Khader: Jeg tror ikke et øjeblik på, at Putin er oprigtig i sin kristne tro

"Putin nøjes ikke med at fremstille sig selv som en god kristen, men bruger troen til at nedgøre Vesten. Han taler om Vestens dekadence og laissez faire-holdning til de gamle konservative værdier," skriver debattør Naser Khader. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Putin har fundet endnu et middel til at fremme sin position på internationalt plan - kristendommen, skriver debattør Naser Khader

Ruslands præsident diktatoren Putin er en nulsums-magthaver forstået på den måde, at hans politik først og fremmest handler om hans egne interesser og egen magtforøgelse.

Putin vil vinde både åndeligt og fysisk terræin
I modsætning til præsident Obama har Putin en klar global strategi, der i al sin enkelthed går ud på at sætte ind der, hvor Vesten er passiv. Han har i løbet af de forgange år siddet på lur og slået til hver gang, der har været et område, hvor Vesten ikke har vist den store interesse.

I visse tilfælde er han sågar gået direkte imod Vestens udenrigspolitiske beslutninger, for på den måde at sætte sig selv i spil på den internationale scene.

LÆS OGSÅ
: 10 ting om religion i Rusland

Da amerikanerne for eksempel i forbindelse med militærkuppet truede Egypten med sanktioner, trådte Putin til og lovede, at han ville erstatte alt det, som landet eventuelt ville tabe.

Et af de mere udspekulerede steder, hvor Putin prøver på at vinde terræn, er af åndelig art. Han har haft stor succes med at føre sig selv frem som den nye Defender of Christianity. Denne tidligere ateist, KGB-officer og chef for KGB's efterfølger FSB er nærmest blevet en Newborn Christian, men jeg tvivler på, at hans nyvundne tro er ægte.

LÆS OGSÅ: Den russisk-ortodokse kirke må sluge Putins skilsmisse

For mig at se er troen endnu et middel til at fremme hans personlige magtambitioner. Putin har i den forbindelse givet den russisk-ortodokse kirke store udfoldelses muligheder, men under sin ledelse. Kirken kan med andre ord ikke gøre noget uden at få hans tilladelse.

Putin bruger troen til at nedgøre Vesten
Putin nøjes ikke med at fremstille sig selv som en god kristen, men bruger troen til at nedgøre Vesten. Han taler om Vestens dekadence og laissez faire-holdning til de gamle konservative værdier.

Samtidig har han appelleret stærkt til den islamiske verden om ikke at forfølge de kristne mindretal igen på bekostning af Vesten, som han påstår ikke gør noget, fordi man er ligeglad med dem. Vesten er på ingen måde ligeglad med de forfulgte kristne mindretal i den islamiske verden, men faktum er, at Vesten er for passive på det punkt.

På fredag skal Obama møde den saudiarabiske-konge, og jeg er sikker på, at han ikke tager emnet om de forfulgte kristne mindretal op. Og det er netop derfor, at Putin får mulighed for at sætte ind der. Vesten giver ham fri bane.

Vestens passivitet er lig med Putins fremgang, og han skyr ingen midler. Det er bekymrende, hvor mange mennesker, der hopper på hans manipulerende stil.

LÆS OGSÅ
: Teolog: Putin er ny kristen verdensleder

Selv i Danmark har han fået fanatiske tilhængere. Jeg tror som sagt ikke et øjeblik på, at Putin er oprigtig i sin kristne tro.

Vel vidende at jeg nu går ind og motivfortolker, mener jeg som sagt, at alt, hvad Putin foretager sig, ene og alene handler om egne magtambitioner og magtpolitik, og vi skal passe meget på ikke at falde for hans fremtræden.

Naser Khader er debattør, mellemøstanalytiker ved den amerikanske tænketank i Washington, Hudson Institute, og var medstifter af Demokratiske Muslimer under Muhammedkrisen.