Kommentaren

Hvor blev alle gudinderne af?

Europas gudinder lever på en måde videre i Jomfru Maria. I det protestantiske Nordeuropa forsvandt hun dog mere eller mindre, skriver lektor Mikael Aktor. Foto: Renta Sedmkov - Fotolia

De store gudinder som oldgræske Artemis og egyptiske Isis lever videre i Jomfru Maria. Hvor blev de af, alle gudinderne? De levede på en måde videre i Maria, der ligesom Isis er en “Guds Moder” skriver lektor Mikael Aktor

Gudindens Ni Nætter (Navaratri) er netop blevet fejret over det meste af Indien. Gudinden er Durga, men i hver af de ni nætter, som i år startede natten mellem den 13. og 14. oktober, fejres hun i en forskellig skikkelse. Gudinden har mange “aspekter” eller skikkelser, fordi lokale gudinder med tiden er inkorporeret i hendes mytologi.

Det er ikke så meget anderledes end Jomfru Maria, der jo også har lokale skikkelser med hver sin særlige fremtoning (ikonografi) og historie (mytologi). Vi har Vor Frue af Lourdes i Frankrig, Vor Frue af Fátima i Portugal, Vor Frue af Guadalupe i Mexico, ligesom vi har en Maria knyttet til særlige ordener som for eksempel Karmeliterordenens Vor Frue af Karmel.

Durga er en stærk gudinde. Hun kommer ridende på en løve med et våben i hver af sine mange arme. Hun er skabt af de mandlige guders samlede vrede over, at verden er blevet underlagt et voldeligt dæmonvælde og guderne styrtet ned fra himlen. Ingen af de mandlige guder kunne egenhændigt hamle op med dæmonerne og genoprette orden og trivsel.

Men Durga kunne. Derfor er hun endnu i dag den altid ondtbekæmpende frelserinde. Hendes farve er rød som blod. Durgatempler kan være malet røde, som for eksempel Durgatemplet i pilgrimsbyen Varanasi. Når hinduer tilbeder hende i templet, kommer de med gaver bestående af frugt og kokosnød pakket ind i et rødt klæde.

Gudinder har også befolket Europa, og også i de europæiske gudindemytologier finder vi “store gudinder”, der tilskrives både skabelse og beskyttelse af verden. En skabelses- og beskyttelsesmytologi med afsæt i den fødende og ammende kvindekrop er jo også mere nærliggende end så mange andre skabelsesmetaforer.

Isis, den ægyptiske gudinde, der helede sin dræbte og parterede mands krop, altså Osiris, og med ham avlede deres fælles søn Horus, blev også populær i Romerriget. Her gik hun ind i rækken af andre modergudinder, der netop som sådan fik en særlig betydning for forestillinger om regeneration og et liv efter døden.

Hun blev afbildet som statue, hvor hun sidder og ammer det lille Horus-barn. I det aspekt kaldte romerne hende “Isis Lactans”, den ammende Isis. Tilsvarende har vi i fremstillingen af Jomfru Maria en “Maria Lactans”, der uden forargelse fra de tilstedeværende åbenlyst ammer Jesusbarnet. Vi ser hende som sådan på ortodokse ikoner såvel som i altertavler i den katolske kirke.

I Pradomuseet i Madrid hænger et maleri af den spanske maler Pedro Machuca fra 1517, “Jomfruen og Sjælene i Skærsilden”. Fra himlen sidder Maria med Jesusbarnet på skødet og blotter sine bryster, hvorfra hun presser mælk ud i stråler, der slukker ilden i Skærsilden og lindrer de lidendes smerte.

Med et tilfreds smil tager baby-Jesus selv godt fat om hendes venstre bryst og presser mælken ned over sjælene. Den mælkesprøjtende Maria spiller også en rolle i legenderne omkring den Hellige Bernhard af Clairvaux. Det fortælles, hvordan Maria ved Bernhards bøn foran statuen af hende og barnet ved et mirakel sprøjtede mælk på den hellige munks læber.

Ud over Isis er der talrige andre eksempler på store gudinder i det gamle europæiske og nærorientalske område. Fra Den Store Moder på sin Løvetrone i det arkæologiske museum i Ankara – hun er mindst 7000 år gammel – til den vilde Kybele med sine kastrerede præster og til Artemis i det store tempel i Efesos. Også korngudinden Demeter i det græske Eleusis, hvis datter, Persefone, steg op fra dødsriget hvert forår som det spirende korn, var for de, der dyrkede hende, forbundet med håbet om et liv efter døden.

Hvor blev de af, alle gudinderne? De levede på en måde videre i Maria, der ligesom Isis er en “Guds Moder”. Dog, i det protestantiske Nordeuropa forsvandt også hun mere eller mindre. Kan man for eksempel finde Vor Frue i Vor Frue Kirke i København? De fleste besøgende vil nok svare nej; af Thorvaldsens store marmorstatuer ser vi udover Jesus kun de tolv mandlige disciple.

Men hvis man kigger ordentlig efter, er Maria ikke helt fraværende. I frisen i det hvælvede apsis bag Jesus ses hele følget på vej til Golgata. Og dér går også den fortvivlede Maria. Jeg ved ikke, om det er en hemmelighed, men jeg har hørt, at der er planer om muligvis at få opført en ordentlig statue af Vor Frue lige inden for indgangen, og ikke bare én; både Jesus’ mor og Maria Magdalena. Det vil være et passende ligestillingstiltag befriet for forældede kvababbelser over gudinder, hedninger og katolikker.
 
Mikael Aktor er lektor i religionshistorie og skriver kommentaren ved religion.dk.