Dødshjælp til børn: Hvad har Belgien gang i?

Smerte og død, desværre også i børnehøjde, er en del af menneskelivet, som vi er nødt til at kunne håndtere, skriver teolog og folketingsmedlem for SF, Pernille Vigsø Bagge

Ingen debatter er sværere end debatten om eutanasi, som er det fine ord for medlidenhedsdrab, eller populært: aktiv dødshjælp. Ingen debat har så mange vinkler, dilemmaer, tvetydigheder og traumer i sig.

Og ingen debat kommer tættere på os alle, fordi døden kun alt for sjældent er pæn, ren, smertefri og skøn at bevidne.

Men jeg er og bliver, modsat langt de fleste jeg diskuterer spørgsmålet med, modstander af aktiv dødshjælp i almindelighed og aktiv dødshjælp til børn i særdeleshed.

LÆS OGSÅ: Belgien stemmer om aktiv dødshjælp for børn

Jeg prøver egentlig ikke at overbevise folk om, at de skal mene og føle det samme som mig om dette spørgsmål. Men i denne uge stod det mig pludseligt klart, at hvad angår aktiv dødshjælp til børn, så kan jeg godt blive én af dem, der kommer til at kæmpe med næb og klør og alle tænkelige argumenter for overbevise mine medmennesker om, at vi aldrig nogensinde skal vedtage muligheden for aktiv dødshjælp til børn i Danmark.

Her kommer så de argumenter jeg vil bruge, hvis det skulle komme dertil:

1) Belgien er det land i Europa der har flest aktivt praktiserende ateister, og det betyder at mange belgiere er uvillige til at se menneskelivet som skabt og givet (som en gave).

Det betyder, at mange mennesker i Belgien ikke ser menneskelivet som underlagt den etiske fordring det er at være overgivet på godt og ondt til andre mennesker. En fordring der indebærer at man lever i tillid til at de andres liv vil værne ens eget liv, ligesom det med livet som gave bliver en fordring at værne de andres liv.

LÆS OGSÅ: Læge: Et barn i lidelse skal have ret til selv at vælge døden

2) Når nogen har en ret til at blive slået ihjel, selvom det så er af medlidenhed eller på et nok så sørgeligt grundlag, som dødelig sygdom jo er, så pålægger man også nogen pligten til at udføre handlingen.

Det skaber et problem, at staten har pligten til at slå ihjel, fordi det egentlig forudsætter at staten kan pålægge nogen at udføre opgaven.
Og selvfølgelig er det altid muligt at finde én der vil men princippet i dette krav om at staten skal og kan slå ihjel, er ubærligt for mig.

3) Jeg er påvirket af, hvad læge og tidligere medlem af Etisk Råd, Lotte Hvas sagde i Deadline for år tilbage da hun prøvede at nuancere debatten om aktiv dødshjælp. Hun gjorde opmærksom på, at i langt de fleste tilfælde, er det pårørende til den uhelbredeligt syge, der indleder snakken om dødens befriende komme.

Dermed er det også en reel risiko, hvis aktiv dødshjælp bliver en mulighed, at det syge menneske føler et vist pres fra de pårørende for at bede om ikke mere at ligge nogen til last, ved i stedet at blive udfriet. Hvorfor skulle det være anderledes med børn, som vi jo godt ved hader at ligge de voksne til last i alvorlige situationer?

4) Alle internationale konventioner vedrørende menneskelivet handler om at opretholde menneskelivets ukrænkelighed og dets beskyttelse mod overmagt, vold, sygdom, ensomhed, sult og død. Derfor er der noget undergravende i at skabe en ny rettighed som handler om det modsatte, menneskelivets udslettelse.

LÆS OGSÅ: Hvordan forholder kristendommen sig til aktiv dødshjælp?

5) Smerte og død er en del af menneskelivet, desværre også i børnehøjde, som vi kan og skal tale om og håndtere - ikke noget vi skal lave et quick-fix på.

6) Vi kan sagtens gøre meget mere for at lave god palliativ behandling, der giver både børn og voksne en værdig død uden at indføre ret til aktiv dødshjælp. Passiv dødshjælp har vi. Og med rette.

Jeg arbejder videre med flere argumenter, så jeg er rustet til tænderne, hvis og når vi skal have debatten om aktiv dødshjælp til børn i Danmark.

Og så spekulerer jeg over: Hvad har Belgien egentlig gang i?

Pernille Vigsø Bagge er teolog og kirke-, kommunal- og socialordfører for SF.