Præst: Brug arvesynden som redskab til erkendelse

Det er ret enkelt at restaurere ens egen bevidsthed om arvesynden. Man skal blot sige ordet højt et part gange om dagen i et stykke tid, foreslår valgmenighedspræst Morten Kvist

Vi kan altid gøre det bedre. Dette udtryk bruges uafladeligt og undskyldende af mennesker, som kritiseres for et eller andet, som måske eller måske ikke kunne være gjort anderledes.

Vi kan altid gøre det bedre er et løfte om bod og bedring til en offentlighed, der ofte kræver det perfekte af ledere, politikere og forvaltere, men sjældent af sig selv.

Vi kan altid gøre det bedre genlyder næsten dagligt i alle medier som en positiv syndsbekendelse, hvor vægten ikke lægges på synden, men på anstrengelsen for at overkomme den. Anstrengelsen må man være villig til at yde for at få lov til at fortsætte som politiker, chef eller forvalter, også når der blot er tale om en lille eller ubetydelig fejl.

LÆS OGSÅ:Præst: Alting kan ikke altid lade sig gøre

Spørgsmålet er imidlertid, om det nu også er rigtigt, at man altid kan gøre det bedre eller i virkeligheden vil?

Det ville klæde os at tage højde for arvesynden
Vi kan altid gøre det bedre er det positive udtryk for, at der altid er noget galt. Der er altid noget at kritisere. Er det ikke det ene, så det andet. Altid er der en efterladenhed, en forglemmelse, som kalder opmærksomhed til sig.

Vi yder den slags skyldig opmærksomhed med bod og bedring og ser ikke de næste fejl og mangler dukke op bagom ryggen på os. Eller vi løser et problem, medens et nyt vokser sig stort lige ved siden af. Og endnu tydeligere: Vi løser et problem og skaber derved et nyt.

Ved at bekæmpe infektioner skaber vi resistente bakterier. Med kunstvanding skaber vi tørke. Der er altid noget galt et sted, og vore egne løsninger bidrager til problemerne.

LÆS OGSÅ:Er religiøse begreber blevet verdslige?

Det ville klæde både dem, der hævder altid at ville gøre det bedre, og dem der kræver det, at tage højde for denne kendsgerning. Kristendommen kalder den for arvesynd og siger dermed, at der ikke kan laves om på den; vi kan ikke forbedre dette vilkår.

Selvfølgelig kan vi løse problemer, men kun de mest påtrængende og oftest kun et ad gangen og kun ved at skabe nye.

Trættende at høre på løfter om bedring
Spørgsmålet er derfor, hvordan vi reagerer på arvesynden. At love bod og bedring foran et kamera er blevet trættende at høre på. Vi har hørt det for ofte. Det er en endeløs og dermed ørkesløs bestræbelse, som snart kan blive til den endeløse kritik, som vi kalder brokkeri, når vi netop har fået nok af den.

Brokkeriets natur er, at det vil vare ved og næsten kan nære sig selv, men sandheden er, at det tærer på omgivelserne. Det kan løftet om bod og bedring altså også gøre.

LÆS OGSÅ:Hvad er arvesynd?

Det drejer sig om den bevidsthed, i hvilken man udsteder løfter. Vi skal være bevidste om arvesyndens væsen, og at vi med alle vore forbehold og anstrengelser ikke kan lægge den bag os. Vi skaber og ødelægger i samme bevægelse. Det skal kunne høres, når vi lover bod og bedring, og det skal kunne høres, når vi kræver hinanden til regnskab.

Sig ordet højt et par gange om dagen
Det er ret enkelt at restaurere ens egen bevidsthed om arvesynden. Man skal blot sige ordet højt et par gange om dagen i et stykke tid.

Så er det på plads, og man kan begynde at bruge det som redskab til erkendelse. Og verden vil åbne sig, fordi man kommer tættere på virkeligheden.

Morten Kvist er valgmenighedspræst i Herning og kommentarskribent på religion.dk.