"Har muslimer virkelig ingen selvkritik?"

Hvorfor tager fremtrædende muslimer ikke tyren ved hornene og deler deres anfægtelser med en større offentlighed? spørger valgmenighedspræst Morten Kvist. Foto: Birgitte Rødkær Denmark

Kulturkritik har kun værdi, hvis den også indbefatter selvkritik. Det er netop islams evigt tilbagevendende problem, skriver valgmenighedspræst Morten Kvist

I Den Korte Avis kunne man d. 12. april læse om en stor islamisk konference i påskedagene i Bourget, en forstad til Paris, hvor stort set alt vedrørende islam blev præsenteret for offentligheden. Den største muslimske begivenhed i Europa, hvor 100.000 mennesker menes at have deltaget.

LÆSOGSÅ: Hvad er islamisme?

Er intentionen virkelig at skabe fred?
Islamisten Rachid Ghannouchi, en prominent skikkelse i det arabiske oprør, hvor islam indtil videre har sejret, var taler og blev hyldet som "en sand revolutionær."

Også sunni-islams mest berømte prædikant, den 86-årige Yussuf al Qaradawi, der støtter forskellige voldelige sider af islam, var inviteret som taler.

Han er imidlertid blevet erklæret uønsket i Frankrig efter jihadisten Mohamed Mehrahs mord på syv mennesker i Toulouse. Den islamiske konference har i den forbindelse betegnet Qaradawi som en mand kendetegnet ved "fred og tolerance."

Omtrent samtidig med den islamiske konference i Bourget besøgte Mehmet Görmez, den tyrkiske formand for Diyanet (Direktoratet for religiøse anliggender), Brøndby.

Han var på besøg i et fredens ærinde, for at imødegå den konfrontatoriske kultur mellem religioner og forskellige kulturer, som vinder terræn nu også i de skandinaviske lande, hævdede han.

Mehmet Görmez sagde endvidere:

"Man kan ikke bortviske had med had eller ondskab. Had bortviskes med kærlighed, og ondskab udviskes gennem godhed. Dette, tror vi, er essensen i alle monoteistiske religioner. Derfor har vi valgt at komme med dette fredens budskab i Danmark."

Det lyder godt og er helt sikkert velment, men der er et tilbagevendende problem, hver gang muslimer ytrer sig på denne måde.

Görmez forspildte chancen i Brøndby

Hvad Racid sagde i Bourget, hvad den islamiske konference udtalte om Qaradawi, og hvad Mehmet Görmez sagde i Brøndbyhallen i København passer ikke sammen. De er alle tre fremtrædende muslimer, men de kan ikke alle tre have ret med hensyn til islam.

Der er ingen grund til at betvivle Mehmet Görmez' fredelige intentioner. Til gengæld er det for det første svært at forstå, hvordan han og andre vedholdende kan omtale islam som fredens og kærlighedens religion, når både Koranen og Muhammeds sakrosankte historie kan opvise flere eksempler på vold. Det kunne imødegås ved at kritisere begge dele, men det er som bekendt ikke tilladt.

For det andet og endnu mere uforståelige er, at centralt placerede muslimer sjældent, sjældent, sjældent lufter de anfægtelser, de naturligvis må have med hensyn til islams fredelighed eller voldelighed.
Hvorfor tager de ikke tyren ved hornene og deler dem med en større offentlighed? Det ville helt sikkert befordre Görmez eget anliggende.

Kan Görmez være uanfægtet af, at en islamisk konference kalder Qaradawi for en fredelig og tolerant mand? Det er vi mange, som gerne vil høre om.

Lejligheden var der forleden i Brøndbyhallen foran 10.000 mennesker, men den blev tilsyneladende ikke brugt.

Mangel på selvkritik er islams kerneproblem
Det lyder som om, at Görmez selv medbragte begrundelsen:

"Ytringsfrihed siger vi ja til, men fornærmelsesret er ikke det samme som ytringsfrihed. Krænkelse af en religion er kulturel tortur."

Kulturel tortur? Abstrakt kling-klang, der kan bruges til hvad som helst. På mundret sprog hedder det kulturkritik, og den har kun værdi, hvis den også indbefatter selvkritik. Her begynder al fred og fordragelighed. Det er netop islams evigt tilbagevendende problem.

Morten Kvist
Valgmenighedspræst og debattør