Kristne bør møde ateisme med humor

Knud Jørgensen, missionær. Fotograferet ved Diankonissestiftelsen på

Findes der i dag en ny Erasmus, som kan skrive ”Tåbelighedens lovprisning” i det 21. århundrede? En trosforsvarer som kan møde ateismen med humor og varme, spørger adjungeret professor Knud Jørgensen. Foto: Thorkild Amdi. / Scanpix Danmark

Angel and Devil Boxing

Findes der i dag en ny Erasmus, som kan skrive ”Tåbelighedens lovprisning” i det 21. århundrede? En trosforsvarer som kan møde ateismen med humor og varme, spørger adjungeret professor Knud Jørgensen. Foto: Bruce Flemming. / Scanpix

Humor er troens præludium, og latter er begyndelsen på bøn, har den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr engang sagt.
Knud Jørgensen, adjungeret professor

Inde i hjertet af det kristne budskab er der en guddommelig humor, så hvor anden kommunikation er nytteløs, kan narrens humor og tvetydighed måske fungere, mener adjungeret professor Knud Jørgensen

Et af de tidligste billeder, vi har af korsfæstelsen, er en tegning fra det andet århundrede i en af Roms katakomber. Tegningen viser en mand med æselhoved, som er korsfæstet. Nedenunder er der skrevet: ”Alexamenos tilbeder sin Gud”. Den korsfæstede hånes som en nar, og den som tilbeder narren på korset, hører hjemme i samme skuffe.

Det er en ny bog af samfundskritikeren og filosofen Os Guinness, som får mig til at huske tegningen fra katakomberne. Bogen ”Fool’s Talk. Rediscovering the Art of Christian Persuasion” (oversat, red.: Fjolsers tale. Genopdagelsen af kristen overtalelseskunst) handler om, hvordan troende kommunikerer kreativt med ateister. Kristne har op gennem historien været flinke til at møde ikke-troende med intolerance og ‘ortodoksiens magt’ i stedet for at ære sandhed og åben debat. Tankekontrol har alt for ofte været svaret på ateisme. Aggression og arrogance har ofte cementeret indtrykket af kristendommen som en magtreligion.

Men hvad med at bruge humor i stedet for intolerance? Guinness omtaler et værk af Erasmus fra Rotterdam, Luthers samtidige, med titlen ”Tåbelighedens lovprisning. Her bruger Erasmus tåben som et virkemiddel til at fortælle om kristendommen gennem humor, ironi og tvetydigheder. Forbilleder kan findes i Bibelen og i middelalderens hofnar. Tåben kan sige ting, hvor andre kloge tier. Erasmus’ bog fik Europa til at le. Her var trosforsvaret vendt på hovedet.

Er der noget vor tids trosforsvarere kan lære her? Når rationelle argumenter møder døve øren, kan mere kreative former for kommunikation så skabe åbninger? Altså ‘fool’s talk’ – narresnak, humor.

Humor er troens præludium, og latter er begyndelsen på bøn, har den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr engang sagt. Guiness siger om samme emne, at humor peger på tro, og at begge kan leve med paradokser og uoverenstemmelser, men mens humoren responderer godt på et lavere niveau, er det troen, som responderer på et højere niveau. Dette er vigtigt i mødet med alle, som gør livet en-dimensionalt, mener han. Det betyder for mig at se, at modsætninger og paradokser får dårlig plads, når virkeligheden reduceres til det, som kan måles og vejes og tælles. Et naturalistisk og materialistisk menneskesyn fornægter centrale aspekter ved vor menneskelighed. 

I Norge spiller Human-Etisk Forbund en måske vigtig rolle med over 85.000 ivrige medlemmer. Og det tilmed i et land, hvor kirke og religion står stærkere end i noget andet nordisk land. Dialogen mellem human-etikere og troende er så som så. Jeg kunne ønske mig mere af den humor, Guinness slår til lyd for.

Sociologen Max Weber skal have påstået, at rationalister var ‘tonedøve’, og sociologen Peter Berger har påstået, at de lever i en ”verden uden vinduer”. En sådan verden bliver let humørløs; den ser kun de mørke sider, den bliver vred, bitter og fortabt. Svaret kan være at beskrive kristentroen som komedie.

Tragedien minder os om jernstænger i virkelighedens fængsel, som ingen kan flygte fra, mens komedien viser vej til friheden. Tilbageslagene og nederlagene er ikke det sidste. I kristen tro er ikke en gang døden det sidste. Præsten og forfatteren Kaj Munk sagde det sådan i mødet med besættelsens nazister: ”Lad dem bare slå os ihjel langfredag. Vi narrer dem påskemorgen”.

Dramaet omkring Jesu korsfæstelse handler om en narrekonge i møde med landets religiøse ledere og lovfortolkere og jurister. Han bliver tilmed hånligt iført en kongelig kappe og kronet med torne. Det ender med indskriften, som Pilatus sætter på korset: Jesus fra Nazareth, jødernes konge. Her hånes magtesløsheden. Men Guds magt ligger skjult under sin modsætning: Magtesløsheden sejrer over død og djævel.

Inde i hjertet af evangeliet er der en guddommelig humor – narrens rolle og tåbelighedens vidnesbyrd. Hvor anden kommunikation er nytteløs, kan narrens humor og tvetydighed måske fungere.

Findes der i dag en ny Erasmus, som kan skrive ”Tåbelighedens lovprisning” i det 21. århundrede? En trosforsvarer som kan møde ateismen med humor og varme. ‘Den åbne hånds vej’, som møder andre med kreativitet, fantasi, humor og ironi?

Knud Jørgensen er adjungert professor ved Menighetsfakultet i Oslo og skriver kommentaren til religion.dk.