Lektor: Der er mange fordele ved kvindelige imamer

Hvorfor kan vi ikke have en moske for kvinder i hjertet af København, når det ikke er et problem med kvindemoskeer i lande som Marokko og Kina? spørger ekstern lektor Saliha Marie Fetteh

Da religionssociolog Sherin Khankan i sidste måned bekendtgjorde åbningen af en kvindemoske i København, gav jeg hende min fulde støtte af flere årsager.

Blandt andet den, at jeg ikke har mange positive erfaringer, hvad angår de mandlige imamer i det danske moskemiljø. De fastholder tit kulturelle normer fra deres gamle hjemlande, hvilket set med mine øjne ikke gavner det muslimske mindretal i Danmark.

Sherin Khankans moskeprojekt blev imidlertid kritiseret af adskillige danske muslimer, hvilket er mig en gåde. For hvorfor kan vi ikke have en moske for kvinder i hjertet af København, når det ikke er et problem med kvindemoskeer i lande som Marokko og Kina?

Kan en kvinde være imam?

En del af kritikken gik ud på, at kvinder ikke kan fungere som imamer (lede bønnen), hvilket er noget vrøvl. Koranen forbyder ikke kvinder at lede bønnen, og profeten Muhammed skulle efter sigende mere end en gang have tilladt en kvinde, for eksempel Um Waraka, at lede bønnen for en gruppe bestående af begge køn.

Læs også: Er kvindelige imamer en reformation af islam? 

Efter profetens død ledte to af hans hustruer, Aisha og Um Salama tit bønnen for andre kvinder, foruden at Aisha fungerede som vejleder for såvel mænd som kvinder i religiøse anliggender.

De mange stramninger der førte til segregationen mellem kønnene, både i dagligdagen og til bøn, blev først indført under kaliffen Omar ibn al-Khatab (579-644), der efter sigende havde et problematisk forhold til kvinder.

I dag er de muslimske teologer uenige om, hvorvidt en kvinde kan fungere som imam for en gruppe af kvinder. Tre af de fire sunnimuslimske skoler – Shafi’i, Hanafi og Hanbali – tillader kvindelige imamer, mens Hanafi dog anser det for værende makhruh (en grim handling).

Den fjerde skole – Maliki – tillader ikke, at en kvinde leder bønnen. Hun må på trods af dette gerne stå sammen med andre kvinder i en række og bede, men aldrig foran dem.

I det shiamuslimske Iran har seks teologer erklæret, at kvinder kan lede bønnen for andre kvinder. Imidlertid er der også teologer som mener, at kvinder kun kan lede bønnen, hvis der ikke er en mand tilstede. 

Kvindelige imamer kan tale ind i kvinders tilværelse

I 1980’erne, da den første gruppe af arabiske flygtninge kom til Danmark, oplevede jeg for første gang at bede sammen med andre kvinder, hvor en af dem fungerede som imam. Indtil da havde jeg altid bedt alene og aldrig i en moske, da der endnu ikke var nogen i byen, hvor jeg boede.

Senere blev der etableret små moskeer, og jeg begyndte at gå til fredagsbøn, selvom dette ikke er obligatorisk for kvinder. Men fredagskhutbaen (talen) handlede, og handler stadigvæk, oftest om de ting, der er vigtige i mændenes verden. Imamen berører sjældent temaer, der omhandler livet og islam i Europa eller den muslimske kvindes tilværelse i det danske samfund. Hendes ve og vel må familien tage sig af, hvilket er en indstilling, der afspejler et traditionelt og kollektivistisk kultursyn, der ikke passer til et moderne samfund som Danmark.

Hvor tit har jeg ikke oplevet, at en muslimsk kvinde, der ønsker skilsmisse, ikke tages seriøst af en imam? Heller ikke selvom hun udsættes for fysisk eller psykisk vold i hjemmet, ønsker at leve et andet liv, end det ægtemanden tilbyder hende, eller simpelthen ikke elsker manden. Imamen forsøger med alle midler at overtale kvinden til at blive hos manden.

Læs også: Dobbelt vielse kan være problematisk for muslimske kvinder 

Endvidere er der ikke meget støtte at finde hos imamerne i tilfælde af indgåelse af ægteskab med en person tilhørende samme køn eller en anden religion, da de fleste moskemiljøer er præget af en konservativ tilgang til islam, hvilket kan være uhensigtsmæssigt for både integrationen og sameksistensen i det mangfoldige Danmark.

Fordelene ved en kvindemoske kan således være mange. Blandt andet kan kvindelige imamer og islamkyndige sprede mere rummelighed ved at fungere som sjælesørgere og rådgivere med fokus på etik og moral på det indre frem for det ydre plan.

Endvidere kan de tilbyde undervisning i arabisk, koranlæsning og afholde debataftener på dansk, hvorved de kvindelige teologer og imamer også agerer som formidlere og forbindelsesled mellem majoriteten og det muslimske mindretal i Danmark. Noget man vist roligt kan sige, de mandlige imamer ikke har haft større held med.

Læs også: Kvindelige imamer er en nødvendig reform 

Jeg er ikke selv uddannet teolog, men måske får jeg nu alligevel mulighed for at lede en bøn for andre kvinder. Eller at holde en tale efter fredagsbønnen. Hvad skulle dog hindre mig i det, andet end folks utallige fordomme og konservative tilgang til det at være muslimsk kvinde i et moderne samfund, hvor mænd ikke længere har monopol på, hverken at vejlede i religiøse spørgsmål eller at forkynde Gud ord?

Saliha Marie Fetteh er ekstern lektor i arabisk sprogfærdighed på Syddansk Universitet Center for Mellemøststudier og skriver kommentaren ved religion.dk.