"Kirken må gerne vove at blive mere markant"

Engelske Scarlett Thomas løfter den stolte britiske arv fra John Fowles og A.S. Byatt ind i det 21. ...

Dialog handler om familie, om arbejdsplads og om nabolag. Det handler om at møde de andre i min opgang - 80 % af de danske "kristne" har aldrig samtalt med anderledes troende, skriver missionsteolog Knud Jørgensen. Foto: Thorkild Amdi / Scanpix Danmark

En gruppe kristne studerende kom i modvind i sidste uge, fordi de ville missionere på Syddansk Universitet. Men som kristne tror vi faktisk, at vi er skabt til samtale, kommenterer missionsteolog Knud Jørgensen

En gruppe kristne organisationer lejede sig i sidste uge ind i lokaler på Syddansk Universitetet. Målet var at missionere blandt de studerende. Man inviterede blant andet studenter til gratis frokost, hvor de kunne deltage i debatmøder. En repræsentant fra en af organisationerne sagde åbent, at man gjerne ville provokere. Det blev for stærkt for flere.

SE OGSÅ:TV2 Fyns nyhedsudsendelse om de kristne studerende

Grænseoverskridende og voldsomt sagde en student til TV2 Fyn. Vi skal leve i et samfund og på universiteter som favner bredt, men det er ikke acceptabelt, at man missionerer på en offentlig uddanelsesinstitution, sagde studenten. Universitetsledelsen ville først standse missionsugen, men endte med at lade de kristne studenter fortsætte under forudsætning af, at de stoppede med aktivt opsøgende aktiviteter.

Troen skal have plads
Principielt mener jeg, at troen har sin legitime plads i det offentlige rum. Sekularisme handler om restriktioner, tilbagetrækning eller usynliggørelse af tro. En sådan fransk model er et barn af oplysningstiden, hvor man ønskede at begrænse troen til det private rum. Vi må skelne skarpt mellem det livssynsåbne og det lissynsneutrale. Det livssynsåbne rum er ikke neutralt. Det er mangfoldigt, så mangfoldigt som vort mangfoldige samfund er blevet de sidste 30-40 år. Tro og livssyn er vigtige for den enkeltes liv og dermed for samfundet som sådan. Tro er ikke en tilfældig interesse; tro handler om eksistentiel livstolkning. Derfor er tro noget ganske andet end golfklubber og at kikke fugle.

LÆS OGSÅ: Hvordan kan man forsvare mission?

Derfor mener jeg også, at staten skal støtte, at der bliver plads til troen i det offentlige rum, men ikke så langt, at staten prøver at styre troen. En statsstyret folkekirke eller moske bliver uvægerligt til en magt-religion.

Er vi blevet allergiske over for mission?

Når studenterne på Fyn reagerer på missionsugen, kan det imidlertid skyldes, at kirke og mission er sårbare, fordi vi har en moraliserende fortid, hvad enten vi hedder indre mission eller tidehverv. Dette har, tror jeg, skabt en allergisk hukommelse hos mange; man er blevet allergisk over for det missionerende. Her handler det både om et kommunikationsproblem og et teologisk problem.

Folk kan med rette frygte en tro, som opfattes som farisæisk eller, endnu være, som bruges for at legitimere, a la Gott mit Uns, som der i sin tid stod på tyske soldaters bælter.

Pave Frans gør noget ved sagen
Troen må gøre noget med dette, især med magtperspektivet. Det kan se ud til, at pave Frans har et program for at tage magten ned fra pidestalen. Han vælger en enkel lejlighed i stedet for et palads. Han vasker beskidte fødder i det offentlige rum. Han skifter ud magten med tjeneste og diakoni. Gode gerninger råber højt. Tænk på Frelsens Hær og Folkekirkens Nødhjælp.

LÆS OGSÅ: Interreligiøs konsulent: Frans af Assisi kan inspirere pave Frans i mødet med muslimer

I stedet for at provokere, som man tilsyneladende gjorde på Syddansk Universitet, kan vejen ud af kommunikationsproblemet og vejen ind i det offentlige rum være et diakonalt nærvær i hverdagen sammen med kolleger og naboer.

Dialog er ikke en mulighed, men en nødvendighed
Men er det ikke legitimt, at kristne studenter håber, at folk tager det positivt, at «vi bare gerne vil snakke med folk», som en af dem sagde? Jo, kirken må gerne vove at blive mere markant og vise, at vi ikke kan leve på resterne af fordoms privilegier og magt. Det, vi som kristne har på hjerte, bør tage sin plads i det offentlige rum, men vel at mærke i kraft af sit budskab og sin vilje til at samtale.

Religion giver perspektiv på livet

Der findes i Vesten grupper, som ønsker at slippe af med religion. Og der findes flere, som af den ene eller anden årsag siger nej til dialog - enten fordi de mener, det er bedre at slå ud tænderne på de andre, eller fordi de mener, vores eneste opgave er at forkynde evangeliet. Begge disse synspunkter er livsfarlige.

Religion er som en scenebaggrund for hele det menneskelige drama. På den måde giver religion og tro perspektiv til mit almindelige liv, den giver mig et overordnet syn på virkeligheden, og den giver mig en vision for i dag og i morgen.

For mig at se handler det om dialog og ikke om provokation. Og dialog er ikke en valgmulighed, men en nødvendighed. Som kristne tror vi faktisk, at vi er skabt til samtale med Gud, med vor næste og med vor omverden. Gudsbilledet handler om kommunikation. Vi er skabt til at høre og tale og lytte.

I den bredere sammenhæng - i fællesskabet med muslimer og andre - handler dialogen om at reducere fjendebilleder af hverandre, udvikle vennkab på tværs af tro, race, køn og kulturbaggrund, og at stimulere til fælles handling for samfundets skyld - diapraksis kalder man det. Dialogen skaber muligheder for at se ligheder og forskelle i min og de andres tro, den giver mig en ny oplevelse af min egen trosidentitet, og den lægger tingene til rette for et ydmygt vidnesbyrd til hverandre om vor tro.

Dialogen skal leve i hverdagen
Derfor handler dialog om en grundlæggende livsholdning. Kun ved at leve sådan, er der håb om gensidig forståelse og om frugtbar sameksistens i et multireligiøst samfund. Og handler det om livsholdning, så betyder det også, at arenaen for dialog ikke kun er medierne eller anden offentlighed, inklusiv universiteter.

Dialog handler om familie, om arbejdsplads og om nabolag. Det handler om at møde de andre i min opgang 80 % af de danske "kristne" har aldrig samtalt med anderledes troende. Dialog handler om mødepladser, hvor vi kan blive kendt, og hvor tillid kan vokse og gro og hvor der er tid til de langsomme ræsonnementer. Indimellem bliver den slags samtaler til dialoger om tro og åndelig erfaring, og på et mere officielt plan bliver der tale om egentlige religionsdialoger.

Dialogen gør ikke andre mennesker til objekter, men tager alvorligt, at alle mennesker er skabt i Guds billede. Den anden er altid et du, som jeg lytter til, fordi der er noget værdifuldt at lytte til hos ethvert menneske, som er skabt i Guds billede. Derfor deler jeg også det, jeg har på hjerte med den anden - også det, jeg selv har set og hørt og rørt ved. Vidnesbyrdet om min egen tro er dermed en umistelig del af dialogen.

Knud Jørgensen er missionsteolog, ph.d. og panelist ved religion.dk.