Kristne dogmer kan være livgivende for troen

"Dogmerne er blevet forkyndt som firkantede, begrænsende rammer i stedet for at blive udfoldet og levendegjort som det livgivende vand, de er for troen," skriver Marguerita Hvid Spangsberg

På det seneste har religionskritikken i Danmark igen pustet til ilden og fået stor medieopmærksomhed. Det gælder for eksempel Ateistisk Selskabs kampagne, der opfordrer folk til ”at tænke selv” og senest den unge præst på Bornholm, der med sin klassiske kristendomsforståelse har vakt anstød i DR-udsendelsen ”De unge præster”. 

Der er egentlig ikke noget nyt under solen ved disse to mediebegivenheder. I takt med individualiseringen og opgøret med autoriteter, der har fundet sted siden 1960’erne, er der mange, som ikke længere føler sig forpligtet på et bestemt værdifællesskab defineret af én sandhed.

Denne tendens har også smittet af på kirken, der mange steder lider af, hvad man kunne kalde et ”dogmetab”. Det vil sige, at de klassiske, kristne dogmer – det vil sige læresætninger – om eksempelvis arvesynden, at Gud blev menneske og kødets opstandelse ikke længere vækker genklang hos mange præster og medlemmer i folkekirken. 

Tabet af en klassisk tro på dogmer har samtidig også været hjulpet godt på vej af, at mange har oplevet en usund kirkelig kultur. Mange fortæller om, hvordan deres opvækst i et religiøst hjem har været præget af en verdensfjern tilgang til livet, fordømmende blikke eller oplevelsen af, at der kun var en rigtig måde at være kristen på kulturelt set. 

Det har medført, at mange både i og uden for kirken sætter lighedstegn mellem en usund kultur og dogmerne. Det vil sige, at man antager, at den menneskelige kultur, der findes blandt kristne, er et udtryk for kirkens lære. Men set udefra er det altså snarere kulturen, der noget galt med end dogmerne.

Det betyder ikke, at de to ting er uden sammenhæng, for ofte hænger de negative oplevelser også sammen med, at dogmerne er blevet misforstået. De er blevet forkyndt som firkantede, begrænsende rammer i stedet for at blive udfoldet og levendegjort som det livgivende vand, de er for troen.

Som den engelske, katolske forfatter G.K. Chesterton (1874-1936) meget rammende skriver i en tekst om Jomfru Maria: “It is from the seed of dogma and from that seed alone that all flowers of art and poetry and devotion spring.” (Det er fra dogmets frø og fra dets frø alene, at alle blomster i form af kunst og digtning og hengivenhed udspringer (red.)).

Et dogme, der bliver formidlet og sat i sin rette kontekst er altså fyldt med Ånd, fordi det er et udtryk for en indre sammenhæng, der er mellem vores verden og den åndelige. Sådan har det været siden kirkens begyndelse, hvor dogmerne for eksempel er kommet til udtryk gennem sakramenterne.

I dem kan vi møde Gud uden filter og kulturelle barrierer. Vi kan igennem dem komme til Gud, som vi er og Gud møder os – ja, griber ind i vores verden. 

Netop derfor bør kirken være langt bedre til at fortælle og diskutere både rationaliteten og den undergørende spiritualitet, som gemmer sig i de kristne dogmer til både kristne, agnostikere og ateister. Ellers risikerer man at begå samme fejl som tidligere; at dogmerne bliver fremført som en hæmmende, snæver kasse og at troens substans bliver relativ. 

Det kan både indebære, at sekulariseringen får endnu gunstigere kår i Danmark og at folk i kirken stødes længere væk fra fællesskabet, fordi det bliver opretholdt af en bestemt kultur baseret på menneskelige følelser.

Dogmerne er kirkens DNA og tilbyder en sammenhæng i troen, som mange i dag leder forgæves efter. En sammenhæng, der ikke defineres af, hvem vi er som mennesker, men af Gud selv.