Nej, muslimer må ikke lyve!

Må muslimer lyve? Nej. Lyver muslimer? Ja, nogle gør. Præcis ligesom alle andre mennesker, skriver religionssociolog Sherin Khankan. Foto: THORKILD AMDI

Begrebet taqiyya er en etableret del af danske islamofobers forestillingsverden om islam. Det bliver bare oversat forkert i den danske islamdebat, mener religionssociolog og forfatter Sherin Khankan

"Tyveri er en utilgivelig synd, fællesnævneren for alle synder. Når du slår en mand ihjel, stjæler du et liv. Du stjæler kvindens ret til hendes mand, stjæler en far fra hans børn. Når du lyver, stjæler du en andens krav på sandhed. Når du synder, stjæler du retfærdighed fra en anden. Der findes ikke noget mere gement end at stjæle." (Khaled Hosseini, Drageløberen).

For nyligt fik jeg stillet følgende spørgsmål: Hånden på hjertet, Sherin: Må muslimer gerne lyve, hvis det tjener et højere mål? Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Martin Luthers jødehadske værk Om Jøderne og deres løgne.

Spørgsmålet, som kom fra en særdeles veluddannet herre, var baseret på en oprigtig fordom, som måske skyldes det faktum, at islamofober og pseudoislameksperter har haft held med at dominere islamdebatten.

Må kristne, ateister, budhister eller jøder lyve, hvis det tjener et højere mål? Nej selvfølgelig ikke. Det samme gælder naturligvis også for muslimer.

LÆS OGSÅ:Læserdebat Må en muslim lyve?

Muslimer bliver tillagt to tunger

Spørgsmålet insinuerer, at muslimer har svært ved at holde sig til sandheden, at de er kryptiske eller taler med to tunger. Således har jeg, ligesom det er tilfældet med mange andre debattører med muslimsk kulturbaggrund i offentlige sammenhænge, både her på religion.dk og andre steder, kunnet læse, at jeg er forræderisk, satanisk, farlig, forførende, forklædt som moderat, islamist, ulv i fåreklæder osv.

Disse adjektiver tjener alle ét formål, nemlig at tillægge muslimer en negativ værensmæssig status, samt at definere dem som utroværdige.

Taqiyya handler om at beskytte liv
Begrebet taqiyya er en etableret del af danske islamofobers forestillingsverden om islam. Et såkaldt yndlingsemne, der citeres vidt og bredt. Omvendt er det et begreb, der næsten aldrig diskuteres blandt danske muslimer, og den almene muslim ved knap nok, hvad begrebet dækker over.

Taqiyya oversættes ofte i den danske islamdebat med at lyve, at skjule noget, at være fordækt eller at tale med to tunger. Dette er en ukorrekt og fejlagtig oversættelse.

Inden for shiitisk ret (den femte retsskole udover de fire sunnimuslimske retsskoler) refererer betegnelsen taqiyya til den mulighed, en shia-muslim har for at skjule sin religiøse overbevisning, hvis han eller hun risikerer trusler, forfølgelse eller overgreb fra omverdenen. I denne sammenhæng er det tilladt for shia-muslimer at nægte den religiøse identitet.

Taqiyya-begrebet er dog ikke et fænomen, der kun begrænser sig til shia-muslimer. I en islamisk sammenhæng anerkender flere retslærde taqiyya-begrebet som et fænomen, der kan blive nødvendigt i tilfælde af beskyttelse af liv.

Taqiyya oversættes derfor også med at beskytte, at forestille, eller at værne om noget. En form for selvbeskyttelse i akutte livstruende situationer. Se bl.a. Aminah Tønnsens artikel om samme emne.

LÆS OGSÅ:
Må vi virkelig gerne lyve?

Sandhed er den sjette søjle
Men som udgangspunkt og i alle andre sammenhænge er det at tale sandt en slags sjette søjle i islam.

Profeten Muhammad har sagt: sig altid sandheden, også selvom sandheden taler imod dig.

At man ikke må lyve er islamisk set og ifølge muslimsk sædvane et kategorisk imperativ. Men også et universelt imperativ, som ingen kan være uenig i - på linje med, at man ikke må slå ihjel eller ikke må stjæle.

Ved at stille spørgsmålet må muslimer lyve?, siger man indirekte, at muslimer kan have tendens til at lyve. Logikken er ganske enkel og dommen er afsagt på forhånd: Jeg er muslim, ergo lyver jeg.

Alle islamiske påbud kan koges ned til ét

At lyve er at stjæle. Udsagnet findes i islamiske kilder, men også i mere moderne fortællinger som for eksempel Drageløberen. Her belærer en muslimsk far sin søn om Koranens vigtigste moralske bud. Et bud som handler om, at man ikke må stjæle, og at alle andre islamiske påbud kan koges ned til dette ene bud Du må ikke stjæle.

Moralen er følgende: når du for eksempel lyver, stjæler du et andet menneskes ret til at kende sandheden.

Der findes ikke et særligt arabergen for løgn
Må muslimer lyve? Nej. Lyver muslimer? Ja, nogle gør. Præcis ligesom alle andre mennesker. Nogle mennesker lyver, stjæler, slår ihjel, bagtaler og spreder løgne, uanset om de er muslimer, jøder, kristne eller ateister.

Findes der et særligt arabergen, der motiverer vold og løgne? Nej. Er islam en krigerisk religion? Nej. Bliver islam nogle gange brugt i krigeriske sammenhænge. Ja. Præcis ligesom det er tilfældet med alle andre religioner og ideologier.

Er Vollsmosedrengene, der hærgede et hospital aggressive, fordi de er arabere eller muslimer? Nej. Spørgsmålene er ganske absurde og bunder i uvidenhed og mangel på konsistent og logisk tænkning.

LÆS OGSÅ:
Vollsmose kan ikke komme af med kriminelle

Muslimsk selvkritik drukner
Da jeg i august 2001 var med til at danne foreningen Kritiske Muslimer, var målet selvkritik blandt muslimer, samt en kritik af rigide traditioner og den fortolkning af Koranen, som opstiller et kønshierarki.

Målet var at tale og skrive til muslimer primært. Jeg må ærligt indrømme, at de næste 10 år i ligeså høj grad desværre kom til at handle om basal oplysning om islam til danske islamofober.

Selvkritikken blandt muslimer og den tiltrængte reform af muslimers fortolkninger af Koranen drukner alt for ofte i danske islamofobers verbale korstog mod islam.

Sherin Khankan er religionssociolog, forfatter, talskvinde for Kritiske Muslimer og kommentarskribent ved religion.dk.