Jøde: påsken handler om at genopleve åbenbaringen

Og, skriver jødiske Peter Kaltoft, uanset hvor hård ørkenvandringen efter åbenbaringen måtte synes, finder vi altid Gud i vores midte, i vores relationer med hinanden og i de udfordringer og den modstand, livet måtte give os

Det er tid for den jødiske påske en lille uges tid efter den kristne. Begge fejringer er fejringer af en givet frihed, en udløsning fra en art slavetilværelse, hvad enten det er fra det egyptiske åg eller det er fra syndens åg.

I begge traditioner symboliseres eller købes dette ved ofringen af lammet, hvad enten det er konkret eller symbolsk. Blodet fra dette lam frigiver, og vi kan træde ud i friheden, løskøbt, for derefter at se fremad til Guds åbenbarede vilje, hvilket sker nogle uger senere - enten med åbenbaringen af Torah eller med Helligåndens tagen bolig i de troende.

LÆS OGSÅ: Religion.dk's tema om pesach, den jødiske påske

Det hårde arbejde begynder efter påsken
Men hvad så? Vi bliver sat fri, vi tjener ikke længere egypterne/synden, og er alt så godt? Nej, i begge traditioner opdages det snart, at det er nu, det hårde arbejde begynder, og den realisering er ikke rar.

Åbenbaring, med dens løfter, forpligter. Først og fremmest: hvordan forholder vi os til det løfte, en åbenbaring giver os? Vi ser i begge traditioner eksempler på nogle, der forsøger at holde fast og blive i en konstant tilstand af åbenbaring i frygt for, at det der loves, ikke kommer - med mindre man holder fast i løftet med alle kræfter, endda så insisterende, at man fravælger livet, som det er meningen, det skal leves.

Hverdagens trummerum overskygger det guddommelige
Israelitterne blev frigivet og fulgte Moses ind i ørkenen, med forventning om, hvad detm de havde set i Egypten og ved det Røde Hav, ville udmønte sig i. De fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var så rosenrødt, som forventningerne krævede.

LÆS OGSÅ: Den jødiske påske handler om erindring

Det indtryk, som åbenbaringen havde givet, blev glemt, og hverdagens realiteter, selv med Gud i deres midte, tog over. Egypten syntes pludselig ikke så slem; der var da i det mindste faste måltider og fremtiden var kendt. Der var endda oprør mod Moses lederskab, noget, der synes underligt, når man tænker på begivenhederne i ørkenen. Men igen: hverdagens trummerum trænger det guddommelige i baggrunden og man glemmer hurtigt det guddommelige formål, man er blevet givet i åbenbaringen, når åbenbaringen ikke er en permanent tilstand.

Det kræver tro og tillid til Gud at gå ud og leve livet fuldt ud, efter at man har modtaget en åbenbaring.

Simeon og Anna fik også åbenbaringer
Det er denne konflikt, vi ser personificeret ved Simeon og Anna i beretningen om Josefs og Marias tur til templet i andet kapitel af Lukasevangeliet. Simeon var ved en åbenbaring blevet lovet at se "Herrens salvede", men havde levet et "retfærdigt og fromt" liv. Selvom han var gammel, drog han først til templet, da han blev "tilskyndet af Ånden".

Anna, derimod, havde levet sit liv i templet fra det tidspunkt, hun var blevet enke, hvor hun havde tjent Gud dag og nat "med faste og med bøn". Det er ikke nødvendigvis fordi, Simeon var mere retfærdig end Anna, men det virker som om, at han havde mere tillid til, at Gud ville give ham viden om, hvornår tiden var klar. Den retfærdige i templet, der fuldt ud giver hele sit liv til bøn og faste, er ikke nødvendigvis, hvad Gud ønsker, men mere den, der tør tage Gud på ordet og møde livet; som stoler på, at Gud er dér, uanset hvor fjern, Han end synes.

Bibelens personer levede et hverdagsliv med Gud
Vi ser det med Abraham, der følger hver anvisning, Gud end måtte give ham, uagtet at han måtte gå ud i ukendt land. Vi ser det med Kaleb og Joshua, de to spioner, der talte mod de ti spioner med dårlige nyheder om det Lovede Land. Og vi ser det her med Simeon, der tog Gud på ordet, og gik ud og levede sit liv blandt folket.

Alle har det tilfælles, at de stolede hundrede procent på Gud og ikke svigtede den mission, de var blevet givet i livet, nemlig at møde livet, som det nu måtte komme.

Påske er også mødet med det ukendte
Det er dét, jeg føler, at pesach, påsken, handler om. At vi genoplever åbenbaringen, Guds straf over Egypten og vores frigivelse, et løfte om noget stort, noget fantastisk. Men det betyder også mødet med det ukendte, med bestræbelser og frustrationer. Men vigtigst af alt er, at uanset hvor hård ørkenvandringen end måtte synes, finder vi altid Gud i vores midte, i vores relationer med hinanden, i de udfordringer og den modstand livet måtte give os.

Pesach er ikke kun en ihukommelse af dette, det er åbenbaringen, der udspiller sig for vore øjne. Også vi, i vores generation, forlader Egypten for at deltage i håbet, forventningerne, bestræbelserne og den ørkenvandring, livet som jøde i en fremmed verden byder os.

Peter Kaltoft er jøde, studerende og bosat i Jerusalem. Kommentarskribent ved religion.dk.