nyligt fejrede jødiske højtid Shavuot, der markerer jødernes modtagelse af Torah på Sinai, for under denne højtid læses nemlig traditionelt Ruths Bog i jødiske menigheder verden over.

Men hvad kan denne gamle tekst lære os om seksualetik i 2016? For at forstå det, må vi frem til historien: Ruths bog foregår i en tid med stor social og politisk uro, hvor rivaliserende stammehøvdinger kæmper om territorier i fraværet af en stærk centralmagt.

Da Ruths mand dør, rejser hun – sammen med sin svigermor Naomi, der også har mistet sin mand – tilbage til Betlehem, hvorfra Naomis familie oprindeligt kommer, for at finde sikkerhed. Her møder Ruth den velhavende mand Boaz, som tager hende under sin beskyttelse og lader hende samle neg på sin mark. Opsat på at få Ruth afsat til Boaz (der er i familie med Ruths afdøde mand) opfordrer Naomi Ruth til at gøre sig lækker og opsøge Boaz om natten, for at få ham på krogen – og det gør Ruth.

Boaz opsøges altså af en kvinde midt om natten. En kvinde der er fremmed i byen, udsat, og som har brug for hans hjælp og beskyttelse. Boaz har med andre ord alle muligheder for at udnytte situationen til at få sex. Men det gør han ikke. I stedet spørger han: ”Hvem er du?” Hvortil Ruth svarer: ”Jeg er Ruth, din tjenestepige.”

Denne passage er afgørende, for som Ziegler forklarer, er det her, Boaz giver Ruth muligheden for at identificere sig, som det menneske hun er frem for som sexobjekt. Boaz vil gerne forstå, hvem Ruth er. Han vil gerne lære hende at kende, og faktisk betyder det hebraiske verbum ”yadá”- som i bibelsk sammenhæng ofte betegner samleje - faktisk netop ”at kende”.

Boaz forstår, at Ruth er i en sårbar situation, hvor hun ikke kan tage vare på sig selv, og at ansvaret derfor påhviler ham. Den erkendelse kunne man godt have ønsket sig hos de drenge, der i september havde sex med en fuld, sukkersyg pige til en fest i Herfølge. Man kunne også have ønsket sig den hos de drenge, der optog deres krænkelser af en ung pige på video, og ligeledes kunne man have ønsket sig den hos alle andre krænkere, der på et tidspunkt har tolket ”sexet dans” eller en høj promille hos en kvinde som et greencard til voldtægt.

For det handler om at ville se det menneske, der står foran én og om at anerkende dets krav på at blive set. Om at sætte sig i dets sted og om ikke at distancere sig selv fra sine egne handlinger, selvom netop distance kan få dem til at virke bekvemt uvirkelige og abstrakte. Dette er et personligt moralsk ansvar – og dét kan ingen lov gøre os fri fra.

Amalie Keren Maarbjerg er freelancejournalist.