"Mindre dogmatik gør det sværere at kende forskel på religionerne"

Når både Jes Bertelsen fra Vækstcentret og ny imam i København frasiger religiøse dogmer betydning, er det udtryk for en ny tendens, mener valgmenighedspræst Morten Kvist

Trods ateistisk oprustning dukker der mere og mere religion op. Samtidig bliver det sværere at kende forskel på de forskellige religioner. Det skyldes to forhold.

For det første, at ordet dogmatik er blevet et skældsord. Ingen søgende sjæl, få åbent bekendende mennesker vil identificeres med det kompleks af erfaringsbaserede læresætninger, som hører alle udviklede religioner til, og som altså kaldes dogmatik. Ingen vil underlægge sig læresætninger, men foretrækker at formulere en egen opfattelse af en religiøs binding.

Dogmatik opfattes som en hindring
Et prominent eksempel herpå kunne læses i Kristeligt Dagblad (23.8. 2013), hvor forfatteren Peter Høegh og lederen af Vækstcenteret i Nørre Snede Jes Bertelsen gav et fælles interview, ikke mindst om religion.

LÆS OGSÅ: Meditation kan være med til at redde menneskeheden

Jes Bertelsen siger blandt andet: Der er nogle redskabsformer, som alle de store religioner har benyttet sig af, og det interesserer mig at prøve at uddestillere det, så det bliver almengjort og frisat fra den enkelte religions forestillingsverden. Jeg mener, at der ligger noget alment guld i alle religioner, og jeg tror tiden er inde til, at det kan frisættes.

Metoden er meditation, selvindsigt og kriteriet for sandt eller falsk er den enkeltes erfaring. Dogmatik forstået som en religions tydeliggørelse af sig selv er her en hindring.

Smidig imam
At det bliver sværere at identificere de enkelte religioner skyldes for det andet, at der er meget forskellige udmeldinger fra religiøse autoriteter (som altså ikke må være rigtige autoriteter). Et eksempel på dette kunne læses i samme nummer af Kristeligt Dagblad, hvor den kommende imam ved den nye stormoske i København, Jehad Al-Farra, blev interviewet.

LÆS OGSÅ: Gode muslimer må tilpasse sig det danske samfund

På spørgsmålet om islam forlanger, at kvinder skal bære tørklæde, svarer han, at det må enhver kvinde selv bestemme, idet han afslutter: Der er ingen tvang i islam. Lidt senere i interviewet siger han, at der ikke skal være tvivl om, at islam sætter menneskerettigheder og frihed meget højt. Han vil heller ikke forhindre nogen i at konvertere.

Interviewet giver i det hele taget et indtryk af en islam, der smidigt føjer sig ind i en almindelig dansk tankegang. Det lyder næsten for godt til at være sandt, og der forbliver da også nogle spørgsmål tilbage, for eksempel hvad der kommer først? Den vesterlandske frihed og de danske normer eller islam?

Når Jehad Al-Farra som imam ikke vil hindre nogen i at konvertere, betyder det så, at man blandt muslimer seriøst diskuterer at give afkald på et dogme? Eller er hans udtalelser et led i en magtstrategi? Islam har jo altid været forbundet med vilje til magt.

Hvor sympatiske Jehad Al-Farras udtalelser end er, skaber de ikke mere klarhed om, hvad islam er i Vesten og slet ikke i forhold til ortodoks islam, hvis autoriteter næppe vil kunne anerkende, at frihed og menneskerettigheder stilles foran islam. Har Jehad Al-Farras sin egen private udgave af islam?

Heller ikke blandt kristne præster eller biskopper er der en klar enighed om, hvad kristendom er. Hvert sogn har snart sin egen udgave, og dogmatikken som den for eksempel udfoldes i ét af folkekirkens bekendelsesskrifter Confessio Augustana nyder ikke stor bevågenhed. Uenighed har der altid været, men få tager rigtig notits af den. Man holder sig til sit eget.

Utydeligheden kalder på svar
Sagen er, at det aktuelle billede af religion er udtryk for noget, mennesker har brug for, en søgen og spørgen, som er religiøs og anti-konfessionel. Det ser ud til, at vi er begyndt på en ny religiøs æra, som ingen ved, hvor ender, fuld af tvivl og løse ender. Har Jes Bertelsens vækstcenter længe været et udtryk for dette, så er den kommende imam i den kommende stormoske et helt nyt af slagsen.

Om han selv er klar over, at han er med til utydeliggøre islam, er mindre vigtigt. Han udtrykker, hvad han har brug for.

Utydeliggørelsen, tvivlen og de løse ender kalder på klare svar. De findes, men høres dårligt, eller alt for godt, det vil sige nagelfaste, fundamentalistiske sandheder. Folk må derfor om ad deres egne erfaringer.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og skriver kommentaren ved religion.dk.