Kommentaren

Jøder og kristne har det svært i Mellemøsten

De nyeste rapporter fra efteråret 2015 fortæller, at alle jøder nu skulle have forladt Syrien. Dette sætter dermed punktum for mere end 3.000 års jødisk tilstedeværelse i Syrien. Noget lignende kan snart være tilfældet i et andet arabisk land, Yemen, hvor der også har boet jøder i flere tusinde år, skriver cand.mag. David Jano. Foto: Privatfoto

Der er stort set ikke nogen jøder tilbage i Mellemøsten, udover dem der bor i Israel. De kristne er også blevet forfulgt og fordrevet i Mellemøsten i de seneste årtier, skriver cand.mag. David Jano

Den syriske borgerkrig har nu stået på i snart fem år. Siden foråret 2011 har der været krig i det hårdt plagede land.

I sommeren 2014 skete der en afgørende udvikling, da Islamisk Stat meldte sig som en part i konflikten. Siden har vi set forfærdelige billeder fra regionen, hvor halshugninger af vestlige gidsler, ødelæggelser af historiske kultursteder og utallige gidseltagninger er blevet hverdagens norm.

I sommeren 2015 kunne avisen Jerusalem Post rapportere, med det israelske parlamentsmedlem Ayoub Kara som vidne, at der kun var 58 jøder tilbage i Damaskus og Aleppo. Ayoub Kara er selv druser, hvorfor han har lettere adgang til jødiske ledere i Syrien. Normalt tør man ikke tale med israelere på disse kanter.

De nyeste rapporter fra efteråret 2015 fortæller, at alle jøder nu skulle have forladt Syrien. Dette sætter dermed punktum for mere end 3.000 års jødisk tilstedeværelse i Syrien. Noget lignende kan snart være tilfældet i et andet arabisk land, Yemen, hvor der også har boet jøder i flere tusinde år.

De fleste jøder fra den arabiske verden er gennem årene fortrinsvis havnet i staten Israel. Dette gjorde sig gældende allerede efter Israel blev oprettet i 1948. I Syrien, Libanon, Irak, Jordan, Yemen og Marokko boede der dengang tusinder af jøder, men de arabiske landes nederlag i krigen mod Israel i 1948 medførte en stærk stigning af antisemitisme i disse lande, og mange jøder blev tvunget til at emigrere til det nye jødiske land. Adskillige tusinde jøder skulle absorberes af Israel, der dengang manglede ressourcer til det. Men Israel var på den anden side også med til at sende op mod en million arabere på flugt, så flygtningestrømme foranlediget af religion er ikke noget nyt i Mellemøsten.

Kristne har det også svært i Mellemøsten. Den danske journalist og forfatter, Klaus Wivel, udgav i 2013 bogen ”Den sidste nadver”. Heri beskriver han forholdene for de kristne i den arabiske verden i disse år. Tiltagende islamisme, religiøse uenigheder og territoriale konflikter har gjort at hundredtusindvis af kristne i de seneste årtier er blevet forfulgt og fordrevet i Mellemøsten. Fremkomsten af en organisation som Islamisk Stat har bestemt ikke forbedret situationen.

Tallene fra 2011, før alle omvæltningerne startede med ”Det Arabiske Forår”, fortæller, at der boede mindst 12 millioner kristne i Mellemøsten. Langt de fleste boede dengang i Egypten, Syrien og Libanon. Gad vide, hvor mange der er tilbage efter de seneste års voldsomme kampe i Syrien?

Af jøder er der stort set ikke nogen tilbage i Mellemøsten, udover dem der selvfølgelig bor i Israel. DR sendte i foråret dokumentaren ”Den sidste jøde i Kairo”, hvor Steen Nørskov og Naser Khader ledte efter jøderne i Egyptens hovedstad. De kom frem til, at jøderne snart ville være helt forsvundet fra Kairo. Nu lader det til, at den sidste jøde også har forladt Syrien. Det er ikke nemt at være kristen eller jøde i Mellemøsten.

David Jano er cand.mag. i Mellemøststudier og skriver kommentaren ved religion.dk.